Frikadelle Frikadeller
Endelig er min opskrift på frikadeller landet på bloggen her. Den klassiske, gammeldags frikadelle, som vi alle kender til, ofte spiser og i den grad også tilbereder i de danske hjem. En frikadellefars der er tro mod den danske madkultur, indeholder ganske få ingredienser, og som traditionelt set, er spist med kogte kartofler, brun sauce og måske agurkesalat eller andet surt til.

Opskrift på klassiske frikadeller

Dunser Frikadunser

Frikadeller

Antal 4 personer

Ingredienser

  • 450 g hakket svine- og kalvefars (hakket svinekød kan også gå an)
  • 1 tsk. salt
  • 1 stort løg
  • 1 æg
  • 2 dl mælk
  • 2 spsk hvedemel
  • 2 spsk. havregyn, finvalset
  • Smør til stegning

Sådan gør du

  • Rør salt godt sammen med farsen.
  • Hak løg fint, gerne i en minihakker. Alternativt, kan løget også rives på et rivejern
  • Tilsæt løg, mælk, æg, havregryn og hvedemel til frikadellefarsen
  • Lad gerne frikadellefarsen stå og hvile i køleskabet i en time
  • Form frikadellerne med en spise ske (pas på de ikke bliver for store), og steg dem på en pande i rigeligt smør

Fortolkning af frikadellen verden over

Den allerstørste grund til, at det har skullet tage mig så mange år, før jeg har udgivet min opskrift på frikadeller er, at jeg er ganske sikker på, at de fleste af os har en holdning og mening til, hvordan frikadellen skal smage. En anelse berøringsangst kan man vel godt kalde det. Jeg har derfor både udgivet, tyrkiske frikadeller, kyllingefrikadeller, svenske kødboller, oksekøds frikadeller og et hav af vegetariske frikadeller før, at denne frikadellefars blev omtalt, men nu skal det være.

Det er samtidig også tydeligt, at selvom vi tænker på frikadellen som noget pære dansk, så bliver den altså lavet verden over i mange forskellige udgaver. Ordet “frikadelle” stammer også fra det italienske ord frittatella, som betyder stegt eller ristet.

Stegte frikadeller Frikadelle opskrift

Den bedste frikadellefars

Som tidligere antydet er jeg sikker på, at de fleste danskere har en holdning til, hvordan en frikadellefars skal røres og ikke mindst hvad den skal indeholde. Jeg har selv eksperimenteret med flere komponenter, før jeg er kommet frem til min egen favorit:

  • Hakket svinekød eller hakket svine- og kalvekød: Jeg synes begge dele smager godt, men jeg bruger oftest den blandede udgave.
  • Groft hakket eller fint hakket løg: Når jeg laver frikadeller, så ryger løget altid igennem en minihakker, inden det tilsættes til frikadellefarsen. Det kan mine børn nemlig bedst lide. Jeg selv synes nu også, at fint hakkede løg i en delle, kan give tekstur og dermed en god oplevelse
  • Rasp, havregryn eller hvedemel: Dette har jeg eksperimenteret meget med, og jeg synes ikke, at jeg nogensinde er kommet frem til en god opskrift, hvor rasp har været inkluderet. Frikadellerne bliver simpelthen for kompakte og tunge af det. Rasp suger nemlig meget væske til sig. I stedet synes jeg, at en kombination af havregryn og hvedemel giver det bedste resultat.
  • Mælk: Når der skal laves frikadeller, skal der bruges sødmælk til frikadellefarsen. Selvfølgelig kan f.eks skummetmælk også gå an, men der er altså en smagsforskel.
  • Størrelsen: Frikadeller skal ikke formes alt for store. Hellere for små end for store, så man smager den gode stegeskorpe, og ikke blot kogt kød.
  • Stegning: Dunserne steges i rigeligt smør. Hverken margarine eller nogle former for olie, kan gå an, når man steger klassiske, danske frikadeller.