Jeg undskylder for, at der skulle gå så mange dage før, at anden del af min fødselsberetning, skulle blive udgivet. Ventetiden skyldes hovedsageligt, at jeg prøver at nyde barslen til fulde, ved især at minimere min skærmtid, og i stedet tilbringe så meget tid som muligt, med mine to vidundere, B og mine veninder, der er så søde at komme forbi på skift på de hyggeligste barselsbesøg.
Hvis i ikke allerede har læst første del af min fødselsberetning, så kan i finde den HER!
{Reklamelinks: Spiloppens vinterjakke fra MINI A TURE kan købes: HER og vinterstøvler fra Melton kan købes: HER
Fødestuen
Ved hvert eneste bomb portøren kører mig henover, priser jeg mig lykkelig for, at jeg trods alt ikke skulle igennem en pinefuld køretur til hospitalet med veer. Noget godt bragte igangsættelsen trods alt med sig!
Selvom jeg har følt mig i kontrol ved hver eneste ve, og på nogenlunde vis, kan udholde den forfærdelige smerte det er at have veer, så siger jeg som det allerførste til jordmoderen, jeg ser på fødestuen, at jeg vil have en epidural blokade. Hun ryster på hovedet, snakker udenom, og på anden vis prøver at undgå mit ønske. Hun mener ikke, at der er tid nok, og desværre får hun ikke forklaret mig dette godt nok. Af natur er jeg ikke særlig temperamentsfuld, og selv med smertefulde veer, lukkede jeg vreden inde. Virkeligheden var dog en helt anden. For inden i sydede og boblede jeg af ren raseri. Jeg forestillede mig, at der var et halvt døgn til, at jeg skulle føde, og jeg kunne derfor slet ikke forestille mig, at have veer så mange timer endnu.
Jeg har haft veer i ca. en time, da min krop pludselig kramper sammen. Sådan føles det ihvertfald. Jordmoderen løber rundt på stuen for at få alt klar, og spørger samtidig, om jeg skal presse. Jeg ryster på hovedet, for det kunne umuligt være det, allerede.
Ved næste ve “kramper” min krop sammen igen. Jordmoderen kalder assistance, da jeg stadig har bukser på, endnu ikke er flyttet over på fødeleget, og hun endnu ikke har fået pakket nogle af hendes remedier frem endnu. På det tidspunkt er det stadig ikke gået op for mig, at det faktisk er presseveer, som jeg mærker, og at min krop på lynets hast har udvidet sig 10cm.
Pressefasen
Ved hver eneste ve får jeg af vide, at jeg skal holde igen for det pres jeg føler. Jeg kan mærke, at barnet næsten er ude af mig, men jordmødrene er endnu ikke klar til, at tage imod. Det føles som om, at i sekundet jeg bliver flyttet over på fødelejet og samtidig får lov til at presse, så bliver han født. Jeg ved ikke, hvor mange presseveer det tog, men jeg vil skyde på to. Det gik simpelthen så hamrende hurtigt, at selv da han kommer op på min mave og ligge, er det stadig ikke gået helt op for mig endnu, men jeg kan fortælle jer, at det var øjeblikkelig kærlighed. Wow!
Trods den hurtige fødsel klarede min krop dét til UG og slange, og vi fik således lov til, at køre hjem igen 3 timer senere. Vi smuttede dog lige forbi mac’en på vej hjem. For efter sådan en fødsel kan man blive utrolig sulten. Især når man er blevet far 😉
4 kommentarer til “Min fødselsberetning #del 2”
Hold da op en progression! Det lyder som en rigtig god fødsel ? Jeg bliver dog rigtig ærgerlig over at din JM ikke formåede at kommunikere ordentligt til dig, da det er noget af det første vi lærer!
Endnu engang hjertelig tillykke med mini!
De kærligste hilsner
Tak fordi du læste med, og ja – det gik bare stærkt det hele. En god fødsel det var det dog virkelig! <3
Jaaa. Det var lidt ærgerligt, men ved godt grundet mit eget fag, at kommunikationen faktisk kan være noget af det sværeste, når man er under pres. Hun klarede det dog rigtig fint overordnet. 🙂
Spændende læsning 🙂 og anden gang går det bare hurtigere, det kan jeg skrive under på. Men, I vidste jo ikke kønnet denne gang, vil du fortælle lidt om jeres reaktion og tanker om, at I fik en lille lækker dreng? 🙂
Tusind tak 🙂
Jamen faktisk “glemte” vi fuldstændig at kigge mellem benene på den lille bitte baby. Det hele var simpelthen så overvældende, og vi var bare glade for et sundt og raskt barn. Det var derfor først da jordmoderen siger, “skal i ikke se kønnet” at vi opdager det er en dreng. Og der blev jeg utrolig glad. En af hver – mere kan man ikke bede om! 🙂