Jeg gider ikke søvntræning..

Hendes hænder roder rundt i mit hår, indtil hun finder tilpas store størrelser af hårtotter, der derefter nuldres mellem hendes små buttede fingre. Engang imellem får hun snittet mine ører, og det ender næsten altid med, at de små perleørestikker jeg fik skudt i for ikke særlig længe siden, også får en nuldre tur. Kort forinden har hænderne selvfølgelig været i min mund, hvor de både har taget fat i mine tænder, men også i tandkødet. Ved siden af hende på den modsatte side end mig, ligger kaninus, som hendes far og jeg har opkaldt legetøjsforretningens blødeste bamse: En bamse vi købte i den forhåbning om, at hun ville tage den til sig som en substitution for os. Kaninus ligger desværre altid alene i hjørnet hver eneste nat, og barnet bliver stadig nuldret i søvn af enten min eller min kærestes tilstedeværelse – i vores seng vel og mærke.

Vi har da prøvet at tage kampene. Vi har prøvet at tage rigtig mange kampe. Og når jeg tænker tilbage på starten af hendes liv, hvor hun udelukkende sov 45min adgangen dag og nat, og græd det meste af døgnets 24 timer, så er vi da nået rigtig langt. Faktisk sover hun langt mere nu, i en alder af 14 måneder, end hun gjorde som spædbarn. Hun sov faktisk aldrig, dengang!

..men jeg gider ikke de store kampe længere. Eller det har vi faktisk aldrig gidet. Måske ville nogle mene, at det er derfor, hun stadig ligger i vores seng og sover. Andre vil mene, at hun er et “signal stærkt barn”, og jeg tror nu egentlig bare, at det er efterfølger fra koliktiden. En konstant hud-mod-hud kontakt, svunget i armene, eller et bryst i munden var det absolut eneste, der hjalp mod gråden. Og så græd hun alligevel på trods af det. Nogle vil måske mene, at det er dårlige vaner, vi har givet hende, men findes det overhovedet, når vi snakker spædbørn?

Måske er det bare hendes personlighed. Hun har det egentlig ikke fra fremmede. I en alder af 24-år, hader jeg at sove alene. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det. Jeg føler mig utryg og alt for alene. Og selvom jeg sover sammen med min kæreste (og mit barn), så er jeg stadig utrolig dårlig til, at give mig hen til søvnen. Måske har hun det bare, på samme måde som mig?

Som dagene, ugerne og månederne er gået, har jeg fundet ud af, at det hele nok skal gå. Jeg ledte overalt på internettet, hos lægen og blandt gamle husmorråd, men fandt aldrig mirakelkuren mod hendes kolik. Tiden gik, og selvom hun græd hver eneste dag, så blev det mindre og mindre for hver dag der gik. Hvornår det forsvandt, ved jeg faktisk ikke, men efter hun nu er fyldt et år, spreder hun kun glæde, morskab (og arrighed når hun ikke får sin vilje). Jeg tænker, det også kommer til at gå sådan med søvnen. Ligesom det gjorde det med fravænning af nat-amning, hendes sultestrejker og søvnstrejker. Det skal nok gå.

Nogle gange kan man bruge for meget energi på, at bekæmpe problemerne, i stedet for bare at lade tidens tand klare opgaven.

“Små børn, små problemer. Store børn, store problemer” –  Ihvertfald ifølge min far. Jeg vil dog ikke mene, at jeg har været speciel slem til, at skabe ham store problemer..