Den “søde” ventetid

  
{Spiloppen lagde sig på tæppet efter en tur på grøntsagsmarkedet, og en, to tre så sov hun pludselig!}

Hvem har overhovedet fundet på den vending eller det udtryk. Der er absolut intet sødt, hyggeligt eller skønt ved denne tid. Eller måske var grundlæggeren af ordene en højgravid kvinde, der ligesom jeg selv ved sidste graviditet, fødte 38+. Et perfekt tidspunkt hvor baby er færdigbagt, og man kun lige når at smage på “den grumme (søde) ventetid”

At have et hovede mellem benene

Min skønne veninde, som jeg har lært at kende igennem mødregruppen med spiloppen, har en alder og arbejdsliv, der gør hende langt mere vis og erfaren end jeg selv – ihvertfald på visse områder. Hun fortalte mig forleden dag, at jeg for det første lignede én der gik med et hovede mellem benene. Noget jeg tænker kun en jordmoder som hende, kan finde på at sige. Det næste hun sagde var, at jeg med sikkerhed ville føle tiden nær og efter termin hård og trættende (hvis jeg nåede dertil), nu hvor jeg havde været så heldig sidst, at føde lidt før. Jeg grinede af hende. Planen har nemlig hele tiden været, at jeg skulle føde denne weekend. Noget jeg også fortalte hende!

Det lyder måske tosset, dumt og naivt, at en oplyst kvinde som jeg selv, kan finde på at sige sådan noget, men jeg har været så overbevist om, at jeg ville føde på nogenlunde samme tidspunkt som med spiloppen. Og jeg havde faktisk “besluttet”, at det skulle ske i denne weekend.

..men intet sker..

   
{Det aller, aller bedste jeg ved, og snart er der to af dem}

Veer, opkast og fodboldspark

Godt nok har jeg veer. Altså ikke de der “rigtige” veer, der vrider kroppen i unaturlige stillinger, og får én til enten at skrige sine lungers fulde kraft, eller dykke ind i det inderste af sig selv, og først komme ud igen, når smerten har forløst sig. (Jeg er udøveren af sidste scenarie). Nej, veer eller plukveer der sommetider kommer i intervaller. De strammer op omkring maven, niver i lænden og sommetider ned i lårene, og sådan kan de blive ved i en time eller to, indtil de forgår igen lige så hurtigt som de opstod. Sådan har det været i mange dage nu, men de bliver aldrig til mere.

Så jeg venter alt imens tanken om, at jeg jo i “princippet” kan ende med at gå to uger over tid, går mere og mere op for mig. Og tanken driver mig til vanvid. Det er jo ikke fordi jeg har ondt som sådan. Jeg har prøvet at føde en baby, så jeg ved hvad ægte smerte er. Nej det er mere én ubehag. En følelse af (bogstavelig talt) at dele krop med et andet individ; Jeg sover i intervaller af 1-2 timer døgnet rundt, kaster op, får kramper i benene, væske i ansigtet og så er de der gigantiske fodboldspark fra min lille Blop, virkelig begyndt at give indvendige blå mærker – langt op under ribbenene og i det yderste af mine sider.

Kvinder, hvordan overlevede i dog at gå over tid?