Appelsinmuffins er en herlig muffin, som er utrolig nem at lave. Opskrift på muffins med appelsin indeholder de sædvanlige grundingredienser som hvedemel, smør, sukker og bagepulver. Og dertil er der tilsat marcipan og appelsinsaft som ekstra smagsgivere.
Inspiration til opskrifter: Muffins grundopskrift og Chokolademuffins
Opskrift på appelsinmuffins
Appelsinmuffins
Ingredienser
- 3 æg
- 150 g sukker
- 1 tsk vaniljepulver
- 1 tsk bagepulver
- 180 g hvedemel
- 125 g smør
- 50 g marcipan
- 3 spsk. appelsinsaft, ca. 1/2 økologisk appelsin
Glasur
- 100 g flormelis
- 1/2 appelsin
Sådan gør du
- Pisk æg og sukker grundigt sammen
- Tilsæt de tørre ingredienser, og rør rundt
- Smelt smør og vend det i dejen
- Riv marcipan fint på et rivejern, og tilsæt det til dejen sammen med 2 spsk. citronsaft
- Fordel kagedejen i 12 muffinsforme, og bag kagerne i en forvarmet ovn, ved 175 graders varmluft i ca. 18min
Glasur
- Bland flormelis med appelsinsaft til du får den rette glasur konsistens
- Fordel glasur udover de afkølede appelsinmuffins
- Riv evt. appelsinskæl over kagerne
Muffins med appelsin
Det er utrolig simpelt at bage muffins, og derfor gør vi det ofte hjemme hos os. Man begynder med at piske æg og sukker luftigt. Derefter tilsættes de tørre ingredienser. Slutteligt smeltes smør langsomt i en gryde eller mikrobølgeovn. Det er vigtigt, at smørret ikke er mere end fingervarmt. Tjek derfor temperaturen med lillefingeren, inden at smør tilsættes til kagedejen. Rør så smør i dejen, riv marcipan, og tilsæt revet marcipan og appelsinsaft. De sidste to ingredienser er dem, som gør den helt store forskel. Og det er ligeledes disse to råvarer, som man kan variere med anden frugt eller nødder, hvis man ønsker et andet smagsudtryk.
Inspiration til opskrifter: Bananmuffins og Limemuffins
Appelsinsaft og marcipan
Denne opskrift på appelsinmuffins kan spises hele året rundt, men appelsin er mest af alt i sæson, når det er koldt i vejret herhjemme. Derfor smager appelsinmuffins også en anelse af jul. Simpelthen fordi appelsinsaft også associerer os med denne højtid. Det samme gør sig gældende med marcipan, som også spises til højtider, også i julen. Udover appelsin og marcipan så kan man også tilsætte varme krydderier. Her tænkes på kanel, kardemomme, stjerneanis og nelliker. Disse krydderier vil ydermere gøre disse muffins mere krydrede i smagen.
Inspiration til opskrifter: Muffins med frugt og Gulerodsmuffins
Sådan bager du muffins
Det er ikke helt lige meget, hvordan kagerne bages i ovnen. Man kan nemlig ikke bare putte kagedejen i muffinsforme og så bage dem i ovnen. Hvis man bruger tynde papir muffinsforme, så bliver man nødt til også at bruge en bradepande med 12 muffinsforme i. I disse forme kan man placere sine papirmuffinsforme og bage alle kagerne. Hvis man ikke gør det på denne måde, vil de nemlig flyde ud under bagningen. Til gengæld behøver man ikke sådan en bradepande, hvis man bruger muffinsforme af tykkere papir.