Stegte ris

Stegte ris

Stegte ris er en skøn asiatisk ret, der kan laves på mange forskellige måder. Derfor er det også en hverdagsret der er god at have i sit repetoire, da du kan tilføje lige præcis de grøntsager du godt kan lide. Retten er hurtigt at bikse sammen, den er billig også fungerer den godt som en reste-ret, hvis du har noget grønt i køleskabet der snart skal bruges, eller en rest ris fra måltidet dagen før.

Inspiration til andre risretter: Stegte havreris og Paneret kylling med havreris

Opskrift på stegte ris

Stegte ris

Stegte ris

Udskriv Pin
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk. olie
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 tsk. stødt koriander
  • 2 tsk. stødt gurkemeje
  • 400 g hakket oksekød
  • 1/2 dl olie
  • 600 g kogt ris
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 gulerødder
  • 200 g edamame bønner
  • 2 æg
  • smages til med salt og friske koriander

Sådan gør du

  • Hak løg og hvidløg og steg det i olie med krydderier i en gryde eller wok
  • Tilsæt hakket oksekød og steg til det er gennemstegt
  • Tag kødet af gryden og tilsæt igen olie og kogte ris
  • Steg risene nogle minutter ved middel/høj varme
  • Snit grøntsagerne fint og tilsæt dem til gryden
  • Steg grøntsagerne i et par minutter
  • Kom kødet tilbage i gryden
  • Lav en fordybning i midten af gryden og tilsæt de to æg
  • Pisk æggene sammen i fordybningen, og bland dem derefter med resten af grydens indhold
  • Steg risene nogle minutter og smag til med salt og friske koriander

Video af fremgangsmåden

Stegte ris med masser af grønt

Stegte ris består som udgangspunkt af ris, grøntsager og æg. Alt derimellem kan varieres og du kan bruge det du ønsker.  I denne opskrift er der kommet hakket oksekød i som er gennemstegt på panden sammen med løg, hvidløg og krydderier for at lægge en god smagsbund til de resterende ingredienser. Tørre krydderier udvikler en masse smag når det stegs af på en pande inden det bliver blandet med andre ingredienser. Ved at stege dem af først, får du altså mere smag og kraft ud af dine krydderier. Til denne ret er der brugt koriander der ofte anvendes i det asiatiske køkken. Gurkemeje smager ikke af meget, men det giver en flot farve til retten. Og som bekendt, så spiser vi også med øjnene, så retten må gerne se lidt pæn ud. Når kødet er gennemstegt skal det tages op af gryden, og så er det risenes tur. De skal blot steges ved middel/ høj varme i noget olie, imens der røres jævnligt så de ikke brænder på.

Grøntsagerne er i denne opskrift rød peber, gulerødder og edamame bønner. De forskellige grøntsager kommer med forskellige smage, de bringer flotte farver til retten og så giver de forskellige strukturer. Grøntsagerne skal blot steges af i et par minutter, så de stadig har noget bid i sig. Æggene er en essentiel og uundværlig råvarer til stegte ris. Æggene går ind, og samler retten så den får den perfekte struktur. Tilsidst skal retten smages til salt og til servering kan den toppes med frisk koriander.

Inspiration til gode hverdagsretter: Ristaffel og Wok med kylling og kokosmælk

Valg af grøntsager

Som nævnt så er denne ret en ideel tøm-køleskabet ret, da retten er virkelig taknemmelig og nem at gøre lækker. Så længe der er ris og æg til stede. Selvom stort set alle grøntsager egner sig til retten, så tænk gerne over ikke at komme for mange forskellige grøntsager. Hold dig til 3-4 forskellige for ikke at gøre smagsoplevelsen for forvirrende. Af gode grøntsager kan nævnes alle former for kål der er snittet i strimler. Grønne bønner, broccoli, blomkål, forårsløg, ærter, porrer, champignoner, bladselleri mm.

Andre gode smagsgivere

Denne opskrift er holdt helt simpelt og fungere derfor som en god basisopskrift. Du kan dog sagtens afprøve andre smagsgivere, som hver især giver en ny opskrift på stegte ris. Andre krydderier der vil egne sig godt er karry og chili. Du kan prøve at smage til med fiskesovs, østerssovs og/ eller soya. Til servering kan retten toppes med peanuts, cashewnødder eller saltede mandler.

14 kommentarer til “Stegte ris”

  1. Hvilken type ris bruger du??
    Synes desværre mine ris (jeg brugte ris i kogepose) blev alt for klistret og grødagtig. Dog smagte retten stadig super godt??

  2. Hej Maria, i lang tid har jeg brugt din opskrift på stegte ris med kylling og karry. Jeg har den som bogmærke, da jeg bruger den regelmæssigt. Hvor er opskriften henne? Når jeg trykker på linket, kommer jeg til denne side, men det er ikke den rigtige.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering