Brunkager er blandt julens allerbedste småkager. De små brune, sprøde julesmåkager med stykker af hakkede mandler har en utrolig stor smag på trods af deres lille størrelse. Brunkager er virkelig nemme at bage, og du kan faktisk fryse dejen. Så hvis du gerne vil bage brunkager hele julen, men kun lave dejen én gang, kan du blot lave en ekstra stor portion, forme dem til ruller, pakke dem ind i bagepapir og komme dem i fryseren. Så er det bare at tage en portion dej op, og så kan du bage brunkager hele julen.
Inspiration til julesmåkager: Vaniljekranse og Pebernødder
Opskrift på brunkager
Brunkager
Ingredienser
- 250 g smør
- 200 g sukker
- 200 g mørk sirup
- 2 tsk. stødt kanel
- 1 tsk. stødt nelliker
- 1 tsk. stødt ingefær
- 0,5 tsk. stødt allehånden
- 1,5 tsk. potaske
- 500 g hvedemel
- 175 g mandler
Sådan gør du
- Smelt smør, sirup og sukker i en gryde ved lav varme under omrøring. Det må ikke koge
- Hæld smør blandingen i en skål, tilsæt krydderier, rør rundt og lad det køle ned til det er fingervarmt
- Opløs potaske i vand i en anden skål
- Tilsæt potasken til smør blandingen
- Tilsæt hvedemel til smør blandingen lidt ad gangen og ælt dejen godt sammen
- Smut mandler og hak dem groft. Tilsæt de hakkede mandler til brunkagedejen og ælt den godt igennem
- Del dejen i 3 dele og tril dem til lange pølser med en diameter på ca. 5cm
- Pak dejrullerne ind i husholdningsfilm eller andet og opbevar dem i køleskabet i mindst 12 timer
- Skær rullerne ud til brunkager og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir
- Bag brunkagerne ved 175 graders varme, alm. ovn i ca. 6-8min eller til brunkagerne er gennembagte og let gyldne
- Lad dem køle af på en bagerist og opbevar dem i en tætlukket beholder
Hjemmelavet julesmåkager
Det er virkelig hyggeligt at bage sine egne julesmåkager, og så er de tilmed ganske nemme at bage. Først skal smørblandingen smeltes sammen. Herefter skal alle de gode julekrydderier som kanel, allehånde, ingefær og nelliker. Foruden den gode smag så dufter de også herligt af jul. Blandingen skal have lov at køle ned til omkring 28 grader. Man kan teste med sin lillefinger, da temperaturen gerne skal være nogenlunde ens. Til sidst er det blot komme den opløste potaske, hvedemelet og de smuttede, hakkede mandler i og blande det godt sammen. Inden de er klar til at blive skåret ud, skal de på køl eller frys i minimum 12 timer. Når det endelig er tid til at skære brunkagerne ud, skal de gerne skæres rigtigt tynde. En pålægsmaskine er et virkelig godt redskab, men ellers kan en skarp kniv også sagtens gøre arbejdet. Småkagerne skal ikke bages længe i ovnen, så husk at holde godt øje med kagerne.
Inspiration til julesmåkager: Jødekager og Peberkager
Potaske som hævemiddel
Potaske er et hævemiddel der især bruges i brunkager. Udover at agere hævemiddel, så er potaske også med til at fremme bruningseffekten, så brunkagerne får den helt perfekte farve. Postaske skal altid opløses i koldt vand for at få det til at virke. Desuden er potaske også med til at gøre julesmåkagerne helt sprøde. Det er altså meget vigtigt at du ikke erstatter potaske med natron eller bagepulver, da resultatet ikke vil være det samme.
Inspiration til julesmåkager: Ingefærsmåkager
Hvordan smutter man mandler?
Til de bedste brunkager skal der smuttede mandler i. Mandlerne skal smuttes, da vi ikke ønsker at have skallen med i brunkagerne. For at gøre smutnings processen en hel del nemmere, kan du komme mandler i en skål og hælde kogende vand over og lade dem stå i 1-2 minutter. Herefter skal det kogende vand hældes fra, og der skal hældes koldt vand på. Det kolde vand hældes fra, og så skal der endnu engang hældes kogende vand på og det skal igen stå i 1-2 minutter. Det kogende vand hældes fra igen, og så skulle skallen gerne være nem lige at smutte af imellem to fingre.
Inspiration til julesmåkager: Krydder småkager og Nøddesmåkager
Opbevaring af brunkager
Brunkager kan fint holde sig i et par ugers tid når de er bagt. Hvis de altså ikke er blevet spist inden. De skal gerne opbevares i en lufttæt beholder, som eksempelvis en kagedåse. For at sikre at den slutter helt tæt, kan du komme et stykke husholdningsfilm i låget. I køleskabet kan brunkagedejen holde sig i 1-2 uger. Den frosne brunkagedej kan holde sig i fryseren i 2-3 måneder.