Tilbage i juni måned, sad jeg og læste til eksamen, samtidig med at jeg var på barsel. Det var der en del interesse omkring, og jeg åbnede derfor op for en spørgerunde på instagram, hvor i kunne stille mig spørgsmål om alt inden for genren “studie-liv, karriere og familie”. Jeg blev overvældet af de mange søde kommentarer og gode spørgsmål – over 400 kom der min vej, så jeg fik aldrig svaret på dem. Det har jeg haft dårlig samvittighed over lige siden, og endelig har jeg fået gjort noget ved det.

Jeg har udvalgt de spørgsmål, som jeg synes, dækker bedst over dem alle. Jeg håber det er brugbart <3

  

Hvordan strukturerer du din hverdag, så du både kan studere til læge, være mor og professionel blogger?

Selvom jeg måske ikke af natur, er særlig struktureret, så er jeg i den grad blevet det, efter at jeg har fået børn. Jeg prioriterer min blog på lige fod med mit studie, hvilket nok kan komme som et chok for mange. Hvis det skal lykkedes, samtidig med at jeg også ser min familie og venner, så afhænger det i høj grad af, at jeg ikke bruger noget “spild-tid”.

Helt lavpraktisk så laver jeg en ugeplan hver søndag, hvor jeg planlægger, hvad jeg skal have læst i løbet af ugen, og hvilken undervisning jeg skal tage til. Derudover plotter jeg møder (revisor, samarbejdspartnere, networking), ugens blogindlæg, sponsorerede kampagner, private aftaler og andet ind i min kalender – foruden madplan for vores aftensmad, madpakker, indkøb, tøjvask og en masse andet praktisk.

Derudover holder jeg ikke “weekender”. Jeg betragter dem ihvertfald ikke sådan, da jeg både studerer og arbejder på lige fod om det er mandag eller lørdag. Min kæreste og jeg har en kæmpe tavle hængende i vores soveværelse, hvor vi arrangerer fire uger frem i tiden, med ALT hvad der indebærer os begge. Han er hamrende god til at være struktureret, og hvis jeg skriver på kalenderen, at lørdag morgen skal jeg studere fra 7.00-12.00, så står han 100% klar den lørdag morgen, og tager børnene. Hvilket leder mig til, at jeg absolut intet kunne præstere, hvis jeg ikke havde ham. Han prioriterer mig og børnene aller højest, altid. Og det gør det bare utrolig nemt for mig, fordi alt hvad vi laver, bliver en hold indsats – også mine eksaminer, mine blogindlæg og hans arbejde for den sags skyld.

  

Hvordan ser en typisk uge ud for dig?

Jeg har absolut ingen typiske uger, men vi står altid op kl. 05.30 når B skal på arbejde. Så gør jeg børnene klar, smører madpakke (hvis jeg ikke har gjort det aftenen før), laver havregrød til dem, og kører dem i børnehave og vuggestue. Derefter kører jeg enten direkte til møde kl. 9.00 eller hjem. Jeg har stort set altid et møde, telefonmøde, privat aftale eller andet i løbet af dagen, og det placerer jeg oftest om formiddagen. Dernæst besvarer jeg mails, skriver og udgiver dagens blogindlæg. Hvorefter jeg studerer til kl. bliver 14.30. Nogle perioder foregår det på læsesalene ved hospitalet andre gange hjemme, men jeg henter altid børnene forholdsvis tidligt. Aftensmaden har jeg 9 ud af 10 gange forberedt inden, haft rester af eller bestilt udefra. Jeg laver faktisk aldrig mad i “ulvetimen” – ihvertfald ikke når B arbejder sent.

Når børnene er puttet arbejder og studerer jeg videre samt rydder op efter aftensmaden. Jeg går altid først i seng ved midnat, da jeg er et udpræget B menneske. Jeg fortryder det dog altid næste morgen kl. 05.30, når børnene vågner igen, eller når lillebror vågner en mia gange om natten for at amme, som han pt er virkelig slem til.

  

Arbejder din mand ikke særlig meget siden i kan få det til at fungere så nemt?

Jo! Han har altid arbejdet utrolig meget – noget ala 70 timer om ugen. Til gengæld prioriterer han os som familie meget højt, og lægger al hans energi og tid sammen med mig og børnene, når han ikke er på arbejde. Andet ville heller ikke kunne fungere, hvis vi skal have vores hverdag til at hænge sammen med meget travlhed.

Hvor lang tid bruger du på at studere?

Når det ikke er eksamensperiode, så vil jeg mene 30 timer. De sidste uger inden eksamen læser jeg dog ofte en del mere intensivt, men slet ikke i samme grad, som før jeg fik børn. Hvor jeg kunne læse 16 timer i streg til de store anatomi eksaminer. Nu er jeg blevet bedre til at fordele arbejdet ud, så jeg læser lidt hver dag, og ikke har de hårde eksamensperioder, som jeg havde førhen.

Hvordan har du overskud til at studere medicin med to små børn?

Overskuddet kommer, fordi det er lysten, der driver værket. Jeg brænder for mit studie. Jeg synes det er enormt interessant og så har jeg lige siden jeg var helt lille været god til at studere og gå i skole. Det falder mig utrolig let, hvilket også gør det hele en del sjovere. Min hjerne er nærmest bygget til dette studie. Hvilket vi ofte griner af herhjemme. Jeg er nemlig ualmindelig dårlig til at finde vej, genkende ansigter eller f.eks forestille mig et rum – hvordan det kan indrettes, pyntes og dekoreres. På samme måde har jeg også svært ved at administrere for mange stimuli på en gang, og jeg bliver hurtigt stresset i et supermarked, hvor børnene er trætte, og baggrundsstøjen er høj. Min hjerne kan simpelthen ikke kapere det. Til gengæld er jeg ret god til alt inden for den naturvidenskabelige genre: Fysik, biologi, kemi, matematik osv. “Kasse-tænkning” er lige mig, hvorfor det (også) er sjovt, at jeg har fundet en levevej i en meget kreativ verden, som sociale medier jo er.

Kom du ind via kvote 1 eller 2 på medicin studiet og hvad var dit snit?

Jeg kom ind via kvote 1, og kan faktisk ikke huske mit snit. Det var vist noget ala 10,5. Jeg tror man skal have en del højere gennemsnit for at komme ind på medicinstudiet idag end man skulle dengang.

Hvordan ser dine karakterer ud på medicinstudiet?

Slet ikke som den 12-tals pige jeg var engang. Jeg gider simpelthen ikke det karakterræs længere. Nu tænker jeg egentlig mest af alt på at blive en dygtig læge, hvilket ikke er lig med et højt karakter gennemsnit. Men 7 er nok det jeg får mest af, og faktisk også har fået gennem hele min tid som “mor” på medicinstudiet, og det er jeg ganske tilfreds med.

Hvordan har din studieevne ændret sig (hvis den har) fra før, hvor du ikke havde børn til nu?

På alle fronter i livet klarer jeg mig bedre, og jeg er samtidig langt mere lykkelig, nu hvor jeg har fået børn. Førhen brugte jeg virkelig meget tid i sengen, eller foran TV-et, netflix osv. Det var ikke med gode og spændende serier, men derimod bare “larm”, som gav mig en øjeblikkelig underholdnings værdi.

Tid er dyrebar, og det finder man i høj grad ud af når man får børn, synes jeg. Jeg vil allerhelst tilbringe så meget tid sammen med dem som muligt, og det kan kun lade sig gøre, hvis jeg er produktiv, når det kommer til mit studie og arbejde.

Slapper du aldrig af eller holder fri?

JO! Jeg bruger jo virkelig meget tid på de sociale medier. Både fordi det er mit arbejde, men også fordi jeg slapper af og nyder al den inspiration jeg får gennem f.eks instagram og andre bloggere. Jeg elsker at blive inspireret.

Det er vigtigt at slappe af. Det underkender jeg absolut ikke. Og når børnene bliver større, drømmer jeg også om, at B og jeg skal have flere afslapnings dage sammen, hvor børnene kan blive passet af bedsteforældrene, og vi kan ligge i sengen en hel formiddag, ligesom vi gjorde det engang.