I frygt for at skrive om (ihvertfald Danmarks) største blogger kliche, så vil jeg alligevel fortælle jer, historien bag dét der blåmalede kongelige porcelæn, som nok altid har været populært, men som også har fået en vis renæssance indenfor de sidste par år.

  
{En virkelig nem og lækker æbletærte – serveret på det fineste stel}

  
{Blå musselmalet, helblond, kaffestel på de øverste hylder og hvid halvblonde på de nederste}

Et kært arvestykke

Historien om det musselmalede helblonde stel, som nok er det jeg har fået flest spørgsmål til gennem tiden, begyndte for mange år siden. De oprindelige ejere var min farmor og farfar, som elskede at holde nogle store luksuriøse fester, dengang i 50’erne. I ved, de fester hvor der blev røget cigar og drukket whiskey i stuerne i ført smoking og tilbageredt hår, imens børnene var forvist til køkkenet, hvor de måtte spise deres aftensmad med stuepigerne. Jeg har set filmene. Der er faktisk filmet timevis af lange filmklip fra disse fester, hvor min far render rundt mellem bordene sammen med min faster og onkel. Specielt hyggeligt ser det egentlig ikke ud (ihvertfald ikke for børnene), men det smukke stel stammer altså helt tilbage fra dengang.

Min farmor og farfar dør begge med meget kort tid imellem, imens jeg endnu ikke havde set dagens lys. De kendte vist godt til mig, for jeg lå, omkring den tid, og pjaskede rundt som et lille embryon i min mors livmoder. Da hjemmet skulle gøres op, var min far – ihvertfald som min mor fortæller det, ufattelig ligeglad med deres materialistiske formue, og da de fleste genstande var delt imellem de tre søskende, så stod stellet fra Royal Copenhagen tilbage. Ingen viste nogen særlig interesse for det, så derfor sagde min mor, at det ville de gerne have.

  
{Mine absolut yndlings muffins spækket med blåbær, hvid chokolade og bagekærlighed}

  
{Glas fra Homegaard under serien “Fontaine”, der er den aller fineste glas-serie. De bliver nemlig mundblæst, og glaspusteren efterlader en lille bobbel i hvert glas som en elegant hilsen}

Nostalgi og det eneste “minde”

Mine forældre blev senere skilt, og min far har gennem hele min barndom lavet sjov med, at sælge hele samlingen af det blå musselmalede fra royal copenhagen. Det sagde ham simpelthen ingenting, og gør det i den grad stadigvæk ikke.

Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg hele samlingen med mig af det blå musselmalede stel. Der er skår i noget af det, og i de små askebægre og cigarholdere er der gule nikotinstreger indgraveret. Jeg elsker det nu alligevel, og især fordi det har den historie med sig, som det nu engang har. Jeg kendte ikke mine bedsteforældre, og det eneste jeg har fra dem, er en fin lille salmebog, som min farmor ejede, og så dette stel. Derfor knuselsker jeg det!

  
{Sunde men alligevel ufattelig lækre kanelsnegle. Helt perfekte til sort kaffe, regnvejr og hjemmehygge}