Jeg elskede ikke min datter

Feet2

Jeg forestillede mig, at verdenen ville gå i stå, når jeg fødte min datter. At mine sanser ville registrere lys, farver, berøringer, og kærlighed på en helt ny og enestående måde, men oplevelsen var en helt anden.

Der faldt ikke lyserøde balloner ned for loftet, solen skinnede ikke mere kraftfuldt, og jeg  oplevede ingen ny kærlighed.

Allerede under min graviditet kunne jeg mærke, at jeg var anderledes. Jeg købte ikke babytøj til hende, indrettede ikke et børneværelse, og når min yogalærer lukkede øjnene, og sagde med en blid og harmonisk stemme, at vi alle skulle tage hænderne på vores gravide maver, mærke vores barn, smile til det, og forestille os, at det smilede tilbage, så åbnede jeg altid øjnene, og betragtede de andre gravide kvinder sidde i skrædderstilling og smile til deres ufødte barn. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at de kunne leve sig ind i den fantasi. At de kunne være så naive og tro, at barnet lå og smilte tilbage til dem inde i livmoderen.

Jeg græd da hun blev født.

Jeg oplevede en hel ny følelse, da hun kom til verden, og jeg begyndte instinktivt, at trøste det grædende barn, jeg fik i favnen, imens jeg hulkede i takt med hendes gråd. Det var ikke kærlighed. Det var noget biologisk. Noget der for tusinder af år siden er blevet indkorperet i mine gener, således at jeg med det samme, på ren automatik, tog mig af mit grædende hjælpeløse barn. For det gjorde jeg. Og jeg gjorde det rigtig godt!

Kort tid efter fødslen begyndte folkevandringen til hospitalet, og mit barn gik fra favn til favn de næste to dage, hvor vi var indlagte. Alle havde blomster, gaver, balloner og bamser med. De spurgte til mine følelser. “Hvordan er det at være mor?”. “Nu mærker du meningen med livet ikke?”. Jeg svarede altid, hvad de gerne ville høre, også selvom jeg absolut ikke havde fundet nogen mening med livet i min nyfødte datter. Faktisk kunne jeg ikke tænke på andet end de helt basale behov, som mad og søvn, alt imens min fødsel og mit barn blev hyldet, som om kuren til kræft var blevet opfundet.

Der gik længe. Faktisk præcis to måneder, før jeg virkelig mærkede det, som jeg har hørt så mange mødre fortælle om; Følelsen kom den dag hun afviste mit bryst. Hun ville ikke længere ammes, og min kæreste gav hende den aften en flaske, ligesom han gjorde det den efterfølgende uge. Jeg græd fra morgen til aften. Jeg følte at jeg ikke længere var en “mor”, og så hvordan min kæreste lige så langsom overtog pladsen som primær omsorgsperson for vores datter.

Der mærkede jeg for første gang en kærlighed, jeg endnu ikke havde troet var mulig, og lige siden har jeg oplevet, hvordan denne nye følelse fylder mere og mere af min krop for hver eneste dag, jeg er mor. Jeg elsker hende så højt, men det har jeg ikke altid gjort.


Jeg ved, at mit tilfælde ikke står alene. At min manglende kærlighed til min nyfødte datter, ikke var noget særtilfælde. Alligevel ser jeg sjældent disse ord på skrift eller i tale.   De manglende følelser er simpelthen ikke accepteret i vores lyserøde verden fyldt med farverige balloner og nuttede bamser. De findes ikke, og hvis de gør, så må de ihvertfald ikke komme frem til overfladen.

Den manglende accept gør det ikke nemmere for den nybagte mor, som ikke oplever kærligheden falde ned fra loftet i det splitsekund, at hendes barn bliver født. Og derfor ser vi også flere og flere mødre, i alle aldre og sociale klasser føle sig fortabte, magtesløse og som måske endda ender med, at blive ramt af en fødselsdepression.

Heldigvis fandt jeg kærligheden til min datter inden, at jeg mærkede de depressive tanker, som 1 ud af 10 nybagte mødre bliver ramt af. En forfærdelig statistik som kun går den forkerte vej.

Så lad mit indlæg være et opråb. Lad os fortælle hinanden, at alle følelser, også dem der ikke er tilstede, når et barn kommer til verden, er acceptable. At man sagtens kan være en god mor (eller far), lige meget hvad man føler, når man bliver forælder.

Lad os fortælle hinanden, at det er okay, ikke at elske sit nyfødte barn.

Picture credit

Del på print

14 kommentarer til “Jeg elskede ikke min datter”

  1. Super godt indlæg -jeg følte præcis det samme som du bekriver og har aldrig forstået at man bare på et split sekund er fuldstændig forelsket i sit barn. Det tog også mig et par måneder inden jeg fuldt ud oplevede forelskelsen i mit barn ❤️ Og nu er han bare det bedste der er sket for min mand og jeg 😍

    1. Maria Vestergaard

      Tusind tak for de rosende ord, og fordi du deler din oplevelse Anne-Line! Kærlighed kommer selvfølgelig i alle former og størrelser, og noget kærlighed opleves ved første øjekast, andet vokser med tiden. Jeg er helt sikker på, at din søn er den aller skønneste lille dreng <3

  2. Cecilie Refsager

    Hvor er det et fint indlæg Maria! Og puha, det trak også lidt i tårekanalerne. For jeg HAVDE en fødselsdepression. Faktisk gik der tæt på 6 måneder før jeg mærkede kærlighed til min søn. Han var der, og jeg passede ham og var mor på det biologiske plan. Men mest af alt var han bare den der baby, der gjorde at jeg ikke havde tid til mig selv. Nu lsker jeg ham selvfølgelig over alt i verden, men det var ikke let de første 6 måneder

    Og jeg bad heller ikke om hjælp. Først efterfølgende, faktisk i denne graviditet, har jeg i samarbejde med læge, jordemoder, psykolog og sundhedsplejerske fundet ud af, at det ikke var normalt det, der foregik. For det troed jeg jo. Alle andre nybagte mødre omkring mig virkede jo som om de havde fået en åbenbaring, og trivedes så godt med deres nyfødte.

    Jeg har termin idag. Jeg har været sygemeldt i det meste af min graviditet – mest af alt for at få bearbejdet den fødselsdepression jeg havde sidst, og som I den grad har hjemsøgt mig under graviditeten. Jeg har snakket og snakket. Med professionelle og familie. Og jeg tror jeg er klar nu. Om ikke andet ved ‘systemet’, at jeg måske reagerer. Og det betyder, at jeg tør sige at jeg har det skidt. Og det betyder bare alverden.

    Tak for dig!

    1. Maria Vestergaard

      Puha, jeg skulle også lige synke din kommentar en ekstra gang, for det var godt nok hjerteskærende at læse, at du har båret rundt på de følelser, så længe, uden at få hjælp, eller snakket med nogen om det. – men dejligt at du er kommet ovenpå igen! <3
      Jeg tror det største problem er, at vi er angste for, at scenariet vil udspille sig igen, istedet for bare at læne os tilbage, og tage dagene og årene som de kommer. Jeg er sikker på, at du vil opleve en fantastisk stor kærlighed til dit kommende barn. Måske vil du opleve det i øjeblikket du ser den smukke baby, eller måske vil der gå meget længere tid. Ligemeget hvad er det helt okay, og du er en lige så god mor af den grund. Og har kærlighed egentlig ikke lov til at vokse?

  3. Det er virkelig stærkt skrevet! Selvom jeg hverken har børn eller er vordende mor, så får jeg en følelse af dyb forståelse. Og som du selv skriver, er det et rigtig vigtigt emne at gøre opmærksom på. Du er helt sikkert ikke den eneste. Det perfekte findes ikke, og vi burde som mennesker forstå, at kærlighed opleves individuelt og kan ikke strømlignes. Tak fordi du er så åbent om et så følsomt emne, stor respekt 🙂

    1. Maria Vestergaard

      Jeg tror lige meget om man har børn eller ej, at man kan forstå hvorfor kærlighed (som du skriver) opleves i alle former og størrelser. Og at nogen kærlighed tager tid. Dejligt at du kommenterer, og kan kun give dig ret i din påstand. Hvorfor skal kærlighed egentlig også sættes i kasser, beskrives eller strømlignes, som du så godt beskriver det!?

  4. Hold da op, Jeg fik helt ondt i maven da jeg læste det. Jeg føler mig helt lettet over fødslen ikke var lyserødt for alle andre, hvor ville jeg ønske Jeg havde læst din historie inden min fødsel, så havde jeg nok ikke følt mig så alene..
    Sejt du tør være ærlig omkring, at det er okay ikke at være den “perfekte” mor, som alle prøver vise de er, selv om der måske gemmer sig noget andet bag facaden.

  5. Kære Maria❤️
    Mange tak for din hudløs ærlig indlæg👏🏾👏🏾👏🏾 tak for du tager en chance at dele et meget personligt indlæg som dette.
    Sikke en moden kvinde du er, gider du var der da jeg blev mor for knap 12 år siden, hvor kan jeg genkende mig selv i din historie. Jeg husker hvor meget jeg tit låst mig selv på badeværelse for at kunne græd i fred, hele min univers gik i stå i flere måneder, jeg turde ikke på et tidspunkt at snakke om at jeg var deprimeret… Der var simpelhen for meget imod end for hvis jeg skulle åbn kæft😒Ikke kunne at jeg var en ung mor (20år), kulturbaggrund spillet også en markant rolle i processen, samt var det jo “tabu” at sige at man ikke ikke elskede sit barn. Af hjerter tak for et super indlæg, kunne virkelig skrive en hele roman, men vil heller tage det over en kop kaffe med dig snart håber jeg, så kan jeg fortæl dig om hvor fantastisk det var så at få min nr to, og fortæl dig om den ny krise jeg bifinder mig i nu, hvor min datter på knap 12 år har fået bryster, føj føj det kan jeg ikke klar😢
    At være kvinde/mor bliver sgu sat på prøve mange gange igennem livet..
    Jeg er fan, blive ved❤️❤️

    1. Maria Vestergaard

      Kære Francette <3
      Det krævede også meget mod, men kan allerede mærke med de hundrede vis af beskeder, som jeg har fået fra andre mødre, at det har været det hele værd, at dele min historie. En historie som jo slet ikke er unik, for der er så mange kvinder der kan relatere til netop de følelser (eller mangel på samme).
      Jeg er så ked af, at du både har haft de følelser, men især fordi du har gået alene med dem, og slet ikke haft nogle til at kunne dele dem med. Det må have været så hård en tid! For selvfølgelig er det forståeligt, at man kan ende i en fødseldepression, når man i så ung en alder pludselig skal bære titlen "mor". Og det værste af det hele er, at det er så tabubelagt, især i mange kulturer, som du skriver.
      Jeg synes, det er så sejt og modigt af dig, at skrive din historie, og jeg håber, at vi endnu engang kan slå fast, hvor vigtigt det er at snakke om tingene, og at alle følelser er ok. Der er absolut intet flovt i, at have det skidt <3
      (Ps kaffe lyder rigtig hyggeligt <3)

  6. Præcis Maria, PRÆCIS sådan havde jeg det!! Jeg har altid drømt om at blive mor og virkelig troet at meningen med livet var at få børn og graviditeten igennem, kunne jeg stadig bare ikke mærke den følelse som alle har snakket om og som jeg selv troede ville komme det sekund mit lille ønskebarn voksede derinde. Men nej, sådan var det ikke og ej heller da han kom ud ! Det var ikke den følelse alle fortalte om og det var også først da han ikke gad blive ammet (efter ca. 10 uger) at jeg virkelig fandt ud af hvor meget han betyder for mig og hvor højt jeg elsker ham og vil gøre alt for ham. Det var hverken i graviditeten, ved fødslen eller inden for de første par dage at jeg fik det sådan.. Fedt at du skriver om det 🙂

  7. Det er en hel befrielse at læse. Jeg er nybagt mor, til en lille pige som jeg fødte 20. Marts. Jeg blev så skuffet over at den der vilde følelse ikke kom rullende over mig, så snart hun blev lagt på min mave. Det er nu snart en måned siden, og jeg føler mig stadig “snydt”. Jo, jeg synes da hun er sød og jeg passer på hende- men jeg elsker hende ikke, og glæder mig til den dag, hvor det kommer til mig. For det kan jeg jo læse, at det gør en dag.

    1. Maria Vestergaard

      Det skal nok komme Sofie! Jeg oplever det især her hvor min datter er blevet ældre, og “tydeligt” kan gengive sin kærlighed til mig. Så smelter mit hjerte! Og jeg har aldrig elsket hende så højt som jeg gør nu. Mange gange held og lykke med din lille ny <3

  8. Jeg har det på præcis samme måde. Min kærlighed til mit barn kom først efter 2 måned. Jeg følte mig som et monster, fordi jeg ikke elskede ham. Og nu kan jeg ikke andet end at kigge på ham i timevis. Det er så tabu et emne at jeg ikke turde fortælle det til nogen.

  9. Tak for dit indlæg. Jeg sidder midt i det nu med min datter på 10 uger. Alle andre er helt pjattede med hende, og jeg føler ikke rigtig noget. Jeg kan godt se, at hun er sød, men jeg føler ikke nogen overvældende kærlighed. Jeg passer på hende og giver hende al den omsorg, jeg kan, men det er mest “fordi det er det man gør” og ikke drevet af kærlighed. Jeg glæder mig til hver gang hun sover, så jeg får en pause. Jeg håber snart, at jeg kommer til at mærke den store kærlighed, for jeg føler mig så forkert og alene med mine tanker.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *