Undskyld mit barn

Billede 2  Billede

Tårerne triller ned ad hendes små buttede kinder. Hun skriger så jammerligt, at små blodsprængninger i huden omkring hendes øjne syner frem. Bleen er revet af, og koldt vand bliver i en kontinuerlig bevægelse kastet op på hendes store, tykke mave, imens hun sidder i den kolde håndvask på badeværelset. For hver gang hendes far lader en ny håndfuld kolde vanddråber ramme huden, skærer der sig en ny smerte gennem hendes ansigt, og hun læner sig tilbage i ryk, for at kunne holde det ud.

“Undskyld mit barn. Undskyld fordi jeg har påført dig denne smerte og dette mareridt

Blot fem minutter før denne scene udspiller sig, ligger min mand i sengen og sover middagslur. Min datter sidder på hendes legetøjs bil, og kører frem og tilbage ude i gangen, imens hun siger “dyt dyt”. Jeg selv har netop lavet en kop kaffe, som jeg stiller på spisebordet, for derefter at hente en smurt bolle ude i køkkenet.

Jeg når at se hele scenen udspille sig ude fra køkkenet igennem den franske dør til spisestuen. Min datter stiller sig på tær, strækker hele kroppen og gør sig lang, imens hun med den længste finger får fat i hanken på den fyldte kaffekop på bordet. Jeg drikker altid min kaffe med mælk, og imens det værst tænkelige sker, bærer mine hænder mælkekartonen og den smurte bolle, jeg skulle have haft spist til kaffen. Jeg kaster mælken fra mig, men det er for sent. Hun hælder den skoldende kaffe ned over hendes lille krop. Hendes bryst og hendes mave bliver dækket, og vi hører et skrig, der stadig hjemsøger mig den dag idag.

Min mand når nogenlunde på samme tid ind i stuen som jeg selv, og vi bruger dernæst de første 2-3 sekunder på at panikke fuldstændig. De efterfølgende 4-20sek bruger vi på, at flå hendes tøj af, imens vi løber ud på badeværelset og placerer hende i håndvasken. Jeg ringer 112 imens min mand forsøger at stoppe forbrændingen med det kolde vand.

Vi opdager hurtigt, at det øverste lag hud er brændt af med det samme, og inden vi er noget ind i ambulancen, så er der allerede dannet små blærer overalt på hendes lille mave. Hun græder ikke længere, men klamrer sig blot til mig, imens lægen fortsætter behandlingen til hospitalet i ambulancen. Flere gange ryster jeg mit hovede frem og tilbage, som om jeg vil vække mig selv fra dette mareridt. Jeg kan næsten ikke tro, at jeg sidder med min blot 1 år gamle datter på en båre i en ambulance pga. en ulykke i hjemmet. En ulykke jeg har været skyld i.


Jeg tror aldrig, at jeg helt kommer mig over hvad der er sket. Og min mand har af mange omgange sagt, at han ville ønske at det var ham, der havde sat den kaffe kop på spisebordet den dag, i stedet for mig. For jeg har virkelig taget det tungt. Selvom vi stort set ikke har snakket om det siden det skete, så går der ikke en dag, hvor det ikke berør mig. Det er ikke blot, når jeg ser arret på hendes mave og bryst, at jeg bliver mindet om det. Det er også i alt hvad jeg gør i det daglige.

Når jeg koger kartofler, og aldrig længere bruger de yderste plus, når jeg cykler til vuggestuen, men trækker cyklen halvdelen af vejen fordi jeg synes cykelstien er for smal, eller når jeg skal tømme opvaskemaskinen og ikke tør bære knivene i nærheden af hende, fordi jeg er bange for at tabe dem ned på hende.

Ulykken har sat dybe spor i mig, og jeg blev med ét gjort opmærksom på, hvor skrøbeligt livet er. Hvor skrøbeligt det er at være mor, og hvor skrøbeligt det er at elske.

8 kommentarer til “Undskyld mit barn”

  1. Åh søde. Jeg forstår dig 100% og din skyldfølelse. Den tror jeg at alle mødre ville kunne sætte sig ind i. Men – du skal også tilgive dig selv. Det er en rigtig ærgerligt hændelse, men ingen bærer nogen skyld overhovedet. Det er bare mega uheldigt.

  2. Kære Maria
    Åhhh hvor det skærer i mit hjerte!!
    Jeg var selv i en ligende situation da min søn var 1 måned gammel.
    Han skreg og skreg og ville ikke finde ro. ENDELIG falder han i søvn, på siden. Jeg lader ham ligge på siden i vores seng og går ud af rummet for lige at puste ud.
    Pludselig får jeg en følelse af at jeg skal ind til ham. Jeg skynder mig ind på værelset og her ligger han med hovedet ned i madrassen og raller. Jeg river ham op og han er BLÅ og Hiver efter vejret. Jeg skriger på min mand og løber ud til ham og smider vores søn i hans arme. Min mand prøver at få ordenligt gang i ham og han er bare sløv og ret langt væk. Ringer 112 og han kører afsted i ambulance med min mand. Jeg kunne ikke køre med. Jeg havde skyldfølelse. Det var jo min skyld. Man hører altid at man ikke må ligge babyer på siden, men det gjorde jeg i håb om at han ville få lidt ro.
    Nåh men alt endte godt, men skyldfølelsen sidder SÅ dybt i en. Så jeg kan virkelig relatere til det du skriver. Du skal tale om det. Det er det eneste som virker og jeg deler min historie med dig så du ikke føler dig alene.
    Tanker til dig

    1. Åh.. Og den kommentar ramte mig helt ufattelig hårdt! Nøj en forfærdelig oplevelse, og TUSIND TAK fordi du delte den historie med mig. Jeg kan sagtens forstå, at du følte en forfærdelig skyld følelse. Også selvom du, jeg og alle andre ved, at vi lige så godt kunne have lagt vores børn på siden for at sove. Det har jeg ihvertfald også gjort mange gange, da min datter var lille, for sådan faldt hun i søvn lettest. Godt at din søn har det godt i dag. Tanker til dig. Og endnu engang tusind tak fordi du delte <3

  3. Kære Maria,
    Åh hvor jeg dog føler med dig. Fik et sug i maven da jeg læste dit indlæg.
    Jeg har prøvet det og kender godt den forfærdige skyldfølelse
    Nu nærmer vi os jul og selvom det er 17 år siden det skete, er der vise juleforberedelser der altid vækker følelsen.
    Min datter og jeg skulle lave julekonfekt. Med mandler. Som skulle skoldes. Jeg fjerner gryden med mandler og det næsten kogende vand fra komfuret for at sætte den over i vasken. I det samme vender min datter sig og ramler lige ind i gryden..
    Kan stadig huske fornemmelsen af at slæbe hende lynhurtigt ned af gangen og ind i badeværelset og flå trøjen OG det yderst hudlag af hendes overarm.
    Takket være hurtig reaktion med koldt vand og brandsårs bandage er det næsten usynligt i dag. Men oplevelsen sidder der, men mest hos mig. Min datter der i dag er 24 kan godt huske episoden, men heldigvis ikke som noget andet end det næste usynlige ar på armen..
    Og så måske at jeg efterfølgende, og stadig den dag idag, altid råber meget højt PAS PÅ når jeg flytter varme gryder..
    De aller bedste hilsner til dig og god bedring til din datter.
    Mange hilsner
    Birgitte

    1. På en eller anden måde er det rart at høre netop disse historier fra andre mødre og forældre. For ulykker i hjemmet er (åbenbart) noget, som alligevel sker forholdsvis ofte, og ja – børnene overlever på trods af skrammer og brandsår. Det er nok kun os forældre, som må leve med arret og frygten for altid. Tak fordi du delte jeres historie <3

  4. Jeg sidder med tårer ned af kinderne når jeg læser dit indlæg. Jeg kommenterer normalt aldrig blogindlæg, men dit indlæg rører bare noget dybt i mig for det er enhver mors mareridt at føle sig skyldig i at ens barn kommer til skade. Selvfølgelig skal man sikre sit hjem så godt som det er muligt, men man kan aldrig være 100% sikker på at ulykker ikke vil ske. Jeg tror vi som mødre skal lære at acceptere at vi ikke kan forudse alt. Man kan blive fuldstændig skør i hovedet, hvis man begynder at tænke over alle de potentielle farer der lurer i verden. Jeg kan sagtens huske da jeg lige havde født min første datter og tog mig selv i at lægge en plan for hvordan min mand og jeg kunne sove på skift resten af livet, for vi blev da nødt til altid at holde øje på det lille vidunder….det siger sig selv at den plan ikke holdt ret lang tid. Vi gør vores bedste og ønsker aldrig at noget ondt skal ske vores børn. Du havde ikke forudset faren, men det er ikke din skyld at din datter tog koppen og jeg er ikke i tvivl om at hun aldrig vil bebrejde dig det – ligesom din mand heller ikke bebrejder dig. Du skriver at I aldrig har snakket om det – måske det var det i skulle? Selvom det gør ondt kunne det godt være at det var godt at få talt det igennem? Bare en tanke 🙂

    1. Kære Pernille. Tusind tak for din meget søde og varmende kommentar. Jeg er meget glad for, at du tager dig tid til at skrive en kommentar til mit indlæg! Ja, jeg tror, at du har helt ret i, at det er noget der skal snakkes mere om. Men det er helt sikkert mig, som har svært ved at få sat ord på det. Det første skridt har været dette indlæg, som alligevel kommer en del måneder efter, at ulykken skete. Så svært er det stadig. Tak <3

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *