Søsterhygge, feriestemning og løftet pegefinger

Jeg har netop sat mig med et glas vand og min tilhørende kaffe. Foran mig ligger de obligatoriske graviditetspiller – vitamin, fiskeolie og jerntablet. Helt normalt, og alligevel har jeg været så utrolig dårlig til, at tage dem på det sidste. I virkeligheden er dét nok et meget godt symptom på den virkelighed, jeg lever for tiden. Hvor jeg faktisk er al for dårlig til, at passe på mig selv og min krop. Blop, min lille følgesvend. Han/hun har det heldigvis rigtig godt, og vokser ligesom Spiloppen usædvanlig stærkt. Så stærkt, at den yngre læge der målte mit symfysemål til lægebesøget igår, måtte tjekke efter et par gange eller tre, fordi det egentlig ikke stemte overens, med de antal uger jeg er henne – 27. Hun var nok også en smule usikker i sit nye erhverv, og derfor forsikrede jeg hende om, at dét selvsamme var tilfældet med min første fødte, og at dét de sidste uger inden fødslen “udjævnede” sig lidt. Sådan gik det ihvertfald sidst. Og jeg skulle jo nødig ende i samme situation som min mor, der måtte presse en 5kg baby ud. Ja, så tyk var jeg, da jeg selv blev født.

Med på vejen fik jeg også en løftet pegefinger, og da jeg var i den elskværdige situation, at min lillesøster var bisidder til lægebesøget, så har hun været efter mig hele tiden. Jeg må faktisk absolut ikke løfte på noget. Jeg har lært hvordan jeg skal rejse mig ordentligt uden at lægge tryk på livmoderen og så har jeg stadig dommen “sengeliggende” hængende over mig. En forfærdelig tilstand, som jeg hver eneste dag kæmper med, at overholde.

Derfor er det også så utrolig rart – hvis jeg skal komme til en afslutning, at lave disse “små glimt” indlæg. For jeg synes egentlig, at min hverdag pludselig er lidt meningsløs og uretfærdig.

  
{Lørdag formiddag kom to af mine mange kusiner og min kære lillesøster på besøg, hvor der rigtig blev råhygget hele dagen}

 
{Min kære far, har været så sød, at låne os en bil, så jeg kan passe bedst muligt på mig selv. Det fejrede vi med, at køre en tur til Kerteminde strand, og spise den obligatoriske gammeldags isvaffel hos vaffelhuset}
  
{Moster Asta og jeg, fejrede livet med kaffe/varm kakao og verdens bedste cookie hos “denlillesmalle” i Odense}

  
{..Også Skovsøen skulle have et visit, med vaffelis-spisning og leg i skoven}

 
{Jeg havde haft lyst til kanelsnegle hele ugen, så jeg lokkede Asta med på “BRØD” i Odense. Mit første besøg, men absolut ikke mit sidste. Deres kanelsnegle smager næsten lige så godt min min hjemmelavede kanelsneglekage]

Hele 6 skønne dage i selskab med moster Asta er nu ved at nå til vejs ende. Om lidt tager vi i biografen og ser “Grusomme mig 3”, og så skal lille Asta følges til toget – hjem til Sorø.