En æggewrap er noget jeg først for nyligt har smagt, men jeg blev øjeblikkeligt hamrende pjattet med det. Det smager jo helt fantastisk, og kan kombineres med så meget lækkert fyld.
Inspiration til opskrifter med æg: Spansk tortilla
Mayas nye bog om træning, kost (og æggewrap)
Det var da jeg kiggede i Mayas nye bog om træning, kost og sundhed, at jeg faldt over den lækreste æggewrap. Bogen hedder “Et sundt år“, og den indeholder blandt andet en masse lækre og sunde madopskrifter. Æggewrappen som var noget af det første jeg faldt over, var toppet med sprøde grøntsager og avokado, som gav mig fin inspiration til min egen opskrift på æggewrap. For man er vel madblogger og madnørd sådan helt generelt, og derfor ændrede jeg også på lidt små ting i opskriften, så jeg ikke behøvede, at tage ud og handle ind endnu engang den dag.
Inspiration til frokostretter med æg:De bedste æggemuffins, sund æggesalat og sunde frokost muffins
Æggewrap med skyr
Maya brugte skyr i sin opskrift på æggewrap, og det havde jeg tilfældigvis også i mit køleskab. Hvis dette ikke havde været tilfældet, så havde jeg dog ikke tøvet med at bruge græsk yoghurt, creme fraise eller andet i den dur. Jeg er sikker på, at det hele smager dejligt i sådan en opskrift.
Derudover kan man fylde sin ægge wrap med alverdens lækre grøntsager samt rester af kød og kødpålæg. Avokado er altid lækkert i sådan en sag, sammen med lidt frisk grønt og fint snittede rødløg. Det er ihvertfald sådan, at jeg allerede bedst kan lide mine æggewraps.

- 2 æg
- 1 spsk. skyr (græsk yoghurt eller creme fraise)
- ½ tsk. bagepulver
- en lille håndfuld persille
- ½ tsk. salt
- Oliven olie til stegning
- ½ avokado
- ¼ rødløg
- ½ kyllingebryst stegt på panden
- Evt. persille og skovsyre
- Pisk æg med skyr, bagepulver og salt sammen i en skål
- Hak persille og bland i æggeblandingen
- Hæld æggeblandingen ud på en pande og bag den på begge sider ved svag varme (ved æggewrappen vha. en tallerken, der placeres oven på panden, og som derefter vendes)
- Placer fyldet på æggewrappen og nyd den med det samme