Indeholder sponsoreret indhold
Min datter har ikke været meget mere end 2 måneder gammel. Jeg var udkørt, havde ikke sovet i 60 nætter, og mine arme var tungere end mursten af, at vugge en grædende spilopmager. Det var varmt udenfor, muligvis skrev kalenderen sommerferie, og min venindes mor, som tilfældigvis var i nabolaget, kom forbi til en kop kaffe og et hyggeligt barselsbesøg.
Jeg finder det besynderligt, at nogle samtaler, som den jeg havde med hende, kan sætte sig så godt fast i min ellers så løse hukommelse, imens andre erindringer fra den tid, er pist væk. Samtalen handlede om kærlighed. Den kærlighed man har til sine børn. Og imens hun fortalte, så sad hun med mit vidunder i armene – nyforelsket som man kun kan være, når man ser på (et på dét tidspunkt), sovende spædbarn. Dengang havde jeg endnu ikke følt den store kærlighed, som “man” gør for sine børn, men jeg kunne alligevel godt relatere til hendes erfaringer. Hun fortalte mig.. Hvilket nogenlunde lød sådan her:
“..og man forstår ikke hvad kærlighed er, før man får sådan én her, af sine egne, i armene. Og først når andet barn kommer til verden, går det op for én, at der ikke går noget af kærligheden til den første fødte, som man måske skulle tro. Kærligheden bliver blot fordoblet..”
Barnets bog fra Withwhite
Jeg har aldrig været bange for, at jeg vil elske mit andet barn mindre end mit første – eller omvendt for den sags skyld. Faktisk føler jeg én enorm tilknytning til mit ufødte barn. En tilknytning jeg absolut ikke havde til min lille spilopmager, dengang hun lå inde i maven. Alligevel kan jeg sommetider godt tænke på, hvordan pokker følelserne egentlig bærer sig ad med, at elske to personer lige højt.
Følelsen ramte mig første gang, da jeg modtog den aller fineste “barnets bog” fra Withwhite. En grafisk, utrolig smuk, elegant og gennemført bog, som arkitekten Julie Dam står bag. Bogen rummer alt hvad sådan en “barnets bog” burde rumme; fra de første babyspark, graviditetsscanninger, fødsel, kravletag og andre store og nævneværdige begivenheder. Den er hel enkel og stilfuld i sit udtryk, og man mærker virkelig hvilken passion, der ligge bag det flotte håndværk i bogen. Og imens jeg sad der og bladrede, med min lille spilopmager ved min side, ramte følelsen mig. Jeg udfyldte nemlig aldrig spiloppens “barnets bog”, hvis man tager bort fra de enkelte notater jeg gjorde mig, og som med sikkerhed var gætterier på sandsynlige datoer, de fleste af dem. Dengang sagde det mig simpelthen ingenting, men nu gør det, åbenbart! Med mit næste barn har jeg lyst til, at berette om det hele i denne fine bog fra withwhite. Jeg har lyst til at dekorere børneværelse, redde babysengen to måneder før det lille væsens ankomst, og jeg har lyst til at tage billeder med milepælskort og kreere et helt fotoalbum, til netop det formål.
Og min datter kunne mærke det. Hun spurgte nemlig musse stille, som vi sad der og bladrede “Hvor er min Barnets Bog, mor?”
Om at elske sine børn lige meget
BANG, sagde det, da der røg en lille flæng af mit hjerte, og det samtidig gik op for mig, at jeg allerede er igang med at dele eller fordoble min kærlighed i to, om man vil det. Jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare, da min egen lykkeros øjeblikkelig blev revet itu, og jeg blev ramt af dårlig samvittighed. For selvom hun ikke fysisk skulle dele sin mor med en søskende, så var det alligevel det tætteste, vi hidtil er kommet på netop dét scenarie.
Hun skal lære, at jeg i fremtiden vil elske et andet lille væsen lige så højt som hende selv, og jeg skal lære, at det er okay at elske lillebror eller lillesøster lige så højt som min førstefødte. I sidste ende, er dét den lykkeligste gave vi kan give hinanden, og måske jeg bare skulle udfylde spiloppens “barnets bog” fra nu af. Skidt pyt med, at jeg missede de første to år, de næste 18 bliver langt mere begivenhedsrige – for der skal hun nemlig være storesøster! <3