Indlægget indeholder reklame for Rosengaardcentret
Jeg har længe savnet min lille pige. Hende som gav mig titlen som mor, hende jeg har brugt allerflest vågne nætter på, og hende som har voldt mig allerflest bekymringer. Ganske vist trives hun i aller bedste forstand nu, men sådan har det absolut ikke altid været. Og fordi det hele går så “nemt” med hende på nuværende tidspunkt, og har gjort det så længe, fordi hun selv kan udtrykke sine behov, og ikke mindst dække de mest basale, så bliver hun måske også overset i ny og næ i forhold til hendes mindre søskende. Det er ihvertfald dét, som jeg er bange for. En stund i Rosengaardcentret var derfor ikke bare noget hun havde brug for. Det var også noget mit moderhjerte længe havde skreget på.
Det handler om at tage sig tid
Og tiden er der aldrig. Ligesom jeg heller aldrig har tiden til at gå til lægen, frisøren eller holde en hel dag fri sammen med min datter. I stedet skal jeg tage mig tiden til det. Hvilket jeg gjorde, da jeg spurgte hende en helt almindelig tirsdag morgen, om hun ikke havde lyst til, at tilbringe en hel dag sammen med mig, i stedet for at være i børnehave.
Hun bestemte, at vi skulle i Rosengaardcentret. Vejret var gråt, vådt og koldt, så lysten til at trave indre by igennem, var der ikke. Ligesom tanken om at amme lillesøster, (for hun var selvfølgelig også med), på en offentlig bænk i regnvejr, heller ikke var just lokkende. Så vi tog i centret.
En “mor-datter-tradition”
Vi har gjort det før. Altså holdt “mor-datter-dag” i Rosengaard centret, og også lang tid før, at jeg blev ambassadør for selvsamme center. Måske i husker, hvordan vi både har været i biografen og i Løvenshule netop i Rosengaardcentret. Denne gang var dét dog anderledes. For det er klart, at lillesøster sætter en stopper for en del sjov og ballade af den kaliber, men heldigvis var det ikke noget, som spiloppen manglede. Vi lod os i stedet friste, af alt det som vi mødte på vores vej. Ligesom vi også havde nogle små ærinder, at skulle købe. Og i virkeligheden var det hele magien ved denne center-tur. At vi ikke havde en lang to-do liste, og at jeg ikke brugte det halve af tiden på, at sige “kom nu“, hvis hun gik for langsomt, eller “det har vi ikke tid til”, når hun ville undersøge noget nærmere.
Så vi spillede kryds og bolle på Espresso House selvom vi forlængst var blevet færdige med vores kaffe og milkshake, vi gik en runde mere rundt i Søstrene Grene, fordi spiloppen syntes, at det var ligesom at være i karussel, vi tog billeder af de flotte pyntede juletræer, og vi ammede, puslede og sludrede i en times tid i “familie-rummet”, der ligger på nederste etage i Rosengaardcentret. Alt sammen fordi, vi havde alverdens tid at gøre godt med, og ikke skulle tage hensyn til lillebror, der sommetider godt kan være en farlig cocktail i selskab med lillesøster.
Moderskabets dårlige samvittighed
..men som vi spadserede rundt i rød, grøn, gul og lilla gade, så ramte den dårlige samvittighed mig også af flere omgange. For lige meget hvor meget jeg rationelt forsvarede overfor mig selv, at det var OK, at have noget alenetid med min ældste datter, så manglede jeg selvfølgelig min søn. Og som jeg skriver dette indlæg, kan jeg næsten også få helt dårlig samvittighed over, at jeg gjorde som jeg gjorde, altså bevist valgte kun at være sammen med den ene af mine ældste børn. Modsat vil jeg nok have det på præcis samme måde, når jeg næste gang lader lillebror blive hjemme fra vuggestue en ekstra dag efter en sygdoms periode, fordi jeg synes, han har behov for ekstra nærvær, tryghed og en dag at komme sig i, imens jeg sender spiloppen i børnehave.
Jeg ved derfor også, at det absolut ikke er sidste gang, at jeg tilbringer alenetid med mine børn på skift, ligesom jeg også ved, at jeg vil have dårlig samvittighed over selvsamme hver eneste gang, at jeg så lader det ske.
Jeg kan kun håbe på, at jeg med tiden i mit moderskab, (for jeg kan stadigvæk godt føle mig meget ny-begynder i netop den rolle), vil finde ro i mit hjerte til at tilbringe tid alene med mine børn hver for sig.