Opskriften på kylling i peanutbuttersauce indeholder reklame for økologiske kyllinger i samarbejde med Landbrug og fødevarer
Kylling i peanutbutter  Kylling i peanutbuttersauce

Økologisk kylling i peanutbuttersauce

Som jeg er blevet ældre, har fået børn, er blevet mere ansvarsfuld og måske også mere moden,  er jeg begyndt at tænke mere over, hvordan jeg passer bedst muligt på det miljø og den natur, vi er omgivet af. Det samme er B heldigvis også, selvom han ikke altid er med på ideen om at spise så spartansk som muligt. Det lyder måske fjollet, at jeg kan finde på at snakke om ”spartansk levevis”, når jeg driver en professionel madblog, men i min hverdag, er det virkelig noget, jeg tænker meget over. Det vil sige, at jeg prøver at spise lokalt og i sæson, hvilket selvfølgelig ikke altid kan lade sig gøre, men også spise efter, at jeg ikke altid behøver 500g kød til aftensmad for at brødføde min familie på fire. F.eks kan en økologisk kylling med lidt fantasi også komme til at række til flere forskellige måltider.

Inspiration til hverdagsretter med kylling: Den bedste citronkylling og min yndlings paprika kylling

Peanutbuttersauce med kylling  Kylling i peanutbutter

Spartansk levevis

Forleden aften, hvor jeg serverede kylling i peanutbuttersauce, tænkte jeg det samme; at det egentligt var åndssvagt at købe ekstra kød, fordi der faktisk var rigeligt til os fire. Den hele, økologiske kylling havde jeg købt i mit lokale supermarked dagen før, hvorefter jeg havde forvandlet den til en kylling danoise og serveret den for mine kære. En af lillebrors hofretter for tiden. Det var ikke meget kyllingekød, der var tilbage. Faktisk kun 216 g for at være helt nøjagtig, men det skulle vise sig at være var rigeligt til næste dag, hvor jeg som sagt lavede denne opskrift på kylling i peanutbuttersauce.

Peanutbutter og kylling  Peanutbutter kylling

Opskrift på økologisk kylling i peanutbuttersauce

Jeg tømte nemlig grøntsagsskuffen for alverdens gulerødder, løg og squash, og lavede en kæmpe gryderet med det kyllingekød, der var tilbage fra min økologiske kylling danoise. Det blev til denne kylling i peanutbuttersauce.

Da der er en del grøntsager i retten, mætter og fylder den også godt i maven, så der var endnu engang mad nok til næste dag. Jeg selv er vanvittig hysterisk, når det kommer til opvarmning af kød. En miljøskade fra barnsben. Og min kæreste (og hans store, afrikanske familie) griner altid af mig, når jeg spiser min mad kold, fordi jeg ikke vil opvarme det en tredje gang. I junglen gælder der ikke helt de samme regler, plejer familien at sige. Selvfølgelig er det valgfrit, hvor mange gange man vil opvarme kød, men det er en vigtig pointe at tænke på, hvordan du bedst får udnyttet den kostbare råvare, som kød jo nu engang er. Og det er bestemt en pointe, som jeg gerne vil give videre til mine egne børn. Og så synes jeg også, at en økologisk kylling bliver en hel del billigere, når den pludselig kan strække sig til tre dages aftensmad.

Gryderet med kylling og peanutbutter  peanutbutter og økologisk kylling

Kylling i peanutbuttersauce
 
Forfatter:
 
Ingredienser
Kylling i peanutbuttersauce til ca. fire personer:
  • 250g kyllingebryst (kylling fra dagen i forevejen kan også bruges)
  • olie til stegning
  • 2 løg
  • en hel squash
  • en rød peberfrugt
  • to store gulerødder
  • 2 spsk. peanutbutter (uden tilsat sukker)
  • ca. 3dl kogt vand
  • boullionterning med smag af kylling
  • 450ml kokosmælk
  • Jævnes evt. med maizena
  • Brug evt. en anelse brun kulør, for at få den flotte "peanutbutter farve" på saucen
  • Serveres med ris og ekstra peanutbutter
Fremgangsmåde
  1. Hak løg og steg det i en gryde med olie til de bliver bløde
  2. Skær kylling i mundrette stykker og steg det til det er gennemstegt. Hvis man bruger kylling fra dagen i forvejen er det blot nødvendigt at stege det en anelse
  3. Skær grøntsagerne i mundrette stykker og steg dem i et par minutter i gryden
  4. Tilsæt peanutbutter, kogt vand og boullion
  5. Lad det koge op og lad det dernæst simre i ca. 10min
  6. Tilsæt kokosmælk, varm det langsomt op og jævn evt retten med maizena
  7. Brug en anelse brun kulør for at få den brune peanutbutter farve på saucen