Indlægget indeholder reklame for Just Eat
  
Det er pudsigt, hvordan livet sommetider ender ud. Det virker næsten tilfældigt, at jeg havnede netop her. I denne lejlighed, i denne by, med denne mand og disse børn. Der var ikke noget der var forudbestemt, men det hele skete alligevel.

Intet af det kom nemt. Jeg har kæmpet mig til det hele, og hver eneste dag når jeg står op, vælger jeg at kæmpe videre. Det lyder ikke pænt, romantisk eller opløftende, selvom det ej heller er negativt – på nogen måde. Men det er et fact, at ingen af os har brug for hinanden – rent praktisk ihvertfald. Vi kan forsørge os selv, og alligevel vælger vi, at vi vil være sammen. Som min kæreste siger, så er dét det mest romantiske, man nogensinde kan vise en person. At man vælger hinanden, vælger at få børn og sågar også slår sig ned; blander økonomier, familier og drømme. Som til sidst er næsten umuligt at skille ad.

Vores rejse har været længe undervejs, og alligevel føler jeg, at den først rigtigt lige er begyndt. Faktisk har vi altid “været på vej”. Fremad – selvfølgelig, men der har aldrig været stilstand. Det er en konstant rejse, som på mange måder er den smukkeste måde at leve et liv på, synes jeg, men som samtidig også stiller utrolig høje krav til sindets tilstand; at kunne mærke efter, føle, og sætte pris på de små ting. Som f.eks. at lægge i sengen med sine syge børn og spise asiatisk take away fra JUST EAT.

  

Hvilket netop er meningen med min blog: At finde det nære, hyggelige og smukke midt i en travl, hektisk og til tider frustrerende rejse.

Jeg får ofte beskeder og mails, som jeg ignorerer. Nogle jeg aldrig svarer på. Fordi de er så angribende, modbydelige og hæsblæsende. Det er fra mødre, der lever midt i alt det, som jeg også lever i. Manglende søvn og overskud, beskidt børnehjem og en konstant fyldt vaskekurv. De er vrede på mig, fordi jeg kun viser et element af moderskabet – det pæne. “Glansbilledet”, som de så gerne vil kalde det.

  

Hvilket også er rigtigt. For jeg har intet behov for, at udpege, lægge vægt på eller fremhæve alle nullermændene i mit hjem. Der er masser af dem, og derfor ønsker jeg at finde det pæneste i mit liv. Det der gør, at det hele giver mening; at få børn, mand, hjem og uddannelse. Også selvom det hele er hamrende hårdt til tider. Jeg vælger at fokusere på de smukke blomster jeg har fået af min mand, som nu står og blomstrer i vores vindueskarm, istedet for at se eller vise vores beskidte vinduer. Jeg vælger at vise billeder af mine sovende børn, selvom ingen af dem, ikke engang min ældste på over tre år, sover igennem en hel nat. Og jeg vælger at vise billeder af dette pæne Just Eat måltid, i vores seng. Som i næsten kan forestille jer, var møghamrende hyggeligt, men som også endte ud i tre pletter på sengetøjet, som efterfølgende måtte blive vasket.

  
{“Thai street food” kan findes på JUST EAT i Odense, og det er noget af det bedste, jeg længe har smagt}

Jeg vælger hver eneste dag dette liv. Mit liv. Vores liv. Og jeg vil altid kun vise det aller smukkeste af det, for det er dét, jeg selv vælger, at fokusere på. Og jeg vil råde alle til at gøre det samme. Til at finde det smukkeste i tilværelsen, for død, ødelæggelse og nullermænd, er der nok af.