Rødkålssalat  Rødkåls salat
Rødkålssalat med sprøde og søde æbler, gule appelsiner og syrlige granatæblekerner, er pludselig blevet en af mine absolut yndlings salater. Ihvertfald når det rusker og stormer udenfor som nu, og vinterjakkerne for længst er taget frem.

Rødkålssalat med valnødder og frugt

Generelt elsker jeg, at tilsætte både syrlig og sød frugt til mine salater. Dette gælder både sommer og vinter, efterår og forår. Ja, faktisk prøver jeg at bruge netop dét, som der på det tidspunkt er sæson for. Og lige netop nu, er det selvfølgelig appelsin og granatæblekerner. Noget der kommer langvejs fra, men som alligevel minder om efterår, vinter og ikke mindst jul. Især når man tilsætter det i en rå rødkålssalat som denne.

Salat med rødkål  Rødkålssalat med appelsin

Opskrift på rødkålssalat med appelsin

Kål har det jo med at være en smule standhaftigt at tygge i. Derfor kræver det en smule dressing og ikke mindst nogle andre søde og syrlige elementer for at smage godt. Denne rødkålssalat indeholder lidt af det hele, som netop gør den helt perfekt.

Juleaften får vi faktisk også serveret en rå rødkålssalat som denne. Min kære mormor laver nemlig både hjemmelavet rødkål, men altså også en frisk salat indeholdende kål, appelsin, valnødder og en smule andre ingredienser. Det smager pragtfuldt til den fede andesovs og den gode rødvin.

Rødkålssalat med granatæble  Ingredienser rådkålssalat

Rødkål og andre kåltyper i salater

Som årene går, bliver jeg gladere og gladere for, at bruge kål i mine salater. Jeg kan næsten høre min fars gyldne ord fortælle, hvor sundt, nærende og ikke mindst mættende kål er; Hvorfor det selvfølgelig er utrolig smart og ikke mindst smagfuldt at bruge i sin madlavning.

Jeg har stor succes med, at massere min kål inden den blandes med de øvrige ingredienser. Det er noget jeg gør med al slags kål, som jeg putter i salater, da det nedbryder fibrene en smule. På den måde bliver kålsalaten langt bedre i konsistensen at spise. Det er især når jeg laver almindelig spidskålssalat samt grønkålssalat, at jeg bruger denne teknik.

Rødkålssalat med appelsin og granatæble
 
Forfatter:
 
Ingredienser
Rødkålssalat til ca. 4 personer:
  • ca. ½ rødkål
  • 2 spsk. olivenolie
  • saften fra ½ appelsin/citron
  • 1 tsk. salt
  • 2 modne og søde æbler
  • 1 appelsin
  • en håndfuld valnødder
  • en håndfuld granatæble
  • evt. en smule persille på toppen
Fremgangsmåde
  1. Skær rødkålen fint og vend den i olivenolie, appelsinsaft/citronsaft og salt
  2. Masser den gerne en smule med hænderne, så kålen bliver mere blød
  3. Skær æble og appelsin i tern og bland med rødkålen
  4. Hak valnødder groft og drys det på salaten sammen med granatæbler og en smule finthakket persille