Medicinstuderende odense  Kaffe og medicinbøger
Nogle af de spørgsmål, jeg uden tvivl får allerflest af fra jer skønne læsere, er omkring mit studie. Faktisk går der ikke en dag uden, at en sød ung kvinde har skrevet til mig og spurgt, om et eller andet i relation til dét at jeg læser til læge. Samtidig er det også noget af det, som jeg giver allermindst taletid herinde på bloggen. Det kan muligvis give folk den opfattelse, at jeg ikke ligger kræfter og energi i mit fag, eller jeg endda har droppet dét til fordel for mit arbejde som blogger og influenter. Hvilket jeg egentlig godt kan forstå, men det er nu langt fra tilfældet.

En opvækst i den medicinske verden

I må forstå, at jeg er vokset op i den her verden. En verden med naturvidenskab, akademikere og sygehuse. Både mine forældre, alle mine venner og sågar min kæreste arbejder inden for dette felt. Faktisk bliver der stort set ikke snakket om andet i nærværet omkring mig. Særligt min kæreste og jeg, har en hel klar fælles interesse i kroppen og naturvidenskab generelt. Og hver eneste dag over aftensmaden, så diskuterer vi noget inden for sygdomslæren. Det selvsamme gør sig gældende, når jeg er sammen med mine veninder og venner, samt mine kære forældre.

Derfor kan det sommetider være utrolig rart, at mødes i et fællesskab med andre mennesker, som deler en hel anden passion, end den jeg møder til hverdag. Og det sker netop herinde på bloggen. Her udlever jeg andre sider af mig selv, som f.eks madlavning, dét at være mor og forælder eller hvad der måtte inspirere mig derimellem.

At være lægestuderende og senere læge er noget helt specielt. Det er langt mere en livsstil end et egenlig arbejde, og der lægges så mange kopper kaffe, interesse timer og årevis af nattevagter, aftenvagter og generel tid væk fra familien i det fag, at hvis man ikke virkelig vil det, så gennemfører man det aldrig, og springer højst sandsynligt fra, meget hurtigt.

Medicinstuderende  Medicinstuderende syddansk universitet

Et ualmindelig herligt fælleskab

..men selvom jeg virkelig brænder for mit fag, så tror jeg også, at det er utrolig sundt, at møde mennesker på helt andre leder og kanter. Ligesom jeg møder jer. Måske kan det for nogle af jer føles som en envejs kommunikation, men jeg er virkelig ofte i dialog, både over mails, instagram og facebook med (især) kvinder, der spørger om alt mellem himmel og jord. I dag fik jeg f.eks. en mail fra en mor, der søgte lejlighed til sin datter i Odense. Noget jeg desværre ikke kunne hjælpe med, da jeg ingen kontakter har. Samt en anden mail fra en ung mor til to, der ønskede at vide noget om, hvordan man jonglerer mellem studielivet og dét at være forælder. Det skræmte hende nemlig utrolig meget. Og så selvfølgelig de tonsvis af beskeder og kommentarer til madlavning, køkkenudstyr, min lille spilopmager eller hvem “ham der den brune flotte mand er”, som jeg så sjældent viser frem, men som alligevel har en så stor og åbenlys betydning i mit liv, er.

Tak fordi jeg må dele min verden med jer, og tak fordi i nu er over 85.000 forskellige individer, der læser med hver eneste måned. Det skal jeg sommetider knibe mig selv i armen over! <3