Pølsehorn – bløde og luftige horn

Pølsehorn  Pølse horn
Pølsehorn er noget der smager de aller fleste. Det er ihvertfald min teori, efter at have bagt dem ualmindelig mange gange, hvor de altid har været et kæmpe hit blandt både store og små.

Pølsehorn til madpakken

Jeg elsker simpelthen at have fryseren og køleskabet fyldt med små nemme madpakke ideer, der kan give lidt ekstra liv til rugbrødsmadderne og grøntsagsstængerne. Her er mine favoritter; pølsehorn, små sunde pizzaboller, eller de klassiske pizzasnegle. Spiloppens yndlings er dog uden tvivl disse pølsehorn, som hun også nyder at spise om eftermiddagen, når hendes far eller jeg, har hentet hende fra vuggestuen. Vi er nemlig så heldige, at vuggestuen som vores datter går i, sørger for forplejningen hele dagen. Det store madpakke-børne-show er vi derfor endnu ikke begyndt med, men jeg er dog sikker på, at disse er en kanon ide til børnemadpakken alligevel.

Pølsehorn opskrift  Bløde pølsehorn

Opskrift på bløde pølsehorn

Der findes jo ualmindelig mange forskellige opskrifter på pølsehorn. Dem vi bedst kan lide, er de bløde og luftige af slagsen, og så med en god kvalitets pølse inden i. Sommetider bager jeg pølsehornene med en smule ketchup, som især min mand er utrolig glad for, men dette kan man variere og skifte ud som man synes. Derudover pynter jeg dem med en smule sesamfrø eller hvad jeg nu lige har af frø og kerner i mine køkkenskuffer. Sammen med pensling med æg, så gør dét dem altså bare ekstra flotte at se på også.

Pølsehorn - bløde og luftige horn
 
Forfatter:
 
Ingredienser
  • Til ca. 32 små pølsehorn:
  • 4dl mælk
  • 25g gær
  • 50g blødt smør
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk sukker
  • 700g hvedemel
  • 32 små pølser (ca. dobbelt så store som cocktailpølser)
  • æg til pensling
  • Evt sesamfrø og ketchup
Fremgangsmåde
  1. Lun mælken til den er fingervarm og opløs gær heri
  2. Tilsæt smør, salt og sukker og rør godt rundt
  3. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen og ælt dejen glat og smidig
  4. Lad dejen hæve lunt og tildækket i 60min
  5. Del dejen i fire og rul dem til cirkler vha. en kagerulle
  6. Skær cirklen i 8 trekanter
  7. Placer en pølse på det bredeste sted af trekanten og rul dejen omkring pølsen
  8. Placer pølsehornene på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl med æg og pynt evt med sesamfrø
  9. Lad dem hæve yderligere 30min under et viskestykke
  10. Bag pølsehornene i ca. 12-15min ved 200graders varmluft eller til pølsehornene er blevet let gyldne

 

Del på print

27 kommentarer til “Pølsehorn – bløde og luftige horn”

  1. Hej de pølsehorn ser super gode ud, lige et lille spørgsmål men når du skriver blødt smør hvad menes der så?
    Er det margerine der er smeltet?
    Eller hvordan.

    1. Så er det smør, der er stuetempereret. Typisk lader man smørret stå på køkkenbordet i en times tid, inden man går igang med at bage dem. Hvis tiden ikke er til det, så plejer jeg sommetider at give smørret 10sek i mikrobølgeovnen. Det er lige nok til at det bliver varmt uden at smelte.

      Kh Maria

  2. Hej Maria. Ved du om man kan lave dem som koldhævede? Jeg vil gerne lave dem så de er helt friske til min søns børnehave på torsdag. Men skal ekstremt tidligt op hvis de ikke kan koldhæve

  3. Tak for denne opskrift! Jeg har været på jagt længe og syntes at mange pølsehorns opskrifter er bastante og lidt tørre. Men de her er perfekte!
    De er et hit hos min svenske svigerfamilie (der er ikke pølsehorn i Sverige).

  4. Jeg har VIRKELIG bagt mange pølsehorn, og den her opskrift er til stadighed den bedste jeg nogensinde har prøvet. Dejen er så lækker at arbejde med og slutresultatet er lækre luftige pølsehorn <3

  5. Filip, Mexico,

    Jeg prøvede at lave 4 forleden, da jeg alligevel bagte. STOR SUCCES, så i dag bliver det til 32. Tak for opskriften.

  6. Hejsa.. jeg har lige fundet din opskrift på pølsehorn. De ser virkelig lækre ud på billedet. Mit spørgsmål er: kan de fryses og vil de være lige så lækre efter optøning ?
    Hilsen Karin

  7. Ole Frederiksen

    De pølsehorn er altså ikke gode … for mig ;-).

    Er “kommet til” at spise 15-16 af dem de sidste to dage, fordi de smager så sørens godt 🙂

    Hvis man fryser dem ned, hvordan får man dem så til at blive lækre igen, når de skal optøes og genopvarmes?

    1. Hej Ole

      Hvor det altså glæder mig at høre, at opskriften kan bruges 🙂
      Jeg fryser altid en god portion ned, og så kan jeg allerbedst lide at varme dem i mikrobølgeovnen. Så forbliver brødet nemlig dejlig blødt og nybagt. Alternativt kan man også sagtens bruge ovn eller blot lade dem tø op på køkkenbordet.

  8. Bare et lille tip. Man kan også fryse dem ned inden de bages. Lad dem gerne hæve lidt efter de har været på frys og så ind i ovnen. Så har du altid lækre friskbagte pølsehorn.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *