Denne klassiske broccolisalat med bacon er både cremet og sprød på samme tid. Salaten består hovedsageligt af broccoli, men elementer af rødløg, stegt bacon, solsikkekerne, ærter og æble, får kålhovedet til at smage fantastisk. Alle grøntsagerne er vendt rundt i en cremet dressing, og hele herligheden kan serveres som tilbehørs ret til stort set al slags mad.
Inspiration til opskrifter: Spidskålssalat og Bagt rodfrugtsalat
Opskrift på broccolisalat med bacon
Broccolisalat
Ingredienser
Salat
- 100 g bacon i skiver
- 500 g broccoli
- 1/2 rødløg
- 1 æble
- 100 g ærter (friske eller optøede)
- 1 spsk. solsikkekerner
Dressing
- 3 dl fraiche
- 1/2 tsk. sennep
- 1 tsk. flydende honning
- 1 spsk. æbleeddike eller citronsaft
- 1 tsk. salt
- 1/2 tsk. kværnet peber
Sådan gør du
Salat
- Steg bacon sprødt på en pande, og lad det køle af på en tallerken med køkkenrulle
- Skær stokken af din broccoli, og skær kålen i meget små buketter. Det er vigtigt, at der er så lidt som muligt af det hårde fra broccolien på hver buket.
- Hak rødløg fint, og skær æble i tynde skiver
- Tø ærter op eller bælg dem, hvis de er friske
- Bland broccoli med rødløg, æble og ærter, og hak bacon groft
Dressing
- Bland fraiche med sennep, flydende honning, eddike, salt og peber og vend dressingen godt rundt i broccolisalaten
- Drys med solsikkekerner og server
Salat med broccoli og sprød bacon
Der er mange måder, hvorpå man kan lave en broccolisalat, men jeg har valgt denne gang at lave en helt klassisk version. Det vil sige små buketter af broccoli, sprødstegt bacon, solsikkekerner og cremet dressing. Dertil har jeg tilføjet æble, som skæres i tynde skiver. Man kan også vælge at hakke æblet groft og blande det i broccolisalaten. I stedet for æble kan man bruge rosiner eller tranebær, som også er en klassisk ingrediens i en hjemmelavet broccolisalat. Jeg er dog mest til version med æble, da det også giver syre og ikke kun sødme til salaten. Hvis du ønsker din kålsalat ekstra sød, så kan du vælge både at tilsætte tranebær og/eller æble. Vær dog opmærksom på at dressingen også indeholder flydende honning. Så der får du også sødme fra.
Inspiration til opskrifter: Jordbærsalat og Græsk salat
Broccolistokken og madspild
Som jeg har beskrevet ovenfor, så er det vigtigt at skære broccoli i meget små buketter, når man skal lave broccolisalat. Hvis buketterne bliver for store, så bliver salaten al for grov at tygge i. Når du har skåret dit broccolihovede ud, så er der derfor en helt del af stokken tilbage – både den store stok og de mindre fra de forskellige, små buketter. Smid ikke stokkene ud. De kan nemlig sagtens bruges til andet end i en frisk salat. Jeg er glad for at skære dem i tynde skiver, og så vende broccolistokkene i olivenolie, barbecuekrydderi, salt og peber. Derefter bager jeg dem i min airfryer, og får nogle sprøde og saltede broccoliskiver, der også kan spises til maden.
Inspiration til opskrifter: Sommersalater og Mangosalat
Cremet cremefraiche dressing
Som i de fleste af mine opskrifter her på min blog og i mine bøger, så bruger jeg sjældent almindelig creme fraiche i mine opskrifter. Creme fraiche har en fedtprocent fra 18-38%, og smager selvfølgelig også derfor, særdeles godt. Men jeg synes i hverdagen, at en fraiche, som har en fedtprocent på 9%, sagtens kan gå an. Derfor bruger jeg altså dette mejeriprodukt, når jeg skal lave min dressing til min broccolisalat. Fraiche er ikke lige så tyktflydende som alminde creme fraiche er, så vær opmærksom på at du ikke skal tilsætte for meget æbleeddike eller citronsaft, så dressingen bliver for tynd. Modsat kan du også tilsætte mayonnaise til din creme fraiche, hvis du ønsker din broccolisalat ekstra cremet og fed i smagen.
Inspiration til opskrifter: Vandmelonsalat og Honningmelonsalat
Vegetarisk broccolisalat
I de fleste salater med broccoli er der også sprødstegt bacon blandet i salaten. Jeg ved ikke, hvor denne kombination stammer fra, men jeg er enig i, at det smager virkelig godt. Hvis du dog af den ene eller den anden grund ikke spiser bacon, så kan du bruge kalkunbacon eller røget paprika i din creme fraiche dressing. Begge dele giver den samme røgede smag til din broccolisalat.