En god morgengrød kan for alvor gøre en morgen god. Specielt når det er en grød, der har stået natten over, og derfor ikke tager mange sekunder at tilberede om morgenen. Det er lige netop derfor, at jeg foretrækker overnight oats, og så fordi den slags grød er en tand mere cremet end de andre.
Inspiration til grød opskrifter: Risengrød og Peanutbuttergrød
Opskrift på morgengrød
Ingredienser
- 1 dl quinoakerner
- 2 dl vand
- 1 knivspids salt
- 1 dl havregryn
- 1 spsk chiafrø
- 2 dl mælk
- 1/2 banan
- frisk frugt som topping
Sådan gør du
- Kog aftenen før quinoakerner med vand i ca. 15min, til de bliver bløde og al vandet er fordampet
- Bland de kogte quinoakerner med havregryn, chiafrø, mælk og most banan
- Hæld grøden i en lukket beholder, og stil den i køleskabet natten over
- Server næste morgen din morgengrød med frisk frugt eller bær
Grød til morgenmad
For nogle år siden blev det atter populært at spise grød til morgenmad i Danmark igen. Det er ellers en klassisk, dansk spise, som man har spist i århundreder. Og det er der en helt særlig grund til. Det er næringsrigt, og så er det billigt. Og det samme gør sig gældende med denne morgengrød. Quinoakerner og chiafrø kan købes i store partier, og man bruger ikke ret meget af gangen. Sammen med havregryn er der derfor morgenmad til virkelig mange dage.
Inspiration til opskrifter: Efterårsgrød og Koldskålsgrød
Ingredienser til morgengrød
Quinoakerner og chiafrø kan fåes i alle små supermarkeder efterhånden. Men man kan også sagtens lave en mere simpel morgengrød af blot havregryn. I så fald skal man være opmærksom på at chiafrø suger utrolig meget væske til sig. Derfor skal man tilsætte en del mindre mælk og vand, såfremt man ikke tilsætter chiafrø til sin morgengrød. Chiafrø kan ikke rigtig smages, men de giver grøden en meget cremet konsistens, som klart er et foretrække. Derudover er de små frø utrolig næringsrige.
Inspiration til opskrifter: Chiabudding og Køleskabsgrød
Topping til grød
Ligesom der er mange valgmuligheder når det kommer til ingredienser der kan tilsættes morgengrøden, så er der også mange muligheder i forhold til topping. Denne gang har jeg benyttet friske brombær, blåbær, mandler og mynte. Men friske jordbær, hindbær, banan og mysli smager også skønt på overnight oats. Hvis du også har skyr eller græsk yoghurt i dit køleskab, så kan du også servere din morgengrød med dette mejeriprodukt.
1 kommentar til “Morgengrød”
Hej,
Tror du den kan holde 2 nætter? Jeg vil spise den over 2 morgener