Denne sprøde salat med ærter har vi spist virkelig mange gange i løbet af sommeren. Og selvom den er fortrinlig med nye danske ærter, så kan den også sagtens spises om vinteren eller under andre årstider.
Børnevenlig salat med ærter
Mine børn er vilde med ærter. Hvilket nok ikke er særlig overraskende, taget i betragtning af, at det er en ret sød grøntsag eller bælgfrugt. De har endda fået den skøre ide, at spise frosne ærter her i varmen på fuldstændig samme måde, som hvis de spiste en pakke rosiner. Og fordi de pludselig er blevet så vilde med ærter, så er denne sprøde salat med ærter, spidskål, avokado og nødder også blevet en succes. Især hvis den bliver serveret til hjemmelavede burgere, som vi gjorde forleden dag.
Inspiration til gode salater: Grøn salat med kartofler og avokado og Sprød salat med broccoli og spidskål
Sprød og grøn salat med frosne eller friske ærter
Salaten er egentlig ret simpel, men indeholder nogle gode og lækre råvarer. Derudover er salaten vendt i en simpel olie eddikedressing, der gør, at salaten bliver anvendelig til mange forskellige retter. Den er f.eks oplagt til oksekød og kylling, men altså også til mere alternative retter, hvor man ønsker at tilføre en anelse mere grønt til måltidet.
Opskrift på sprød salat med ærter
Salat med ærter, avokado og spidskål
UdskrivIngredienser
- 1/2 spidskål
- en håndfuld rucola
- to spsk. balsamicoeddike
- to spsk. olivenolie
- en tsk. flagesalt
- en moden avokado
- 1/4 agurk
- 100 g ærter (frosne eller friske)
- 50 g fetaost
- en lille håndfuld mandler eller anden slags nødder
Sådan gør du
- Hak spidskål fint og bland det med rucola
- Bland dressingen og vend spidskål og rucola heri
- Skær avokado og agurk i tern og vend det i salaten sammen med ærter
- Hak nødder og drys salaten med nødder og fetaost
Inspiration til opskrifter med spidskål: Wrap med pulled chicken