Bløde gulerodsbrud med obligatoriske solsikkekerner, æg og gulerod smager fantastisk til virkelig mange anledninger. De er perfekte serveret med både smør, ost, marmelade og hjemmelavet nutella, men de kan også bruges som gnaveboller eller sandwichboller.
Inspiration til bagværk med gulerod: Gulerodsboller og Gulerodskage
Opskrift på gulerodsbrud
Gulerodsbrud
Ingredienser
- 50 g gær
- 2,5 dl lunken vand
- 1 tsk. sukker (eller flydende honning)
- 50 g blødt smør
- 1 tsk. salt
- 500 g hvedemel (erstat evt. 100g med fuldkorns hvedemel)
- 1 æg
- 75 g solsikkekerner
- 2 store gulerødder
- 1 æg til pensling
Sådan gør du
- Opløs gær og sukker i vand
- Tilsæt salt og blødt smør og en lille smule hvedemel. Rør det til en forholdsvis ensartet grød
- Tilsæt det resterende hvedemel lidt ad gangen og ælt dejen glat og ensartet i 5-10min. Brug gerne en røremaskine
- Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 60min
- Riv gulerødder groft/let groft på et rivejern
- Hæld dejen ud på et bord og lav en fordybning i dejen, hvor der er plads til de øvrige ingredienser
- Tilsæt gulerødder, solsikkekerner og det ene æg til dej fordybningen
- Fold dejen ind over på hver side så fyldet er pakket godt sammen. Gentag foldningen på den anden led, hvis det kan lade sig gøre
- Hak med en dejskraber, kniv eller andet dejen i tilfældige stykker
- Saml en bunke dejstykker med dejspatlen og bær hver gulerodsbrud over på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Lad gulerodsbrudene hæve yderligere 30min
- Pensl gulerodsbrudene med sammenpisket æg og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 graders varmluft i ca. 15min eller til brudene er gennembagte og let gyldne på overfladen
Gulerødder i bagværk
Det er oplagt at bruge gulerødder i virkelig meget forskelligt bagværk. Både i bløddeje som disse gulerodsbrud, men også i skærekager, muffins mm. Gulerødder har en let sødme pga. dets naturlige indhold af sukkerstoffer, og derudover giver de næring, smag og tekstur til brøddejen eller kagedejen. Der er derfor alle mulige gode grunde til at bage med gulerødder. Det er dog ikke kun guleroden, som kan bruges i sådanne brud. Også andre rodfrugter som f.eks rødbede og pastinak smager skønt i dejen ligesom squash også kan anvendes. Man kan også vælge at lave en kombination, når man bager gulerodsbrud og så både tilsætte revet gulerod og squash.
Inspiration til opskrifter: Squashbrud
Ingredienser til gulerodsbrud
Klassiske gulerodsbrud indeholder æg, solsikkekerner og gulerødder.
- Dejen en bløddej. Det vil sige, den indeholder smør og er derfor utrolig nem at arbejde med. Smør giver også en virkelig blød og luftig bolle. Fuldstændig ligesom vi også ønsker at vores gulerodsbrud, skal være det.
- Solsikkekernerne kan erstattes med andre frø og kerner, hvis man har lyst til at eksperimentere med dette. Solsikkekerner har en meget mild smag, og derfor smager de også rigtig godt i sådanne milde hvedeboller.
- Grovere meltyper kan sagtens erstatte noget af mængden af hvedemel. Både grahams mel og spelt er gode alternativer. Begynd i så fald med at erstatte 100-200g hvedemel med den grovere mel type. Gulerodsbollerne må ikke bliver for tunge eller bestandige, og det bliver de, hvis fiberindholdet bliver for højt. Det er vigtigt at dejen stadigvæk er smidig og glat, selvom den indeholder fuldkorn.
Inspiration til bolle opskrifter: Grovboller med havre og Chokoladeboller
Koldhævede brud
Der kom et glimrende spørgsmål til denne opskrift for noget tid siden. Spørgsmålet lød på, om disse gulerodsbrud kan kold hæves og i så fald hvordan. For skal æg, revet gulerod og solsikkekerner tilsættes inden eller efter at dejen skal koldhæves. Sådan som jeg vil anbefale dig at gøre det er at lave hele bolledejen uden de øvrige ingredienser og kun med 7g gær. Derefter ville jeg lade dejen hæve i køleskabet i 8-12 timer, før jeg ville tage den ud på køkkenbordet og blande gulerod, æg og solsikkekerner i. Først derefter ville jeg efterhæve mine gulerodsbrud og bage dem i ovnen.
28 kommentarer til “Gulerodsbrud”
kan disse laves som koldthævet/langtidshævet? jeg skal holde fødselsdsdag og vil gerne kunne lave dejen dagen før!
Ja sagtens. Blot brug 7g gær og lad dejen hæve i køleskabet natten over 🙂
Hvornår skal man bruge de 50g smør? 🙂
Det er rettet i fremgangsmåden, så håber det giver mening nu 🙂
Kh Maria
Hvornår skal smøret i? 🙂
Det er rettet nu og burde fremgå af opskriften 🙂
Kh Maria
Hej maria.
Du skriver man skal hakke dejen i stykker med æg gulerod og solsikke i. Skal det hakkes til det igen hænger sammen i en “æltet” klump eller skal det være sådan lidt løst agtigt. Kunne virkelig godt lige have brugt en video/billede af den proces . Vh Rikke
Hej Rikke
Det må gerne hakkes så det ikke hænger sammen.
Jeg må få lavet en video af processen 🙂
Har du en video af det? 🙂
Hej Line
Det har jeg desværre ikke endnu 🙂
Mvh Maria Vestergaard
Super nem opskrift på lækre, svampende gulerodsbrud. Helt klart familiens nye favorit.
Hej Karina
Det var da dejligt at høre. Jeg bliver altid så glad over at høre, når mine opskrifter kan bruges. Men gulerodsbrud er også bare en favorit i de fleste hjem – også hjemme hos mig.
Mvh Maria Vestergaard
Det bløde smør der er oplyst i opskriften er det til at smøre bollerne med bagefter eller skal det i dejen? Eller er det bare mig der overser det i opskriften?☺️
Så er opskriften rettet. Det bløde smør skal i dejen 🙂
Kh Maria
Hej Maria 🙂
Mon du vil tilføje i opskriften hvor/hvornår den der tsk salt skal i ? Jeg selv tilføjede den under omrøring af dejen i min røremaskine, men mon den allerede skal i sammen med sukkeret?
Tak for alle dine dejlige opskrifter.
vh. Rebekka
Hej Rebekka
Salten skal i samtidig med melet, så det ikke påvirker gærcellerne 🙂
Hvornår skal saltet i? 🙂
Det skal tilsættes samtidig med hvedemelet 🙂
Jeg udskifte ca. halvdelen af melen med fuldkornshvedemel, det bliver de ikke ringere af, kun lidt sundere
Hej Maria
Hvor dejligt at høre 🙂
Hej
Har lige lavet dejen, men kan se at på opskriften skal der 1 tsk salt i…. men det står ikke når man følger opskriften…. kan jeg komme salt i når jeg kommer æg – solsikkekerner og gulerødder…
Hej Torben
Det skal jeg nok skynde mig at få rettet, men det kan du sagtens 🙂
Mvh Maria
Aaaaah der står ikke hvor mange boller opskriften er beregnet til
Opskriften er til ca. 12 store gulerodsbrud 🙂
Kan bollerne fryses?
Det kan de i hvert fald!
Hej. Når jeg laver disse gulerodsbrud som koldhævet, tilsætter man så også de tre sidste ingredienser, gulerødder, æg og solsikkekerner- inden de kommes på køl natten over?
Mvh. Vibeke
Hej Vibeke
Godt spørgsmål til opskriften. Hvis jeg skulle koldhæve mine gulerodsbrud, så ville jeg blot lade dejen hæve uden gulerod, æg og solsikkekerner. Og så først næste dag blande disse råvarer i dejen, som så bages med.
Hvis du prøver det, så må du endelig vende til bage med, hvordan bollerne blev 🙂
Mvh Maria Vestergaard