Ammende baby  Baby ammer
Med forsigtige tryk på tastaturet, vover jeg mig nu ind på et af de mest diskuterede emner inden for moderskab; Amning. Det er egentlig ikke fordi jeg vil diskutere noget, for vi er vel snart alle sammen blevet enige om, at der kommer de mest fantastisk og perfekte menneskebørn ud af både flaske- og ammeforløb.

Et forfærdeligt ammeforløb

Jeg vil i stedet fortælle, at både mit ammeforløb med den første og den (måske) sidste, har kostet blod sved og tårer. Faktisk så mange tårer, at jeg ikke forstår, hvorfor det er fødslen, der er så berygtet. Jeg vil mene, at en brystvorte fyldt med sår, sprækker og betændelse, der bliver suttet på hver 45.min de første par uger, er noget af den værste smerte, jeg nogensinde har oplevet, og derfor sagtens kan måle sig med at have veer. Og det var blot den fysiske smerte. Den følelsesmæssige smerte man går igennem, er langt værre. Det er simpelthen en rutsjetur uden lige, og det frembringer så meget frustration, udmattelse, sorg og magtesløshed. Jeg har grædt så meget over min amning. Især ved den første, den lille spilopmager. Og jeg har set hvordan amning også har knækket mine veninder. Av.

Jeg troede at det lå i os. Sådan helt biologisk. At jeg dengang ville tage den lille nyfødte spilopmager til mig, lægge hende til brystet, og se hvordan hun spiste sig mæt og glad. Jeg troede at min krop ville vide hvordan, og hendes lige så. I stedet fandt jeg mig selv i akavede ammestillinger, sygeplejersker der “spidsede” mit bryst til, og en spilopmager der skreg. Altid.

Trods ammebrik, udmalkning og en uges total ammestrejke da hun var to måneder gammel, ammede jeg min lille spilopmager til hun var 16 måneder. Det lykkedes og jeg var hammer stolt.

Læs også: Min fødselsberetning

Mit andet ammeforløb

Allerede under graviditeten med lillebror, gjorde jeg mig mange tanker omkring ammeforløbet. Jeg var utrolig nervøs på forhånd, men tænkte også, at sådan en “langtidsammer” som mig, sagtens ville kunne klare det. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle igennem brystbetændelser, sår, rifter og yderligere betændelse i rifterne. Blodig mælk og en skrigende sulten baby var endnu engang en realitet.

Jeg fik af vide af sygehuset, da jeg fik udskrevet antibiotika til betændelsen, at rifterne opstod grundet forkert ammestilling. Noget jeg simpelthen ikke kunne forstå. For hvis der var noget, jeg havde studeret og ikke mindst erfaret, så var det at finde den rigtige ammestilling. Jeg vendte den derfor med min kære svigermor. En afrikansk kvinde, der har født 8 børn(!). Hun fortalte mig, at hun i ALLE hendes ammeforløb fik sår og rifter på hendes brystvorter, og hun anså det som værende helt almindeligt i begyndelsen af de første 2-4 uger af barnets liv.

Man kan helt sikkert få rifter og sår af forkert ammestilling, men jeg tror virkelig også at der sommetider, bliver sagt en masse, fordi vi egentlig ikke ved særlig meget om det. Fordi vi har glemt, vi kvinder, at lære hinanden hvordan vi ammer. Jeg så aldrig min mor amme min lillesøster trods jeg var tretten år, da hun kom til verden. Og jeg har heller ikke set nogle andre kvinder amme, og i det offentlige ser jeg det slet ikke. Amning er blevet gemt totalt væk, og det bliver først en realitet, når man sidder med sin nyfødte baby i armene, og ikke aner hvordan, man skal få kringlet læberne om brystvorten.

Derfor. #normalizebreastfeeding – det er den eneste måde vi kan lære hinanden, hvordan man ammer.