Pizzasnegle er perfekte til madpakken, skovturen, tog- eller bil rejsen, eller hvornår man nu lige kan få flettet en snasket, smagfuld og blød pizza snegl ind i frokost ordningen. Opskriften er helt klassisk. Pizzasneglen indeholder nemlig ost og tomatsauce som grundingredienser til fyldet. Derudover kan man tilføje alverdens revet grøntsager, skinke, bacon osv.
Inspiration til madpakken: Pølsehorn og Wraps med tun
Opskrift på pizzasnegle
Pizzasnegle
Ingredienser
Pizzasnegle dej:
- 50 g gær
- 1 tsk. sukker
- 3 dl lunken vand
- 1 tsk. salt
- 2 spsk. olivenolie
- 50 g fuldkorns hvedemel, spelt eller grahamsmel
- 450 g hvedemel
Pizzasnegle fyld:
- 150 g bacon i tern (eller skinke)
- 1 mellemstor gulerod
- 250 ml pizzasauce
- 1 tsk. salt
- 1 tsk. basilikum
- 1 tsk. oregano
- 200 g revet mozzarella ost
Sådan gør du
Dej
- Opløs gær og sukker i vand
- Tilsæt fuldkornshvedemel, salt og olivenolie, og rør det til en ensartet grød
- Tilsæt hvedemel lidt ad gangen og ælt dejen godt sammen. Brug enten dine hænder til at ælte dejen eller en røremaskine
- Lad dejen hæve lunt og tildækket i en skål i ca. 60min
Fyld
- Steg bacon sprødt i en gryde
- Riv gulerod fint på et rivejern og tilsæt gulerod til gryden. Steg et par minutter
- Tilsæt pizzasauce og krydderier til gryden, og lad det simre ved lav varme imens dejen hæver
- Del den færdighævede dej i to, og rul først den ene del af pizzadejen ud i en stor reaktangel.
- Fordel tomatsauce og mozzarella ost på dejen og rul den til en pølse
- Skær pølsen i skiver af ca. 2cm tykkelsen, og placer pizzasneglene på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag pizzasneglene i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 20min eller til pizzasneglene er let gyldne og færdigbagte
Noter
Hjemmebagte pizza snegle
I denne opskrift på pizzasnegle er der en anelse fuldkorn i selve pizzasnegledejen. Det giver en smule mere smag til brødet uden at det bliver tørt, og så bidrager det selvfølgelig også med kostfibre til måltidet. Pizzasneglen er altså stadig utrolig saftig og blød i konsistensen. Fuldstændig som en hjemmelavet pizzasnegl skal være det. Hvis man ikke ønsker at bruge groft hvedemel, så kan man blot erstatte det med hvedemel. Hvedemel er alt andet lig det bærende element i sådan en brøddej som denne madpakke klassiker. Selve dejen har nogle ret faste rammer. Der skal bruges vand, gær, salt, olivenolie og hvedemel. Det modsatte er tilfældet med pizzafyldet. Her er det nemlig kun fantasien og grøntsagsskuffen derhjemme, som sætter grænser for, hvad tomatsaucen kan indeholde.
Inspiration til madpakke opskrifter: Rugmuffins og Æggemuffins
Pizzafyld med revet grøntsager
Lige akkurat pizzafyld og tomatsauce i det hele taget, er genialt til at rumme en masse grøntsager. Dette er især tilfældet, hvis man river grøntsagerne fint på et rivejern, og steger dem en smule med krydderier, inden de blandes med tomat. Gulerod er glimrende at komme i sin pizzasauce. Gulerod er nemlig mild i smagen og bidrager med næring og en smule sødme til fyldet. Derudover kan man også bruge sqaush, peberfrugt, pastinak, friske tomater, løg og adskillige friske krydderurter. Sidst men ikke mindst kan man stege noget kød, og blande i tomatsaucen. Dette trin behøves absolut ikke, da vegetariske pizzasnegle også smager skønt. Men man kan tilsætte forskelligt kød til pizzafyldet.
Inspiration til madpakke opskrifter: Pizzaboller og Madmuffins
Pizzasnegle med bacon, skinke eller pepperoni?
Ovenstående råvarer er alle eksempler på kød, som kan tilsættes til pizzafyldet. Bacon kan købes i tern, og det er derfor nemt blot at hælde det i gryden, hvor det steges. Bacon har også en let røget smag, som smager utrolig godt i pizzasnegle. Skinkestrimler eller skinketern som også er klassisk fyld i pizzasnegle har derimod mindre smag. Skinke er ikke lige så røget i smagen, og hvis man vælger skinkestrimler, så er det nemmere at fordele fyldet ud på pizzadejen, inden den rulles. Slutteligt vil jeg foreslå pepperoni. Også pizzasnegle med pepperoni smager godt. Det er ligeledes et røget produkt, og af de tre råvarer så bidrager dette kød med allermest smag til sneglene.
Inspiration til pizza opskrifter: Hjemmelavet pizza og Hjemmelavet pizzadej
Kan pizzasnegle fryses?
Ligesom det meste andet bagværk, så er pizzasnegle geniale at fryse ned. Når man alligevel er igang med at bage sneglene, så kan man med fordel lave en stor portion og derefter fryse en masse ned. En pizzasnegl kan nemlig holde sig længe i fryseren, og kan på den måde agere som god madpakke i flere uger og måneder frem. Ud af denne opskrift kommer der ca. 24 snegle med pizzafyld, så det er oplagt at lave dobbelt portion.
Pizzasneglene kan tages op aftenen inden de skal spises, og så tø op på køkkenbordet natten over. Man kan også sagtens lune dem i ovnen eller mikrobølgeovnen. Især sidst nævnte kan anbefales, da det gør pizzasneglene ekstra bløde og saftige. På den måde smager de næsten som nybagte.
11 kommentarer til “Pizzasnegle”
Hej Maria.
Mange tak for en skøn opskrift på pizzasnegle, de smager SÅ dejligt.
Du har ikke skrevet ovntemperatur i opskriften, så jeg bagte dem ved 200 grader.
De blev fine.
Mvh. Marianne.
Hej Marianne
Godt at du selv fandt ud af det. Jeg skal nok lige få det rettet 🙂
Mvh Maria
Bare så lækre og super nemme at lave! Bliver helt sikkert en af mine “ go to” opskrifter. Tusinde tak!
Hvor det glæder mig at høre. Tusind tak 🙂
Hej Maria
Jeg har prøvet mange gange med forskellige pizza deje, men altid syntes det var en kamp at rulle dem ud. Men den her bare super god Har godt nok putte fuldkorns hvedemel i men ellers fulgt den.
Glæder mig så meget til at hører smagsdommerene når de kommer fra skole
Kh Pernille
Hej Pernille
Det var da en dejlig kommentar at få. Det glæder mig, at pizzadejen var nem at arbejde med. Jeg krydser fingre for at den også smagte godt!
Kh Maria
Hej Maria
Ja smagsdommerene spiste 4 stk hver, så de kan vist klart kåres som vindere.
Kh Pernille
Virkelig lækre svampede.
Hej Jeanne
Hvor dejligt at pizzasneglene faldt i god jord 🙂
Hej, kan man bage dem med kun25 g gær? eller skal jeg halvere portionen?
Hej Anne Kathrine, jeg har ikke selv prøvet kun at komme 25 g. gær i. Jeg ville dog tro at de skal hæve i længere tid, hvis du kommer mindre gær i. Ellers kan du halvere portionen som du selv foreslår 🙂
Kh Maria