Finskbrød er en klassisk lille julesmåkager baseret på hvedemel, smør og sukker. Opskriften er derfor uhyre simpel, men alligevel ufattelig god. Overfladen på finskbrødene er glaseret i sammenpisket æg, hakkede mandler og perlesukker. En perfekt afslutning på en traditionel julesmåkage.
Inspiration til julesmåkager: Vaniljekranse og Brunkager
Opskrift på finskbrød
Finskbrød
Ingredienser
Finskbrød:
- 370 g hvedemel
- 80 g sukker
- 250 g koldt smør
- 1 æg
Pensling:
- 1 æg
- 50 g perlesukker
- 75 g mandler, evt. smuttede
Sådan gør du
Finskbrød:
- Bland hvedemel og sukker godt sammen i en skål
- Skær smør i tern og smuldr det i skålen med hænderne til al smør er fint smuldret i hvedemelblandingen
- Tilsæt æg og saml dejen
- Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad dejen hvile i køleskabet i mindst 60min
- Del dejen i ca. fire stykker og rul hver del ud til en aflang rulle med en diameter på ca. 5cm. Tryk hver rulle en smule flad og skær dem ud i små brød
- Placer finskbrødene på en bageplade beklædt med bagepapir
Pensling
- Hak mandler og bland dem med perlesukker
- Pensl finskbrødene med sammenpisket æg og drys med mandel-sukker blandingen
- Bag finskbrødene nederst i ovnen ved 200 graders varme, alm. ovn i ca. 12-15min
Hjemmelavede julesmåkager
Finskbrød er utrolig nemme at bage selv, og derfor er de også velegnede at bage sammen med børn. Først skal hvedemel og sukker blandes godt sammen i en skål. Det er altid en god idé at blande de tørre ingredienser godt sammen inden de våde ingredienser kommes i. De tørre ingredienser bliver nemlig godt fordelt ud i dejen, så hele småkagen får den samme smag. Herefter skal smørret smuldres ud i blandingen. Stykkerne skal cirka være på størrelse med en ært. Gør det hurtigt så smørret ikke når at smelte for meget. Ægget er sidste step, hvilket gør at dejen kan samle sig til en ensartet masse. Dejen skal nu pakkes tæt ind i husholdningsfilm inden den skal på køl. Efter en times tid er dejen klar til at blive formet til finskbrød. Julesmåkager pyntes inden de bages nederst i ovnen ved 200 grader almindelig ovn i ca. 12-15 minutter.
Inspiration til julesmåkager: Jødekager og Pebernødder
Pynt til finskbrødene
Finskbrød er en meget simpel julesmåkage. I kagedejen er der ingen krydderier, så derfor er pynten på disse småkager utrolig vigtig. I denne opskrift er de pyntet på traditionel vis med perlesukker og hakkede, smuttede mandler. For at pynten hænger fast, skal finskbrødene pensles med et sammenpisket æg. Udover perlesukker og mandler, så kan småkagerne også pyntes med andre ting. Du kan prøve at skifte mandlerne ud med hasselnødder eller pistacienødder. Du kan også prøve at blande lidt kanel, kardemomme eller andre krydder i sukkerblandingen. Citron- eller appelsinskal kan du også prøve at rive fint, og komme i. Hakkede julestokke med pebermyntesmag kan drysses over inden de bages. I ovnen smelter julestokkene let og giver en sprød overflade. Der er altså mange måder at pynte finskbrødene på, og mange måder at ændre lidt på smagen.
Inspiration til julesmåkager: Ingefærsmåkager og Peberkager
Opbevaring af julesmåkagerne
Finskbrød skal være helt sprøde, og derfor er det vigtigt at opbevare julesmåkagerne korrekt. For meget ilt gør nemlig kagerne bløde, og det vil vi gerne undgå. Det mest optimale er derfor at opbevare dem i en lufttæt beholder eller kagedåse. Har man ikke en dåse der er helt lufttæt, kan man komme et stykke husholdningsfilm om låget, så det slutter tæt.
Hvordan smutter man mandler?
Mandlerne til pynten på finskbrødene kan både være med skal eller man kan smutte dem. Hvis man gerne vil have smuttede mandler i, er der nogle få tricks, man kan bruge for at gøre processen en hel del nemmere. Start med at komme mandler i en skål og hæld kogende vand over, og lad dem stå i 1-2 minutter. Herefter skal det kogende vand hældes fra, og der skal hældes koldt vand på. Så skal det kolde vand hældes fra, og der skal endnu engang hældes kogende vand på, som igen skal stå i 1-2 minutter. Det kogende vand hældes fra igen, og så skulle skallen gerne være nem lige at smutte af imellem to fingre.