Vegetarlasagne

Vegetarlasagne

Vegetarlasagne er et vidt begreb, for der er virkelig mange forskellige måder, man kan lave grøntsagslasagne på. Denne opskrift på vegetarlasagne er en meget klassisk version med lasagneplader, bechamelsauce, italienske krydderier og derudover aubergine og squash.

Inspiration til italienske opskrifter: Lasagne og Hjemmelavet bechamelsauce

Opskrift på vegetarlasagne

Vegetarlasagne

Vegetarlasagne

Udskriv Pin
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 45 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

Vegetar bolognese:

  • 2 små løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 70 g tomatpure (ca. 1 spsk.)
  • 2 tsk. timian
  • 2 tsk. oregano
  • 2 tsk. basilikum
  • smages til med salt og peber

Bechamelsauce:

  • 70 g smør
  • 40 g hvedemel
  • 5 dl mælk (gerne sødmælk)
  • 1/2 tsk. revet muskatnød
  • smages til med salt og peber

Lasagne:

  • ca. 12 lasagneplader
  • 150 g revet mozzarella ost

Sådan gør du

Vegetar bolognese:

  • Hak løg og hvidløg og steg dem i en gryde med olie til de bliver bløde og glasagtige
  • Riv squash og aubergine groft på et rivejern og steg det i et par minutter med løgene
  • Tilsæt hakkede tomater, tomatpure og krydderier og lad det langsomt koge op
  • Lad det simre under låg i ca. 10min (gerne længere) og smag til med salt og peber

Bechamelsauce:

  • Smelt smør i en gryde og tilsæt hvedemel
  • Rør det sammen til der ikke længere ses nogle klumper
  • Tilsæt mælk og rør kontinuerligt så mælken ikke brænder på
  • Lad det langsomt koge op under omrøring til bechamelsaucen tykner
  • Smag til med salt, peber og revet muskatnød

Lasagne:

  • Tænd ovnen på 180 graders varme (varmluft)
  • Pensl et ildfast fad med olie og placer et lag lasagneplader i bunden af fadet
  • Fordel dernæst et lag tomatsauce og til sidst bechamelsauce
  • Gentag proceduren lag for lag og slut af med bechamelsauce
  • Bag lasagnen i ovnen ved 180 graders varme i ca. 30min og drys dernæst med revet mozzarella ost
  • Bag derefter lasagnen yderligere i 10-15min eller til lasagnepladerne er bagt bløde

Grøntsagslasagne

Hjemmelavet grøntsagslasagne

Vegetarlasagne kan være mindst lige så smagfuld, cremet og god en oplevelse at spise, som en helt traditionel italiensk lasagne eller den mere grøntsagsrige kyllinge lasagne. Hemmeligheden er, at vælge de rigtige grøntsager, der ligesom hakket oksekød, kan suge væske til sig og samle din vegetarlasagne. Grøntsagslasagnen skal nemlig være cremet i konsistensen, men ikke våd. Ej heller skal din vegetarlasagne være tør, som er nok noget nær det værste en vegetar lasagne og helt almindelig lasagner for den sags skyld, kan være. Udover at vælge de rigtige grøntsager, der kan suge væsken til sig, så er det vigtigt at hakke grøntsagerne meget fint, så tomatsovsen bliver ensartet. Af den grund kan man med fordel rive grøntsagerne til sin vegetarlasagne på et groft rivejern. Det gør som sagt, at tomatsovsen ikke blive en tyndvæske med store grøntsagsstykker, men i stedet får en cremet konsistens, som smager så godt i en vegetarlasagne.

Inspiration til lasagne opskrifter: Linselasagne og Quinoalasagne

Vegetarlasagne

Variationer af vegetarlasagner

Når det kommer til lasagne opskrifter, så er det egentlig blot fantastisen, der sætter grænserne for, hvordan den kan laves. Man kan derfor sagtens eksperimentere med en masse grøntsager, krydderier og bælgfrugter i sin vegetarlasagne. Gulerødder, squash, selleri og aubergine kan alt sammen rives på et rivejern, og tilsættes til en tomatsovs. Det samme er tilfældet med bælgfrugter, hvor både kidneybønner, sorte bønner, linser mm., kan koges i tomatsovsen til en vegetarlasagne. Linser er utrolig små i forhold til bønner, og det gør også, at de nemmere blandes i tomatsovsen, og bliver en integreret del af lasagnen.

Inspiration til lasagne opskrifter: Lakselasagne og Kyllingelasagne

Hjemmelavet bechamelsauce eller mornaysauce

I opskriften ovenfor beskrivers, hvordan man meget simpelt, hurtigt og nemt kan lave en hjemmelavet, cremet bechamelsauce. Selvsamme kan man selvfølgelig også godt købe i sit lokale supermarked. Hvilket gør processen en tand hurtigere. Hvis man tilsætter ost til sin bechamelsauce, fremtryller man den berømte mornaysauce, som smager endnu bedre – også i vegetarlasagne.

Kan vegetarlasagne fryses?

Virkelig mange italienske retter er fabelagtige at fryse. Det samme gør sig gældende med alle slags lasagneopskrifter. Derfor kan denne vegetarlasagne også sagtens fryses ned. Ligesom den snildt kan holde sig et par dage i køleskabet. Det gør den ofte endnu bedre, fordi krydderierne bliver langt mere fremtrædende.

22 kommentarer til “Vegetarlasagne”

  1. Tusinde tak for en overraskende smagfuld lasagne som både var et hit hos min kæreste og min søn på 2,5.

  2. Kære Maria.
    Så er din grøntsags lasagne lavet for nr. 2 gang: den får et STORT 13 tal med pil opad!

    Den smager såå godt og er såå nem at lave, takket være din opskrift.
    Begge gange har jeg servert kød til (mørbradbøffer & medister), men det er bestemt ikke et must, da den sagtens kan serveres alene, da den mætter så godt.

    De bedste hilsener Hanne G.

  3. Først: Virkelig flot, inspirende og overskuelig hjemmeside/blog du har!
    Og så til mit spørgsmål: Jeg vil give mig i kast med denne lasagne, men tænkte på, hvor mange personer den er beregnet til?

    1. Hvor er det bare sødt af dig at skrive. Håber du vil følge med længe herinde 🙂
      Jeg vil mene opskriften er til ca. 2 personer. Tror ikke helt den kan mætte 4, men der er ihvertfald også mere end rigeligt til 2!
      Dejlig dag til dig 🙂

  4. Havde min familie inkl. min søster, som er vegetar, på besøg i weekenden – og jeg lavede denne til aftensmad, sammen med en alm. Kødlasagne.. Alle synes bare at denne grøntsagslasagne var Super lækker og Fantastisk ???

  5. Tak, det er en virkelig god opskrift! Og en rigtig god idé med de revne grøntsager! Jeg rev også champignon og peberfrugter med, det havde jeg aldrig tænkt på før, men det fik en rigtig god konsistens. Og selvfølgelig en dejlig smag!

    1. Hvor er det dejligt at høre! Og ja. Det er en fantastisk måde, at variere med forskellige grøntsager, og så få tømt ud i grøntsagsskufen. Din kombination lyder virkelig også lækker! 🙂

  6. Min nye livsstil uden kød er startet rigtigt godt med din fantastiske opskrift på grøntsagslasagne. Jeg tilsatte paprika og lidt mere timian og hvidløg.
    Jeg ser frem til at prøve flere af dine opskrifter.

  7. Jeg faldt lige over din blog og hvor er den fin! Du har virkelig nogle inspirerende opskrifter, som endda er lette at lave! Jeg er fan og i aften skal jeg helt sikkert give mig i kast med denne lasagne! Tak – Bliv ved med at del opskrifter! 🙂

  8. Da jeg så hvor få ingredienser der skulle i, tænkte jeg “Den kan da umuligt være spændende.”
    Men så lavede jeg den. Det er absolut den bedste vegetarlasagne jeg har smagt. TAK for den! 🙂

  9. I aften skal jeg lave vegetarlasagne, men synes der mangler protein, når der ikke er kød i. Kan man bruge kikærter i stedet og evt hvor meget?
    Glæder mig til at prøve den i aften ?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering