Nachos til halloween der forestiller et græskar der kaster op er noget så sjovt, klamt og en smule uhyggeligt. Mine børn elsker det, og jeg laver det hvert eneste år til halloween. Vi har en tradition, hvor de hver især inviterer et par venner på besøg, og i og med at vi har tre børn, så bliver det til en ganske stor børnefest.
Inspiration til halloween opskrifter: Mumiepølsehorn og Klamme fingre
Opskrift på nachos til halloween

Ingredienser
- 1 hokkaido græskar
- 2 sukkerøjne
- 200 g nachos chips
- 150 g revet cheddar ost
- 4 avocadoer
- 2 spsk. cremefraiche
- 1 spsk. citronsaft
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk. salt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 graders varmluft
- Skær toppen af græskar, og udhul det med en ske. Skær derefter en mund, så der formes et zigzaget hul, hvor guacamolen kommer ud. Placer to sukkerøjne over munden
- Fordel nachos chips i et ildfast fad, og drys med ost udover chipsene. Bag dem i ovnen i 5-10 min eller til osten er smeltet
- Mos avocado med cremefraiche, citronsaft, hakket hvidløg og salt, og rør til det bliver en ensartet dip
- Placer græskaret på et stort fad. Fordel nu de tilberedte nachos chips med ost ud på fadet, så det ligger tæt op ad græskaret. Og fordel til sidst guacamole, så det vælter ud af munden og ligner bræk
Nachos med ost
I opskriften ovenfor er retten lavet helt simpelt. Der indgår derfor intet andet end nachos chips og revet cheddarost, som har bagt sammen i ovnen. Men der er mange muligheder for at gøre sine nachos langt bedre, næringsrige og festlige. Du kan tilsætte stegt kylling eller hakket oksekød til dine chips. Ligesom du også kan bruge forskellige grøntsager. Jeg er især glad for at bruge majs og rødløg til mine nachos til halloween. På samme måde kan du pynte dit færdige fad med finthakkede krydderurter, edderkopper og spindelvæv.
Inspiration til opskrifter: Klamme fingre og Græskarlygter




