Pizza twisters er en nem snack til madpakken, som alle mine børn nyder at få med. Det samme er tilfældet for os voksne, som også altid smager på de færdigbagte twisters lavet med færdigdej, pizzasovs og pepperoni. Nemmere bliver det simpelthen ikke. Og jeg har ofte tænkt på, at disse pizzatwisters virkelig også ville være lækre at servere som appetizer for gæster. Man kunne evt. eksperimentere med andet fyld, som ville gøre dem mere delikate.
Inspiration til opskrifter: Butterdejstærte og Butterdejssnegle
Opskrift på pizza twister

Ingredienser
- 275 g færdiglavet butterdej
- 50 g pepperoni
- 3 spsk. pizzasovs
- 75 g revet mozzarella ost
- 1 tsk. timian
- 1 æg
- 2 tsk. sesamfrø
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft
- Fold den færdiglavet butterdej ud på en bageplade beklædt med bagepapir
- Fordel pizzasovs på hele dejoverfladen, og drys derefter med revet mozzarella ost på halvdelen af dejen. Drys med tørret timian krydderi
- Fordel pepperoni i linjer på osten, og fold den anden del af dejen (den del som kun har pizzasovs på sig), over pepperonien. Se evt. billede nedenfor.
- Skær seks lange stykker ud, som derefter skal snos mange gange omkring sig selv
- Pensl med sammenpisket æg og drys med sesamfrø
- Bag dine pizza twisters i ovnen i ca. 20-25min eller til de er færdigbagte og let gyldne på overfladen
Video af pizza twisters
Færdigdej til butterdejs bagværk
Jeg må ærligt indrømme, at jeg endnu har til gode at prøve at lave min egen butterdej. Lige nu hvor jeg står i livet – med tre små børn, hus og have, så synes jeg ikke tiden er til at lave hjemmelavet butterdej. Jeg leder i stedet altid efter nemme løsninger, som kan gøre vores hverdag mindre travl. Og i dette tilfælde er det at købe en færdiglavet butterdej til når jeg skal bage pizza twisters. Mine børn kan virkelig spise mange af dem, og jeg har eksperimenteret med både pizzadej og butterdej, men jeg synes klart, at versionen med butterdej bliver bedst. Dejen er langt mere luftig, og det er som om, at færdigkøbt pizzadej godt kan blive meget tørt i konsistensen. Men du kan prøve dig frem med forskellige typer dej og finde den version, du bedst kan lide.
Inspiration til opskrifter: Pestosnegle og Brødsnegle med pesto
Pizza twisters med pesto eller pizzasovs
Der findes mange versioner af denne type bagværk, hvor man bruger pesto. Både rød tomatpesto og grøn basilikumspesto smager godt sammen med den færdigkøbte dej. Dog synes jeg, at det hurtigt bliver enormt fedtholdigt, hvis man både bruger mozzarella ost, pesto, der er baseret på olivenolie, og butterdej der indeholder en helt del mængde smør. Derfor tilsætter jeg ikke så meget ost, ligesom jeg bruger pizzasovs til mine pizza twisters. Så bliver de en anelse mere lette, og jeg synes absolut ikke det går udover smagen af dem. Tværtimod har mine børn godkendt disse pizza twisters af mange omgange.
Inspiration til opskrifter: Minipizzaer
Pizza twisters med pepperoni
Som du nok kan regne ud, så kan du fylde dine pizza twisters med utrolig meget forskelligt fyld. Mine børn er vilde med pepperoni, og derfor bruger jeg ofte dette fyld i mit bagværk, som de skal have med i madpakken. Men man kan også lave en vegetarisk version blot med tomat og ost, ligesom man kan bruge skinke, bacon og forskellige oste. Flødeost, pikantost, fetaost mm., er glimrende eksempler på lækkert fyld man kan fylde i sine pizza twisters.
Når dine pizzatwisters er færdigbagt, så kan du lade dem køle ned på bagepladen inden de flyttes. Brug gerne en spatel til at flytte dem med. Inden de er kølet ned, kan de godt være lidt svære at flytte på. Men så snart de er helt afkølet, og osten er stivnet, så er det langt nemmere. Hvis dine pizza twisters ikke bliver spist med det samme, så skal du opbevare dem i en lukket beholder i køleskabet. Særligt hvis de er fyldt med kød, så er det vigtigt, at de kommer på køl. Her kan de holde sig i 3-4 fire dage. Lav derfor gerne en stor portion. Det er oplagt at fylde madpakken med sådan en snack til den lange eftermiddag.




