Brownie er og bliver en klassiker. Browniekagens intense chokoladesmag, der er pakket ind i en luftig og let snasket kagedej, er simpelthen noget af det bedste bagværk. Derudover er chokoladekagen utrolig nem at lave, det kræver blot, at man holder godt øje med ovnen. Bagetiden varierer nemlig i særdeleshed fra ovn til ovn, og da ingen ønsker en hverken tør eller våd brownie, så gælder det om, at være opmærksom i disse minutter, den er i ovnen.

Inspiration til opskrifter: Vafler og Pandekager

Opskrift på den bedste brownie

Brownie

Print Pin
Forb. tid: 15 minutter
Serveringer: 12 store. stykker

Ingredienser

  • 250 g smør
  • 200 g chokolade, 50%
  • 275 g sukker
  • 4 æg
  • 4 spsk. kakao
  • 1/4 tsk. salt
  • 200 g hvedemel
  • evt. flagesalt til servering

Sådan gør du

  • Smelt smør og chokolade ved svag varme i en gryde og under hyppig omrøring
  • Lad chokoladeblandingen køle ned imens æggemassen forberedes
  • Pisk æg og sukker hvidt og skummende. Dette trin kan tage helt op til 8-10min
  • Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål og si dem i æggemassen
  • Vend forsigtigt i æggemassen, så luften ikke slåes ud af kagedejen
  • Vend forsigtigt chokoladeblandingen i kagedejen
  • Vend i kagedejen til den er glat og ensartet
  • Bag brownien i ovnen ved 175 graders varmluft i ca. 25min. Ved 20-25min bliver den meget blød i midten ligesom det ses på billederne. Stik dog altid en gaffel i kagen undervejs. Alle ovne bager forskelligt, så måske skal den have længere tid end 25min
  • Lad brownien køle helt ned og gerne i køleskabet inden den skæres i passende stykker. Det er først ved afkølingen at brownien sætter sig. Hvis det er muligt, bliver brownien kun endnu bedre af at stå natten over i køleskabet for at sætte sig ordentligt. Dette er især hvis man ønsker en meget blød midte

Brownie opskrift

Hjemmelavet brownie

Det er absolut ikke svært at bage brownie selv, men det kræver at man holder godt øje med sin brownie, og jævnligt tjekker til den under bagetiden. Jeg kan personligt godt lide, at min brownie er en lille smule mere til den snaskede side (end tørre) og 25min bagetid, passer helt perfekt til min smag og min ovn. Brownien vil dog altid være en smule våd hvis den stadig er varm og nybagt, hvorfor den skal stå og køle helt ned inden servering. Jeg køler altid min browniekage i køleskabet. På den måde sætter chokoladekagen sig rigtig godt. Det gør, at kagen er blød i midten uden at flyde ud. Jeg synes nemlig heller ikke om, at chokoladekagen ikke er et fast konsistens.

Når chokoladekagen er færdigbagt så drysser jeg altid med en anelse flagesalt. Det ser først og fremmest virkelig indbydende ud og så gør det noget helt fantastisk for chokoladesmagen. Smagen bliver nemlig langt mere fremtræden. Saltet spiller utrolig godt sammen med det søde fra sukkeret og fede fra smørret.

Inspiration til kageopskrifter: Hvid brownie og Cookies

Brownie og kaffe

Gode tips og råd til brownies bagning

Meget ofte hakker jeg valnødder eller hasselnødder, og kommer i dejen til min browniekage. Det kan virkelig også anbefales, og giver lidt ekstra bid og struktur til brownien. Da min søn skulle have lov til at smage kagen også, valgte jeg denne gang ikke at putte hakkede nødder i browniedejen. Han har nemlig stadigvæk for få tænder til, at kunne tygge de lækre nøddekerner, som dejen normalt indeholder. Brownien bliver dog ikke mindre god af det, og min lille dreng godkendte så sandelig chokoladedrømmen ved første smagsprøve. Generelt er det også en fejltagelse at tro, at børn ikke kan lide kager, bagværk og andet dessert med god mørk chokolade. Jeg bruger altid 50% chokolade, og børn er altid henrykte over smagen.

Da jeg var yngre og stadig boede hjemme hos mine forældre, så lavede jeg ofte brownie af chokolade fra Valrhona chokolade, fra den lokale kaffebar i byen. Efter at jeg er flyttet til Odense, så har jeg dog lavet denne opskrift på brownie utrolig mange gange før, med blot almindelig mørk chokolade fra supermarkedet. Du kan evt selv prøve, om du synes man kan smage forskel på chokoladekvaliteten i kagen.

Inspiration til opskrifter: Chokoladekage og Brownie med kaffe

Kan browniekage fryses?

Først og fremmest har brownie som sagt rigtig godt af, at blive opbevaret i køleskabet i nogle timer inden servering. Faktisk bliver den kun bedre af, at samle sig natten over i køleskabet inden den serveres for gæster eller blot for familien. Derudover er chokoladekagen i særdeleshed også fryseegnet. Her kan kagen snildt holde sig nogle måneder, og først blive tøet op når den skal bruges. I så fald kan man med fordel lune brownien i mikrobølgeovnen. På den måde undgår man at kagen bliver tør og kedelig inden servering.