Vaniljekranse

Vaniljekranse

Vaniljekranse er ikke til at komme udenom, når vi nærmer os december og de er virkelig også en af de bedste julekager. Den lille, sprøde småkage med det karakteristiske udseende smager skønt og minder om den søde juletid. Det er utrolig hyggeligt at bage julesmåkager sammen, så inviter gerne venner, veninder, dine børn og familie med i julekøkkenet og tryl en portion vaniljekranse frem.

Inspiration til julesmåkager: Brunkager og Jødekager

Opskrift på vaniljekranse

Vaniljekranse

Vaniljekranse

Print Pin
Forb. tid: 45 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Servings: 30 småkager

Ingredients

  • 75 g mandler
  • 1 vaniljestang (eller 2 tsk. vaniljepulver)
  • 175 g sukker
  • 200 g blødt smør
  • 1 mellemstort æg
  • 250 g hvedemel

Instructions

  • Fordel mandlerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og rist dem i ovnen ved 180 graders varme, varmluft i ca. 8-10min til mandlerne er blevet let gyldne
  • Lad mandlerne køle helt ned
  • Flæk vaniljestangen på den lange led og tag forsigtigt vaniljekornene ud af vaniljestangen. Bland dem med en smule af sukkeret på spækbrættet
  • Ælt sukker, vanilje og blødt smør godt sammen
  • Tilsæt æg og ælt dejen yderligere
  • Blend de ristede mandler med halvdelen af hvedemelet til det bliver en fin mandelmel
  • Tilsæt mandelmel og hvedemel til dejen og ælt det til en ensartet og glat småkagedej
  • Kom vaniljekransedejen op i en sprøjtepose med en stor stjernetyl eller brug en gammeldags kødhakker
  • Lav ca. 30 små vaniljekranse, luk dem sammen i små cirkler og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir
  • Bag vaniljekransene i midten af en forvarmet ovn ved 200 graders, alm. ovn i ca. 10-15min eller til småkagerne er blevet let gyldne i kanterne
  • Lad småkagerne køle af på en rist og opbevar dem i en lukket beholder indtil servering

Hjemmelavet vaniljekranse

Hjemmelavede vaniljekranse smager helt fantastisk, og så er småkagerne super hyggelige at lave. Der er dog et par ting, man skal være opmærksom på ved denne småkage. Generelt er det i bagning en god idé at alle ingredienserne har den samme temperatur. I denne opskrift betyder det at æg og smør skal tages ud af køleskabet ca. 30 min. inden det skal bruges. Det vil ihvertfald gøre arbejdet en del nemmere og mere effektivt. Dejen skal der ikke arbejdes med særlig længe, hvis du gerne vil have at dejen får den flotte rillede kant. Derudover er det vigtigt, at vaniljekransedejen ikke bliver pisket eller æltet for længe, men blot samles i hånden til du har en ensartet dej, da den ellers risikere at flyde ud under bagningen. For at kransene kan blive sprøde, skal de køle af på en bagerist uden bagepapir.

Inspiration til julesmåkager: Ingefærsmåkager og Nøddesmåkager

Julesmåkager formet med med kødhakker

Vaniljekransene kan formes på flere måder. Du kan både bruge en gammeldags kødhakker, hvor du vælger den kageplade der giver det karakteristiske takkede udseende. Du kan også bruge en sprøjtepose med en stjernetyl. Vælger du at bruge en kødhakker, kan du enten lave kransene én ad gangen, eller du kan lave en lang pølse, og efterfølgende skære dem ud i passende størrelser. Herefter er det blot at samle kransene. Husk at lukke dem ordentlig så de ikke går op under bagningen.

Inspiration til julesmåkager: Finskbrød

Julesmåkager formet med sprøjtepose

Tager du en sprøjtepose i brug, skal der muligvis en smule mindre mel i, så den er lige knap så fast, som hvis du brugte en kødhakker. Begynd med 225 gram og se hvordan dejen bliver. Dejen må stadig ikke være for klistret. Kransene kan formes én ad gangen på en beklædt bageplade ved at sprøjte dem rundt ud. Du kan også sagtens sprøjte dem ud som små pølser og efterfølgende samle dem, hvis det er lettere for dig. Der skal lægges nogle kræfter i, men hvis dejen er helt umulig at sprøjte ud, kan det skyldes, at smøren ikke har været blød nok, da den kom i dejen. Lad dejen hvile ved stuetemperatur i 15 min. tid, det skulle gerne hjælpe på det.

Inspiration til julesmåkager: Peberkager og Pebernødder

Vaniljestang, vaniljepulver eller vaniljesukker

Vanilje kommer i forskellige former. I denne opskrift er der brugt vanilje fra en vaniljestang, hvilket også er at anbefale. Vaniljesukker smager ikke lige så kraftigt af vanilje, men vaniljepulver kan godt bruges. Dette kan også være en del nemmere at få fat i fremfor en kvalitets vaniljestang. Vaniljepulver bliver lavet af vaniljestangen, ved at denne blendes. I vaniljesukker blendes stangen sammen med sukker. Der sidder stadig masser af god smag i stangen, men som sagt er smagen ikke lige så intens.

Det er vigtigt at vaniljekornene fra stangen bliver blandet sammen med lidt sukker. Ved at blande kornene med sukker skilles vaniljekornene fra hinanden, så de kan fordeles godt ud i dejen. På den måde har du ikke kun ét sted i dejen, der smager af vanilje. Det gøres blot ved at trykke sukker og vanilje let sammen med spidsen af en kniv på spækbrættet.

Inspiration til juledesserter: Risalamande og Risengrød

Vaniljekranse med mandler

Kransenes andet hovedelement er de ristede mandler. For at få den bedste og kraftigste nøddesmag, skal de skal et smut i ovnen inden de skal blendes for at udvikle ekstra smag. Mandlerne skræl skal ikke pilles af inden de blendes. Herved får du et fint farvespil til de færdige kranse.

2 kommentarer til “Vaniljekranse”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering