Hvis der er noget jeg elsker, så er det at læse andre kvinders fødselsberetninger. Der er simpelthen ikke noget smukkere, end når en ny verdensborger kommer til. Derfor vil jeg også med glæde dele min beretning med jer!
Maria Vestergaards søn  Maria Vestergaard søn
Reklamelink: Sparkedragt fra Hummel

Natten mellem torsdag og fredag ligger jeg på sædvanligvis og vender og drejer mig i sengen. Jeg har ubehag i kroppen, mestruations lignende smerter, og plukveer der kommer og går, men som ikke rigtig bliver til mere end det.

Om formiddagen, fredag d. 13., havde jeg en tid på hospitalet. Et rent rutinetjek, fordi jeg nu var 41+0, og stadig ikke havde født. Jordmoderen begynder med at lave en hindeløsning, og tager derefter en masse prøver fra mig, samt scanner livet i min livmoder. Her opdager de, at jeg har alt for meget fostervand, og aktiviteten af lille Blop, heller ikke er så god. Lægen beslutter sig derfor for at indlægge mig med det samme og påbegynde igangsættelse.

Hele situationen havde jeg absolut ikke forudset, og det eneste jeg havde med mig på hospitalet, var min vandrejournal, pung og telefon. Jeg skynder mig at ringe hjem og sætte B ind i situationen, som på daværende tidspunkt er hjemme med en influenza ramt spilopmager.

Igangsættelse

Jeg får min første pille kl. 11.00, der skal sætte min fødsel igang. Piller jeg får af vide, jeg skal tage hver 2. time i op til tre døgn. Imellem tiden har jeg fået en seng på en stue, hvor der ligger fire andre højgravide kvinder, der af den ene eller anden årsag, også er ved at blive sat igang. Den ene af kvinderne tager mig hurtigt under armen, og viser mig, hvor der kan hentes mad, kaffe og tages bad. Hun er på daværende tidspunkt på 3. døgn af igangsætningen, og lettere opgivende ligesom de resterende kvinder på stuen også er det. Jeg indstiller mig derfor også hurtigt på, at dette kan tage flere dage før, at jeg har mit lille vidunder i armene.

Kl. 15 tager jeg min 3. pille, og få minutter senere ankommer B. De velkendte menstruationssmerter niver godt til nu, og omkring klokken 15.30 vil jeg mene, at det er reelle veer jeg har. Jeg beder derfor B om, at tage fat i personalet. Jeg tænker nemlig, at min krop kan klare det selv herfra, og ikke behøver mere medicinsk hjælp.

En jordmoder undersøger mig med det samme, og på en halv time har jeg udvidet mig fem centimeter. Da hun fortæller mig denne nyhed, bryder jeg faktisk ud i tårer. Det gjorde mig så ufattelig glad, og gav mig fornyet energi, kræfter og en masse gå-på-mod til at kunne bevare roen gennem de næste smertefulde veer.

Jeg kan godt se, at jordmoderen pludselig får travlt, og der går heller ikke mange minutter, før en portør henter mig, og kører mig op på en reel fødestue.

..fortsættelse følger.. Nu skal min lille mand nemlig ammes til nat <3