Da jeg var gravid, havde min kæreste og jeg mange forestillinger om hvordan, vores tilværelse skulle være, når vores lille pige kom til verden. Det blev der dog lavet godt og grundigt om på, da hun blev født, og mange af vores klare holdninger omkring hendes og vores tilværelse har nu ændret sig markant. Når jeg tænker tilbage, så kan jeg ikke lade være med, at grine lidt af mig selv. Jeg vidste så lidt, og jeg havde absolut ingen ide om, hvilket arbejde det er at have en nyfødt baby. De forestillinger jeg havde, var simpelthen urealistiske, og hører kun hjemme i de flotte magasiner, der står på hylderne i supermarkedet.
Min kæreste og jeg sad forleden aften, og snakkede om de forskellige holdninger, der nu har ændret sig efter hun er blevet født.
Her er et udpluk af de punkter hvor vi er blevet klogere:
At bruge sut:
Jeg har altid været meget inspireret af den burundiske kultur (landet i Afrika, hvor min kæreste og hans familie oprindeligt kommer fra), og da jeg observerede, at de i deres kultur ikke bruger sut til at trøste med, blev jeg vildt facineret. Jeg sagde derfor højt til mit babyshower, at mit barn heller ikke skulle bruge sut (noget jeg har skulle høre for mange gange efterfølgende).
Åh hvor kan jeg ikke lade være med at grine af mig selv i bagklogskabens klare lys. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at det er utrolig smart at lære en baby at bruge sut, så især faren også kan trøste. Efter flere samtaler med kvinderne i min kærestes familie har jeg nu også fundet ud af, at de ammer væsentlig hyppigere (vi snakker mindst en gang i timen), så i stedet for en sut af plastik, får babyerne stillet den naturlige suttelyst i brysterne. Hatten af for de seje kvinder. For det må være hårdt arbejde, at være en omvandrende sut!
At sove i larm:
Hvis der var noget, jeg vægtede højt på ”opdragelses-prioriterings-listen”, så var det, at mit barn skulle lære at sove i larm. Det er noget jeg stadig ønsker meget højt, at min pige skal lære, men når man har brugt 2 timer på at få sit barn til at sove, så tænder man ikke lige for musikanlægget bagefter, så det samtidig kan lære at sove i larm. Vores pige er nemlig virkelig svær at få til at sove, men det skal nok komme!
At sove i egen seng:
Hvis du har læst ovenstående, behøver du ikke vide hvorfor, at vi ikke træner at sove i egen seng endnu. Vi træner nemlig stadig bare det ”at sove”.
Barsel:
Jeg er en person, som helst gerne vil planlægge mit liv og min tilværelse, og det samme er min kæreste (Læs: han er meget værre). Herhjemme har vi to-do-lister overalt med simple gøremål som tøjvask og rengøring, men også større mål som karriere og uddannelse. På en af mine mange to-do-lister stod der blandt andet, at jeg ville fortsætte mit studie, og ikke gå på barsel. Og de første 2 måneder af min lille piges levetid studerede jeg faktisk. Hvilket jeg nu kan se, var en kæmpe fejltagelse. Jeg var aldrig tilstede, og når jeg ammede sad jeg med en bog ved siden af og læste. Det var forfærdeligt, og da eksamen var overstået, bad jeg om fuld barsel. Jeg nyder nu alle stunder med hende, og prøver at ligge den dårlige samvittighed fra de to første måneder af hendes levetid fra mig.
Tørretumbler:
Jeg er utrolig miljøbevist, når det kommer til alt hvad, der handler om brug af el og varme. Når jeg f.eks. skal koge æg, varmer jeg først vandet i en elkedel, og putter derefter vandet over i en gryde på laveste plus hvor jeg koger ægget. Jeg har også en ide om, at man ikke må tænde for varmen hjemme i stuerne før d. 1. Oktober, og når jeg kører bil så kører jeg efter at mindske benzinforbruget. En ting der dog har ændret sig, er brugen af den forbudte-strømsluger, tørretumbleren. Førhen havde jeg aldrig troet, at jeg skulle komme til at bruge andet end mit tørrestativ, men med alt det sådan en lille størrelse kan nå at svine til, så har jeg ikke temperament til andet. Inden jeg når at pudse min glorie mere end højst nødvendigt, skal det siges, at min miljøbevidsthed ikke rækker længere end at jeg elsker laaaaange bade, er storforbruger inden for tøj og interiør, og hader offentlig transport!
Stryge stofbleer:
Min kæreste er et (sygeligt) ordensmenneske, og får de vildeste rengøringsflip, hvilket passer mig helt fint, for rengøring siger mig absolut intet. Vi har derfor den ordning, at så længe hans mave er fyldt med god mad, så svinger han gulvkluden (kan jeg være mere heldig!) Hans orden kan dog til tider gå ud over det normale, og et eksempel er, at han hver weekend står og stryger stofbleer, som vores lille pige alligevel overgylper næste dag. Det er desværre ikke noget, som han har i sinde at holde op med, men jeg skriver den dog på listen alligevel, i håb om at han snart slutter fred med de krøllede klude.
4 kommentarer til “Man bliver klogere..”
Ja han er altså en sjov en ham Bennit :D!
Jeg glæder mig til, at høre om din ferie <3 – billederne ser så fantastisk ud!
Fin blog maria, sjovt at følge med,, når man selv lige er gået igennem det at blive mor. Hvor er hun dog skøn.. ♡
At stryge stofblere er da total overskud. Her har jeg nok i bare vaske dem smil.
Nu sidder jeg her med et smil op til begge ører. Vores dreng er 13 mdr. Og vi har lært ca. De samme lektier. Vi stryger fog ikke stof leer, til gengæld havde vi en ide om at vi nemt nok skulle have overskud til løbetur og fitness… Øhm… Reality check…. Vi har da i hvertfald KØBT løbevognen….
haha hvor er jeg glad for, at vi ikke er alene Natascha, og tak fordi du deler jeres historie 😀
Synes at det er sejt, at i har købt en løbevogn – i det mindste er intentionerne iorden. Sådan en har jeg længe ville have! 😀