Indeholder sponsoreret indhold
  
{Farmand lærer spiloppen at posere med krydsede ben, og hun elsker at gøre ham kunsten efter, #bloggerbarn}

Jeg ved jeg er heldig. Sådan helt ned i maven heldig. En graviditet må aldrig tages for givet, og skal plejes, sættes pris på og elskes så godt som det nu er muligt – hver eneste dag. Alligevel ønsker jeg det slut. Sådan, på min helt egen og planlagte måde, hvor alt står klappet og klar til Blop’s ankomst. I ved, al babytøjet er vasket, fryseren er fyldt op med hverdagsretter, vinduerne er pudset og jeg har bogført frem til næste momsregistrering. Det var ihvertfald sådan at planen var, men jeg er omsider nået til den erkendelse, at heller ikke denne gang, formår jeg at blive “klar”. Bevares! Ikke engang hospitals tasken er pakket endnu, selvom det, som min mor siger det, kun burde tage 10min, at få ordnet sådan en lille ting.

  
{Årets sidste vaffelis ved Skovsøen i Odense}

Min mand er min redningsmand

Måske burde jeg bare iklæde mig min mands afslappede og sydlandske kultur. At føde et barn er det mest naturlige og ikke mindst almindelige i denne verden, og mon ikke det hele nok skal gå – også denne gang!

  
{Svampe i skovbunden, fuglekvidrer, solskin fra en næsten skyfrihimmel og is-kys}

Når planer ændres..

Det var jo egentlig slet ikke sådan, at eftermiddagen skulle gå. Spiloppen havde fået alt for meget sukker i weekenden, og vasketøjskurven kiggede på mig hele vejen fra badeværelset og ud i opgangen. Alligevel droppede vi alt hverdagshurlumhejet, hentede spiloppen fra vuggestuen begge to, og drog ud i skoven med vores elskede Hyundai Tucson. Taget var den klare blå himmel, og den store firehjulstrækker kom endelig til sin ret midt i den danske natur, da vi kørte gennem bøgeskoven. Jeg har stadig nok i at køre bilen fremad, og B er derfor styrmanden, når det kommer til alle de ufattelig smarte funktioner, bilen indeholder. Jeg bliver dog stadig en smule forskrækket, når robotten i bilen tager over, hvis jeg kommer lidt for langt ud over de hvide streger. Det er virkelig en vild følelse, men også utrolig rart og sikkert med alle mine guldklumper i bilen!

  
{Måske (sørgeligt nok) den sidste køretur med himlen som tag i vores (låne) Hyundai Tucson}

Jeg nyder virkelig stilheden før stormen, som nok bedst beskriver min ventende position lige nu. Jeg laver virkelig meget mad, og så tilbringe jeg hvert eneste øjeblik det er muligt, sammen med min lille spilopmager. Jeg nærmest suger det allersidste enebarn ud af hende, og så må al det andet redebyggeri vente. Jeg når det vel nok!