Indlægget indeholder reklame for Just Eat
Læs første del af indlægget: HER
Det har været en lang rejse, der allerede begyndte i februar måned i år, hvor B en dag sagde til mig, at vi skulle køre en tur. Jeg blev hurtigt utrolig rastløs, da kilometer tælleren begyndte at stige i takt med at vi kørte væk fra Odense centrum, og tanken om at bo så langt ude, kunne jeg på det tidspunkt langt fra forene mig med. B derimod havde forelsket sig i tanken om at købe en byggegrund ca. 5-7km fra Odense centrum, hvor han ønskede at bygge et barndoms hjem til vores lille familie.
Jeg syntes hele ideen var overvældende, og jeg fortalte ham derfor også, at det først kunne komme på tale om mange år, når jeg kunne undvære byens liv og konstante pulsering.
Som i nok kan regne ud, gik der ikke så lang tid, som vi først havde antaget.
Et lille frø blev til en stor drøm
Han havde nemlig plantet et lille bitte frø i mit indre, som hurtigt begyndte at spire og drømme om urtehave, kvadratmeter, juletræ til loftet, gangsti til skole og børnehave, og naboer med jævnaldrende legekammarater, og ikke mindst et fremtidigt hjem, der ville kræve minimalt med vedligeholdelse.
Og fra den ene dag til den anden var jeg overbevist om, at jeg også ville købe en byggegrund, og bygge et barndomshjem til vores børn.
Som jeg fortalte i indlægget i selvsamme føljeton, så måtte vi dog give slip på denne byggegrund pga. økonomien i hele projektet. I følge lokalplanen skal der nemlig bygges i 1 1/2 plan eller 2 plan, hvilket snildt kan koste 4-500.000 mere end et en plans hus. Projektet blev derfor sat på pause indtil vi en dag fik et opkald fra en byggerådgiver, der fortalte os, at hvis man byggede huset med et højt tag, dvs. en 45 graders hældning på taget, så ville der ikke bare blive utrolig flot og højt til loftet, men så ville det også opfylde kravet som 1 1/2 plans hus.
Pga denne gode nyhed endte vi med i august måned at købe grunden af Odense kommune, og til december overtager vi 750 kvadratmeter Odenseansk byggegrund.
Omgivet af natur og lokalsamfund
Vi er allerede begyndt at udforske området, og tager ofte en smut tur ud af byen blot for at se på den græsplæne, der er omringet af allerede oprejste huse, som vi har betalt så mange penge for. Og naturen omkring er fantastisk med åen og skoven i gå afstand fra vores kommende hjem.
Og det var netop her at B tog mig hen forleden dag, da han overraskede mig en helt almindelig hverdag, hvor han kom langt tidligere hjem fra arbejde end almindeligt. Klokken var blot 12.00 og børnene var stadig i institution. Med sig havde han take away fra det nye sted i Arkaden, ZULT som netop er kommet på Just Eat. Jeg synes der kommer flere og flere nye og gode restauranter i odense og heldigvis er der utrolig mange af dem, der kan findes på Just Eats hjemmeside.
Vi havde dog undervurderet det danske vejr en smule, så da de sidste nachos og panini var indtaget, så skyndte vi os ind mod byen igen for at få varmen og hente vores børn hjem fra vuggestue og børnehave. Forhåbentlig vender vi tilbage snart igen, måske med pita fra “falafelhuset”, der eftersignende skulle lave noget smagfuldt, vegetarisk og arabisk mad. Også denne restaurant er nemlig ny på Just Eat.