Læs: Del 1 af min fødselsberetning med lillesøster

Den ældre jordmoder svarede tilbage, at der var vagtskifte om få minutter, og så ville en ny jordmoder tilse mig samt lægge en plan for nattens løb.

Min nye jordmoder, vældig sød, utrolig nærværende og meget ung (faktisk fuldstændig nyuddannet) kom ind. Hun var opsat på, at nu skulle der ske noget, “dit vand er jo også gået, så vi skal jo også videre”, husker jeg, at hun sagde. Hvilket var virkelig rare ord i forhold til den tidligere melding om, at jeg skulle ligge mig til at sove.

Så undersøgte hun mig. På det tidspunkt havde jeg haft veer i ca. fem timer, og jeg var derfor sikker på, at jeg var langt i processen. “Hvor meget havde du åbnet dig tidligere”, spurgte jordmoderen. “tre centimeter”. “Ja, okay. Det er stadigvæk nogenlunde det samme” svarede hun.

Som at blive slået tilbage i ludo

Og så blev alle kræfter suget ud af mig på et split sekund. En tvivl på mig selv, og mine tidligere veer og ikke mindst en stor portion magtesløshed. Jeg forstod det simpelthen ikke. Heldigvis var min nye jordmoder særdeles optimistisk, og da hun så mit bedrøvede ansigt, foreslog hun med det samme smertestillende. Hvilket jeg var lidt overrasket over, at både epidural blokade, morfin og lattergas pludselig kom på tale. “Er jeg i fødsel eller ej”, kan jeg huske, at jeg tænkte.

Tanken om en epidural blokade og den søvn der så ville kunne lade sig gøre, var vanvittig lokkende på det tidspunkt. Med spiloppen var det helt klart dét, der reddede mig igennem hendes fødsel, og hvis jeg skulle have veer i 24 timer endnu, så havde jeg brug for at samle kræfter, tænkte jeg.

Vi pakkede (endelig!) vores ting sammen, og blev guidet ind på en fødestue. Nu skulle der ske noget, og bjørnen dansede igen. Både sodavanden og luren havde gjort ham godt.

Smertestillende

Narkoselægen (en bagvagt, yes!) lagde den smukkeste epidural blokade på mig, som gav øjeblikkelig virkning, og humøret på stuen blev atter højt. Jordmoderen sagde, at det nogengange var det der skulle til, for at komme videre i fødslen – at den fødende fik et lille pusterum fra de smertende veer. Jeg husker, at jeg tænkte, hvor meget jeg ønskede hun havde ret. Alt i mens jeg mærkede, hvordan der blev længere og længere imellem veerne. Noget jeg også godt ved, er grunden til at epidural blokade er så udskældt, da det helt kan stoppe veerne.

Jeg besluttede mig for at lægge mit hovede og bekymringer på hylden, og bare nyde at alt stadig gik godt, og jeg nu kunne få hvilet mig. Så jeg lukkede øjnene, spiste lidt mere tørt toastbrød og drak en masse rød saftevand (som jeg i øvrigt ikke er særlig vild med).

Da kl. er 03.30 siger jeg til jordmoderen, at hun altså godt må gå ud og tage en pause. Hun havde nemlig ikke viet et øjeblik fra min side, siden vi første gang mødte hinanden. Hun ryster på hovedet og svarer, at hun har det bedst med at være ved mig hele tiden. Hvad der viste sig, at være en vældig godt beslutning!

I stedet for en pause undersøger hun mig. “4cm åben” fortæller hun. “Altså skal den her baby skæres ud eller hvad?” svarer jeg med både humor og brok i stemmen. Hvorefter jeg med det samme spørger, hvad vi skal gøre. Jordmoderen er stadig meget rolig, og synes så længe det går “fremad”, så er det rigtig fint, at det går langsomt.

Et hovede mellem benene

Jeg kigger op på klokken igen (03.35) og når at tænke, at jeg hverken vil have vestimulerende eller endnu et vagtskifte. Jeg siger derfor til hende, at jeg tager 10min med min føromtalte “metode” for at stimulere veerne.

På de 10 minutter har jeg fem veer. På den fjerde ve siger jeg til jordmoderen, at hun bliver nødt til at skrue op for den epidural blokade, der står på mildeste dosis, for det gør så voldsomt ondt nu. Hun kigger på mig, og små griner lidt i stedet for at svare på min forespørgsel. Til hendes forsvar, havde jeg 10 minutter forinden, fortalt jokes og spist brød, så jeg kan nu godt forstå hende. På femte veen siger jeg “enten skal jeg på toilettet, eller også er der et hovede på vej ud af mig”.

Og så kan jeg godt fortælle jer, at hun fik fart på. Vi får mine bukser af, og hun undersøger mig. Ganske rigtigt 10 centimeter åben og et hovede der vil ud, NU.

Lige der går jeg en anelse i panik. Hun råber “Gisp, Maria. Du må ikke presse”, og jeg smadrer albuen ind i bjørnen, som ligger på sengen ved siden af mig. “Det er nu, Bennit” skriger jeg ind i hovedet på ham.

Pressefasen

Bjørnen er helt væk i en søvn døs, og rejser sig langsomt op fra sengen, imens han strækker sig og gaber. På det tidspunkt smider jeg nogle ikke så stuerene gloser efter ham. Hvorefter det går op for ham, hvad der er ved at ske. Vi får i fællesskab tøjet af mig og guidet mig over på fødelejret, imens presseveerne hagler over mig. Jordmoderen tilkalder hjælp flere gange, som aldrig når at komme.

Heldigvis finder jeg kontrollen over mig selv igen, og beder hende om at slukke for epiduralen. Det var som om at de to tidligere fødsler virkelig kom til sin gavn her, for jeg huskede pludseligt, hvordan jeg skulle arbejde med veerne. Jeg spurgte hende, om det var OK, at jeg selv styrede pressefasen. Det var ikke noget, jeg overhovedet havde tænkt på inden, at jeg ville spørge om, men i øjeblikket kunne jeg virkelig mærke, hvordan min krop stille og roligt fødte barnet helt af sig selv. Jeg sagde samtidig, at hun skulle sige til, hvis barnet pludselig havde det skidt, for så skulle jeg nok presse til, men baby i maven havde det heldigvis glimrende. Jeg pressede derfor stort set ikke, og lod blot sammentrækningerne gøre arbejdet. Min jordmoder var ellevild og sagde flere gange, at jeg burde være rugemor. Haha. Ligesom bjørnen allerede begyndte at snakke om et fjerde barn, da hovedet var født.

Hun blev født kl. 04.03.

En varm, lyserød og små-grædende baby fik jeg op i min favn. En fuldstændig perfekt lille skabning på 3.660g og 51cm, og dermed den mindste af de tre krudtugler.