Jeg har før givet udtryk for, at tingene i det lille hjem har ændret sig en smule. Jeg vidste ikke rigtig, om det var noget jeg ville fortælle omverdenen om. Ikke fordi det er en hemmelighed, for alle i vores omgangskreds ved selvfølgelig godt, hvordan vores hjem er skruet sammen, men om dét var noget, som skulle have taletid her på bloggen, var jeg i tvivl om.

Indlægget her vil jeg derfor prøve at skrive, og så må vi se, om det en dag bliver udgivet. Det er jo som sådan ikke noget stort, vildt eller kontroversielt, men alligevel så er det meget privat.

  

Et lille bofællesskab i vores hjem

Hjemme hos os, har vi de sidste par måneder boet flere end bare vores lille familie på tre. Vi valgte nemlig i december måned, at leje et værelse ud. Noget der endte med, at vi nu bor sammen med en ung pige, og sommetider også hendes kæreste, der tildels også har indtaget det udlejede værelse.

Tro det eller ej. Det er faktisk enormt hyggeligt, selvom det måske er lidt mærkværdigt når vi er et par, der allerede har stiftet en familie. Vi har ihvertfald fået mange overraskende blikke og udtalelser med på vejen, når vi har fortalt om vores beslutning. Men vi fortryder ikke et øjeblik, og jeg kan slet ikke forestille mig, at vi en dag skulle blive trætte af det. Spiloppen elsker også samværet med dem, og opfører sig som en  irriterende lillesøster, der konstant banker på døren til værelset. Hvis hun kunne få lov, så tror jeg, at hun ville flytte med ind på værelset, og kun komme ud igen, når hun skulle puttes, hvor far og mor stadig (heldigvis) er bedst.

Læs også gerne: Tiden med et kolik barn og At være ung mor

Den første grund til, at vi overhovedet overvejede at udleje et værelse var, at vi ønskede at have en større økonomisk frihed. Det er ihvertfald den grund vi ofte fortæller folk, og bruger som argument for vores beslutning.

Men når alt kommer til alt, så er det egentlig slet ikke grunden til, at vi nu bor 4 og nogle gange 5 under samme tag. Jeg tror bare, at jeg er sådan, og min kæreste ligeså. Jeg elsker og trives virkelig godt med mennesker omkring mig. Ikke nogen jeg behøver at snakke med, men bare nogle der er der. Lidt liv i huset, om man vil. Min kæreste, som er vokset op i en familie med (utrolig) mange søskende, har det akkurat som mig, og vi bliver ikke det mindste generet af, at dele hjem med andre mennesker.

Et gæstfri hjem

Vores hjem har generelt altid været fyldt med overnatende gæster i flere uger i træk, hvilket jeg faktisk også har skrevet om før, her på bloggen. Sommetider synes jeg, at det har været helt sørgmodigt, når de pakkede deres ting sammen, og rejste fra vores sofa igen. Jeg kan virkelig godt lide selskabet, at være vært, husmor og nusse om nogen. Hvor mærkeligt det end lyder, og så alligevel ikke. For det er præcis på samme måde, som min mor og mormor har vist mig det gennem min opvækst. Jeg er nemlig vokset op på denne måde, hvor man aldrig vidste hvor mange, der spiste med til aftensmad eller deltog i festlighederne juleaften, fordi vores hjem altid stod åbent.

Det har helst sikkert også fået mig til at tænke over, hvordan vores familiekonstruktion skal se ud i fremtiden. Jeg tror ikke, vi får mange børn. Af den simple årsag, at jeg også vil så meget andet end kun at producere børn. I stedet forestiller jeg mig, at når tid er, og vi har et stort nok hus til at kunne rumme flere mennesker, godt kunne have udvekslingsstuderende eller unge der har det svært på den ene eller den anden måde, boende i vores hjem.

Det er faktisk lidt grænseoverskridende at sige højt. Fordi vi i Danmark lever så isoleret og for os selv, at jeg kender meget få mennesker, der ønsker det samme som vores familie. Men måske er der alligevel nogle af jer derude, som også lever eller har levet med flere mennesker under samme tag?

Vi trives ihvertfald rigtig godt med det, og jeg tror, at det er et virkelig godt miljø, at vokse op i som barn.