Jeg blev i weekenden overrasket af hele min kvindelige familie og alle mine skønner veninder til et fantastisk babyshower. Jeg havde ellers pænt sagt til min bedste veninde, allerede inden jeg blev gravid med denne lille Blop, at jeg altså ikke behøvede (endnu) et babyshower. Det sidste – dét de dengang holdte for mig og Spiloppen, var nemlig også en fantastisk og hjertelig festdag, og nu havde jeg jo ligesom “prøvet” det ved min førstefødte.
Dette fik jeg dog absolut ikke lov til at bestemme, sagde hun dengang, og derfor havde 20 fantastiske kvinder også samlet sig i vores hjem til min helt store overraskelse. De havde pyntet den i sølv og mint tema, da vi endnu ikke kender kønnet, og disket op med den mest overdådige brunch buffet. Imens de alle sammen gik i køkkenet for at fylde tallerknerne, så tog jeg nogle få billeder af min meget flot-pyntede stue og det fineste gavebord. Gaverne var stort set alle sammen købt hos MosterSigne. Hvilket nok ikke kan være nogen overraskelse efterhånden!
Da jeg er håbløs dårlig til at administrere overraskelser, vandvittig nysgerrig og nok allerhelst selv vil være værten og den der i “kontrol”, så havde mine veninder lavet den vildeste dækhistorie for, at jeg ikke kunne regne begivenheden ud. De to forrige weekender havde jeg ellers gjort både mig og spiloppen klar til kl. 9.00, og absolut ingen aftaler lavet, så jeg kunne være klar til mit babyshower. ..men intet skete!
En overraskelse udover det sædvanlige
Flere ting pegede imod søndag – altså igår, og jeg var virkelig sikker på at det måtte være der, at det skulle foregå. Om lørdagen havde vi nemlig utrolig mange planer. Først og fremmest var vi inviteret på morgenmad hos et kært vennepar, og efterfølgende var der familiedag med min mands fodboldhold, der skulle spille kamp og efterfølgende proppe sig med grillmad og fadøl. Lørdag kunne det simpelthen bare ikke være!
Hvad jeg dog ikke havde tænkt på var, at det hele var en del af et større fupnummer, og morgenmaden hos vores venner, var blot for at få mig ud af huset, så de imens kunne pynte op og stille mad frem. Halv irriteret kører vi midt i morgenmaden hjem igen, fordi min mand har glemt hans astmamedicin, og der bliver jeg så mødt af et fantastisk babyshower!
Jeg var overhovedet ikke i kontrol, og kunne absolut ikke nå, at indstille mig på nogen værtsrolle overhovedet, men det var den allerbedste dag alligevel <3