Om at forlade sit barn

image

Jeg sidder herude i det de kalder bamseskoven. Skoven er livagtigt optegnet med blade og træer overalt på væggene og i loftet. Midt i rummet er bygget en hule, hvor en lille å løber gennem. Det hele ligner lidt billedet ovenfor, som jeg tog for snart længe siden. Foran mig ligger de medicinske bøger, som jeg egentlig havde planlagt at bladre i, men som endnu ligger uåbnede. Oven på de tunge bøger står en varm kop kaffe, som jeg fik af en forbigående pædagog. Jeg tror hun havde en smule ondt af mig, som jeg sad der med benene trukket op under mig, og varm kaffe siger jeg aldrig nej tak til.

Det er blevet alvor nu. I mandags vinkede jeg farvel inde på stuen og gik fra mit barn for første gang. Dog kun 10min. Nu har vi arbejdet os op på 1,5 time, men jeg har stadig mest af alt lyst til, at gå ind på stuen og lege med, ligesom vi gjorde det hele sidste uge.

Som jeg sidder her, fyldes mit hovede med tonsvis af tanker. Det ene øjeblik tænker jeg, at jeg bare må droppe ud af studiet og gå hjemme med min datter til hun bliver teenager og selv flygter fra mig. Det andet øjeblik tænker jeg på al den tid, jeg får for mig selv. Men mest af alt tænker jeg på, om det er min datters gråd jeg kan høre inde bag væggene, eller om det nu er Bertram, der græder igen.

Hun græd ikke da jeg gik. Heldigvis. Men det kommer hun til, siger pædagogerne. Det kan åbentbart ikke undgås.

Jeg bliver pludselig revet ud af mine tanker, da et ungt par kommer gående gennem bamseskoven sammen med lederen af vuggestuen. De smiler, holder om hinanden, og svøbt i kvindens arme ligger en lille dreng. Han er ikke mere en 2 uger gammel, og parret lever stadig i en bobbel af nyforelskelse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, som de går der og smiler til hinanden, at de endnu ikke er klar over hvilken rusjebane tur, deres liv som forældre kommer til at blive. At de vil opleve så mange glæder, men desværre lige så mange sorger og bekymringer. Jeg ville ønske, at vi kunne bytte roller for en stund, så jeg ikke behøvede at forlade mit barn. Og istedet kunne gå der, med min sovende baby svøbt i min favn, imens jeg besøgte vuggestuer.

Jeg ville ønske at jeg ikke behøvede at forlade mit barn. Ihvertfald ikke lige nu.

Del på print

4 kommentarer til “Om at forlade sit barn”

  1. Ej! Får helt kuldegysninger. Er selv startet på studie igen, igår (alt for tidligt!) efter 7 mdr. Faren har taget barsel nu, men tanken om at droppe studiet lidt mere, er vældig tiltalende! Og hjertet der er revet i 1000 stykker og rastløsheden over, at måtte undvære sin baby, er helt ubærlig! Føler med dig!

    1. Maria Vestergaard

      Åh hvor jeg føler med dig, men dejligt at din lille baby stadig er derhjemme med sin far! <3

  2. Ih, hvor bliver jeg rørt af dit indlæg… En rigtig god påmindelse om at nyde min barsel og min lille datter på 12 uger. Da min søn, som nu er to år, startede i vuggestue, tudede jeg hele vejen til arbejde det første lange stykke tid. Og jeg havde ellers lige som du glædet mig meget til at vende tilbage til “den virkelige verden”. Bonus er, at I nu når at savne hinanden, så når indkøringsfasen er ovre, kan du glæde dig til at blive mødt med kæmpe smil og kram hver eftermiddag:)

    1. Maria Vestergaard

      Og hvor er det dejligt at høre din beretning! Jeg glæder mig så meget til det du beskriver. Både at indkøringsfasen er ovre, men også at opleve den fantastisk gensyns glæde det må være. Held og lykke med din lille datter 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *