Som jeg skriver dette indlæg, ligger min lille bitte baby, som ikke er så lille længere, i min favn. Han er rødplusset, svedig og sover med halvåbne øjne. Tre tænder er allerede kommet de seneste måneder, og den seneste uge er der skudt tre mere frem. Det har slået ham helt ud, og han har haft feber i flere dage nu, og vil mest af alt kun hænge på os.

Det er virkelig hårdt. Og jeg fandt mig selv i nat – siddende i oprejst stilling med mit yngste guld i armene og tænke; ikke flere babyer. Jeg har ellers været meget i tvivl og har ikke heeelt villet udelukke tanken om, at der måske godt kunne komme en tre’er – engang. Om nogle år. Men som jeg sad der, i massivt søvnunderskud, så ønskede jeg mig pludselig ikke flere børn, men i stedet “mig tid”.

Et nyt barndomshjem, og flere børn

  
{Billederne er fra da vi var ude og spise på Restaurant Under Lindetræet i Odense. I kan se filmen jeg lavede derfra lige HER}

Hvor mange børn vi skal have er noget, vi faktisk snakker ret meget om for tiden. For antallet af børneværelser i vores kommende hjem, er jo ret relevant. Hvis det stod, ene og alene til mig, så delte jeg nok langt mere ud af, hvad vi er igang med lige nu. For det er møg spændende, grænseoverskridende og fantastisk på en og samme gang. Men jeg har jo også min bedre halvdel at tænke på, så dét om vores kommende hjem, må i få mere af vide om en anden gang.

Når lillebror ikke er syg, så trives han vældig godt. Han kravler, stiller sig op ad alt og er begyndt de seneste par dage, imens han stadig har været feberramt, at gå med gåvogn, og slippe grebet, når han står op. Jeg er pavestolt af min lille dreng, og kan ikke forstå, hvor hurtigt tiden går. På mandag skal han begynde i vuggestue, og pludselig forsvinder min lille baby fuldstændig.

Læs også: Lillebror to måneder og Lillebror fire måneder

En kærligheds erklæring

Jeg må dog indrømme, at jeg glæder mig til at kunne aflevere ham i vuggestue, som i øvrigt er et helt fantastisk sted, hvor spiloppen også gik i sin tid. Jeg savner virkelig “mig-tid”, “alene-tid” og “Maria-tid”. Heldigvis er B verdens bedste kæreste, og har godt kunnet mærke på mig, at glasset har været lidt for fyldt de seneste par uger. Så han sørger for, at jeg kommer ud et par timer i ny og næ, og får sovet nogle eftermiddagslure også, imens han selv arbejder 80 timer om ugen. Hvilket får mig frem til hvor overdrevent taknemmelig jeg er for min mand. Han bryder sig ikke om at være alt for “offentlig”, og slet ikke når jeg skal uddele kærligheds erklæringer, men han er simpelthen bare guld værd, og trækker lige nu – herhjemme og på arbejdsmarkedet, det aller største læs. Tak for dig bjørn.