En enkel tomatsauce kan bruges til utrolig mange forskellige retter især inden for det italienske køkken. Denne opskrift på tomatsauce er med en stor andel grøntsager og derfor også masser af smag.
Inspiration til pizza opskrifter: Rootza pizza og Pasta med svampe
Hjemmelavet tomatsauce med grøntsager
Dengang jeg flyttede hjemmefra og sammen med min mand, ja så længe har vi faktisk været sammen nu, så levede jeg mildest talt af denne tomatsauce. Jeg var i mange år vegetar, og i årene efter spiste jeg minimalt med kød, ligesom jeg egentlig stadig gør, den dag i dag. En god opskrift på tomatsauce brugte jeg derfor til mange retter. Både ovenpå pizza, i vegetar lasagne, almindelig og traditionel lasagne, pizzasnegle og selvfølgelig sammen med pasta, som det også ses på disse billeder.
Nu er jeg hverken studerende eller 20-år længere, men min hjemmelavede tomatsauce er jeg stadig glad for at bruge i mit hverdags køkken. Jeg bruger nemlig en stor andel grøntsager foruden tomat, løg og hvidløg, som jeg hakker eller river, og bruger i saucen. Det giver både næring og smag og er perfekt til børn, der måske sommetider kæmper med, at få den andel grøntsager, der ville være godt for dem.
Opskrift på tomatsauce med smag
Af grøntsager er der virkelig mange forskellige muligheder. Gulerødder, peberfrugt, selleri, løg, squash osv er alle gode muligheder til at berige sin tomatsauce med. Min yndlings version er dog med tomat, løg, hvidløg, squash og rød peberfrugt, og sommetider gulerod. Det giver simpelthen en fabelagtig smag og konsistens og er som sagt perfekt også som pizzasauce og pastasauce.
Tomatsauce med grøntsager
Ingredienser
- 2 spsk. olivenolie
- 1 løg
- 1 squash
- 1 rød peberfrugt
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk basilikum
- 1 tsk oregano
- 1 tsk timian
- 2 dåser af 450ml purerede (eller hakkede) tomater
- 70 g tomatpure
- Smages til med salt og peber
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg fint (brug evt. en minihakker)
- Steg løgene hvide og glasagtige i olivenolie i en gryde
- Hak peberfrugt fint (brug evt. en minihakker) og riv squash på et rive jern
- Steg grøntsagerne sammen med løg og krydderier
- Tilsæt hakkede tomat og tomatpure og lad det koge op
- Smag til med salt og peber og lad det simre så længe der er tid til
2 kommentarer til “Tomatsauce til pasta og pizza”
Hej Maria, kan denne skønne sauce kommes på glas og gemmes og evt hvor lang holdbarhed er der så?
vh Mette
Ja selvfølgelig. Jeg ville ikke gemme den mere end 3 dage i køleskabet ligesom det meste andet mad, men man kan jo altid fryse det ned. Så kan det holde sig meget længe.
Kh Maria