Jeg har meget længe interesseret mig for alt indenfor “iværksætteri”, og hvis der er nogle af jer kære læsere, som også finder alt inden for virksomhedstruktur, investeringer og strategier spændende, så håber jeg at dette indlæg kan inspirere. Hvis indlægget derimod findes overvældende, kynisk og alt for følelseskoldt, så håber jeg at i blot vil trykke videre til de mere vante indlæg om opskrifter, moderskab og nybyggeri.

Maria Vestergaard Maria Vestergaard gravid

2018 var for mig et meget forvirrende år. Jeg kunne ikke rigtig finde hovede og hale i fortid, nutid og fremtid, og jeg fandt mig selv stående meget sårbar både følelsesmæssigt og professionelt. På mange måder har det altid handlet om, at jeg har haft svært ved at sige fra og sætte mig selv først, og det besluttede jeg mig så for at gøre noget ved i efteråret 2018. Det blev til en stor oprydning i både private- og arbejdsmæssige relationer som gør, at jeg pludselig står langt stærkere på alle fronter – både som mor, kæreste, veninde og kollega.

Oprydningen i min virksomhed

For at konkretisere den profesionelle del endnu mere, så kunne jeg konstatere, at jeg havde en virksomhed, der voksede gevaldigt i omsætning. Hvad jeg helt gjorde rigtigt, vidste jeg ikke på det tidspunkt, og det føltes derfor utrolig overvældende samtidig med at arbejdsbyrden blot voksede og voksede. Jeg er helt sikker på, at jeg til tider var stresset, for selvom jeg blot sov 4 timer hver nat grundet en baby der stadig blev nat ammet og et studie og en virksomhed, der skulle passes, så havde jeg virkelig svært ved at falde i søvn om aftenen. Jeg mærkede mit hjerte banke derud af konstant, som stod der en sabeltiger foran mig klar til at angribe. Problemet var bare, at byrden og presset gjorde mig glad. Det var ikke fordi jeg var ked af det øgede arbejdspress, jeg havde bare ikke timer nok i døgnet.

Så jeg vendte hele min virksomhed på hovedet, på hvad der føles som en enkelt måned, tilbage i efteråret 2018. For hvis min virksomhed fortsat skulle vækste samtidig med at jeg passede de arbejdsopgaver, der kom og ikke mindst færdiggjorde mit lægestudie, så skulle der ske noget. Jeg overvejede mange muligheder. En praktikant eller en personlig assistent var nogle af de overvejelser, jeg gjorde mig i, men som det ikke endte med.

Blogger Maria Vestergaard Maria Vestergaards familie

Jeg investerede 150.000 kr i arbejdskraft

I stedet gik jeg igang med at lede efter folk, som inden for hver deres område, var bedre end mig. Min forhåbning var selvfølgelig, at jeg på den måde ikke blot øgede mine udgifter, men også min omsætning. En risiko som jeg følte var værd at løbe, fordi jeg lever og ånder for at kunne inspirere gennem min blog og instagram, også selvom det skulle betyde, at lønnen jeg trak ud til mig selv hver måned, blev risikeret.

Den allerstørste investering og ikke mindst hjælp kom helt sikkert i min agent, Maria Kietz. Helt lavpraktisk tager hun sig nu af alle kommercielle henvendelser samt planlægning af fremtidige kampagner og strategier. At jeg så valgte at starte Collab Management sammen med hende og Emma Martiny, og dermed øge arbejdsopgaverne, er selvfølgelig en anden side af sagen, men når muligheden åbner sig, så slår man til.

Derudover valgte jeg at hyre Marlene Lykke til at hjælpe mig med videomateriale og grafisk design, Malene Nelting til at hjælpe mig med fotografisk arbejde og Malene Peistrup fra Quistgaard advokatfirma til at hjælpe mig med regnskab. Sidst nævnte var også noget, jeg selv tog mig af førhen, men som kostede mig virkelig mange arbejdstimer. Hvad de alle tre har til fælles – udover at hedde Malene(!) er, at de er afsindig dygtige til hvad de laver. Overordnet set betyder dette, at selvom jeg nu har langt flere udgifter end førhen, så er min omsætning også øget langt mere, fordi det materiale jeg leverer, simpelthen er blevet bedre. Hvorfor mit indhold er blevet bedre, er helt klar fordi, jeg nu har tiden til at gøre det, jeg synes er aller sjovest: Udvikle opskrifter, tage billeder, og ikke mindst tage jer med på rejsen i vores nybyggerproces, graviditet og alt derimellem.

Et eksempel er helt sikkert, at jeg sagtens kunne sidde og bogføre mine bilag selv, men min tid er simpelthen langt bedre brugt andet sted. Derudover er Malene langt bedre til dette end mig, og gør det derfor også langt hurtigere og bedre.

“For at kunne tjene penge, skal der bruges penge”

Maria Vestergaards datter Is ved skovsøen

En øget udgift blev til en øget omsætning

Sidst men ikke mindst investerer jeg også jævnligt i alt hvad der har med min hjemmeside at gøre, og her er det manden Mads Vindfeld fra Marketingfabrikken, der har været min samarbejdspartner siden 2016. Udover at bygge både min gamle og nye hjemmeside, så sørger han for at holde alt det tekniske opdateret samt komme med nye forretningsstrategier i den boltgade, der alt i alt gavner min hjemmeside.

Jeg kan sommetider finde det helt vandvittigt, hvor stort et maskineri jeg egentlig har sat igang, men det mest vandvittige ved det hele er, at jeg har skabt et arbejde, som jeg hver eneste morgen glæder mig til at komme igang med, og det hele udspringer fra min hjemmeside, der nu står lige i skabet, hvis jeg selv skal sige det. Det er Marlene Lykke, der på den ene side har trukket i de æstetiske og grafiske tråde og Mads Vindfeld der på den anden side har talt hjemmesidens hastighed, bannerreklamer, SEO, og kodningens side af sagen. Faktisk har jeg ladet de to om det meste af arbejdet og blot blandet mig, når de ikke kunne blive enige. Noget jeg er blevet utrolig god til – altså udeliggere mit arbejde og så tro på, at de samarbejdspartnere jeg har valgt, kan klare deres opgave. At fralægge sig så meget ansvar er selvfølgelig angstprovokerende, men det giver også muligheden for at kreativiteten bedre kan flyde, og sommetider har jeg fundet det helt underholdende at læse de tos mailkorrespondance, som jeg selvfølgelig har været cc på, hvor de har kæmpet for hver deres del.

Skovsøen Odense Familie ved skovsøen

Tak til mine samarbejds partnere

Og selvom Marlene med sikkerhed ville ønske sig færre bannerreklamer, mere luft og billeder i højere opløsning, og Mads på den anden side ønskede en sidebar med mulighed for større SEO optimering, flere bannerreklamer og hurtigere loading, så er vi alle sammen helt utrolig stolte af resultatet.

Tusind tak til alle jer – mine samarbejdspartnere. I “normale” virksomheder sender man måske et påskeæg ud med et takkekort til, jeg sender i stedet en kærlighedserklæring til jer, ud til mine nu 250.000 unikke, månedligt læsere(!) Tak er simpelthen et fattigt ord.

 

Følg mig rundt