Knirke to måneder


Tiden er virkelig blevet min værste fjende, og det går mere og mere op for mig, jo ældre mine børn bliver det. Ved min første fødte, spiloppen – tænkte jeg hele tiden på fremtiden. På hvornår hun kunne sidde, kravle, spise og gå, og sommetider når hverdagen var en anelse hård, glædede jeg mig endda til næste stadie, hvor jeg håbede på, at det hele måske ville blive en anelse nemmere.

Tiden er min værste fjende

Men tingene har virkelig ændret sig nu. For tiden går simpelthen alt for stærkt, og jeg kan næsten ikke bære tanken om, at skulle pakke hendes størrelse 56-tøj væk, selvom hun for længst er groet ud af det. Tanken om at min mindste lille krudtugle også bliver et barn en dag er fantastisk og uhåndgribeligt på samme tid. Så jeg suger hvert et sekund i mig, selvom det virkelig også er hårdt, trættende og energikrævende at være forælder til tre små børn.

Knirke er i den grad blevet en lille person. Hun smiler, selvom jeg stadig synes, at hun er alt for nærig med dem, og så har hun fået de største kinder, jeg nogensinde har set. De hænger næsten ned fra hendes ansigt, og hendes far, søskende og jeg, elsker at kysse, nappe og hive lidt i dem. Man kan næsten ikke lade være. Haha.

Læs også gerne: Sådan fødte jeg knirke

Humør syg knirke

Om dagen er hun mild som et lam. Sover meget, er vågen en times tid ad gangen hvor hun ammer, bliver skiftet og fortalt røverhistorier for, og så sover hun igen. Om aftenen er det dog en helt anden knirke-fis. Hun kan have nogle decideret “skrige-ture”. Ikke sådan nogle, hvor hun ikke kan trøstes, men gråd blandet med klynkende lyde, fordi hun hverken vil spise, sove eller være til. Det er som om, at hun ikke kan give slip på dagen. Hvilket nok er den bedste måde at forklare det på. Nætterne er heller ikke just godt, selvom de ikke er i nærheden af det spiloppen udsatte mig for.

For knirke-fisen knirker stadig meget. Hun har virkelig mange opvågninger i løbet af natten, hvor hun udover at amme, også knirker. Heldigvis er der stort set intet gråd til stede, men jeg kan bare ikke få mig selv til at sove, når hun ligger ved siden af mig og er vågen. Det er en slags dårlig samvittighed, tror jeg. Så i øjeblikket føles nætterne som en lang overfladisk søvn, hvor jeg konstant bliver vækket og er “på”.

Heldigvis glemmer jeg det hurtigt igen, så snart min morgen er kommet igang. Og jeg prøver også, ikke at give det noget som helst opmærksomhed – den der dårlige nattesøvn. For det er bare en konsekvens af at være små-børns-mor, tror jeg. Sådan har det ihvertfald været med alle mine tre krudtugler.

Vægt og højde

I øvrigt.. Vi har været til 5-ugers tjek i dag (ja, hun er to måneder nu. Ups) og den lille knirke fis vejer nu 6kg og er 59cm lang. Min store lille baby.

 

 

 

 

Del på print

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *