Denne grundopskrift på muffins med frugt kan af gode grunde bruges på alle forskellige slags frugter og bær. I lige præcis denne muffins opskrift, har jeg brugt brombær, men hindbær, blåbær, jordbær osv. ville også være lækkert heri.
Inspiration til opskrifter: Appelsinmuffins
En grundopskrift på muffins
Man behøver jo ikke opfinde hjulet hver gang. Hvilket nok egentlig er fidusen i min madlavning, når jeg hver eneste uge, kan producere så mange opskrifter til jer skønne medlæsere. For det er egentlig ofte de samme opskrifter, som jeg har testet igennem en god omgang gange, og som jeg så justerer lidt til i ny og næ. Når jeg finder på at bruge dem med nye ingredienser, råvarer og smage. Som f.eks en simpel muffin opskrift med vanilje, hvor jeg tilsætter forskellige slags frugter og bær, alt efter hvad der er i sæson, og hvad jeg har lyst til at servere for min familie.
Opskriften på muffins med frugt er oprindeligt udviklet i samarbejde med Rosengaard centret og deres fine magasin, men jeg har fået lov til, at dele den herinde også.
Gode tips til opskriften på muffins med frugt
- Muffins er oplagte til at fryse ned og derefter blive tøet op på køkkenbordet eller i en mikrobølgeovn. Sidst nævnte gør kagerne super bløde og svampede.
- Vanilje er en god grund ingrediens i muffins opskriften, men også kanel, kardemomme og chokolade kan bruges
- Bag gerne dine muffins i faste muffinsforme. Dem af tyndt papir flyder ofte ud. Jeg bager ofte mine muffins i forme, der også bliver lagt i en stor brade-pande-muffins-form
- Hold godt øje med dine frugtmuffins, når du bager dem. Alle ovne varmer forskelligt
- Både friske og optøede bær kan bruges. Hvis du bruger sidst nævnte, skal du blot huske, at dryppe noget af væden fra bærerne, så muffinsdejen ikke bliver for tynd.
Inspiration til muffins opskrifter: Muffins med blåbær og hvid chokolade og De bedste chokolademuffins
Opskrift på muffins med frugt og bær
Ingredienser
- 3 æg
- 150 g sukker
- 1 tsk. vanilje
- 1 tsk. bagepulver
- 180 g hvedemel
- 125 g blødt/stuetempereret smør
- 150 g bær
Sådan gør du
- Pisk æg og sukker hvidt og skummende
- Tilsæt vanilje, bagepulver og hvedemel og rør dejen godt sammen
- Tilsæt smør og rør dejen til den er glat og ensartet
- Hæld dejen i muffins forme
- Halver bærerne hvis de er store, og fordel dem i muffinsdejen
- Bag kagerne i ovnen ved 175 graders varme i ca. 20-25min eller til de er gennembagte og let gyldne på toppen
3 kommentarer til “Muffins med frugt og vanilje”
Til info så står der ikke hvornår man skal tilsætte hvedemel.
Tak for opskriften og god dag.
Hvornår kommer hvedemelet i??
Hej Monica
Det kommer i samtidig med vanilje og bagepulver 🙂
Mvh Maria Vestergaard