Billede 2  Billede

Tårerne triller ned ad hendes små buttede kinder. Hun skriger så jammerligt, at små blodsprængninger i huden omkring hendes øjne syner frem. Bleen er revet af, og koldt vand bliver i en kontinuerlig bevægelse kastet op på hendes store, tykke mave, imens hun sidder i den kolde håndvask på badeværelset. For hver gang hendes far lader en ny håndfuld kolde vanddråber ramme huden, skærer der sig en ny smerte gennem hendes ansigt, og hun læner sig tilbage i ryk, for at kunne holde det ud.

“Undskyld mit barn. Undskyld fordi jeg har påført dig denne smerte og dette mareridt

Blot fem minutter før denne scene udspiller sig, ligger min mand i sengen og sover middagslur. Min datter sidder på hendes legetøjs bil, og kører frem og tilbage ude i gangen, imens hun siger “dyt dyt”. Jeg selv har netop lavet en kop kaffe, som jeg stiller på spisebordet, for derefter at hente en smurt bolle ude i køkkenet.

Jeg når at se hele scenen udspille sig ude fra køkkenet igennem den franske dør til spisestuen. Min datter stiller sig på tær, strækker hele kroppen og gør sig lang, imens hun med den længste finger får fat i hanken på den fyldte kaffekop på bordet. Jeg drikker altid min kaffe med mælk, og imens det værst tænkelige sker, bærer mine hænder mælkekartonen og den smurte bolle, jeg skulle have haft spist til kaffen. Jeg kaster mælken fra mig, men det er for sent. Hun hælder den skoldende kaffe ned over hendes lille krop. Hendes bryst og hendes mave bliver dækket, og vi hører et skrig, der stadig hjemsøger mig den dag idag.

Min mand når nogenlunde på samme tid ind i stuen som jeg selv, og vi bruger dernæst de første 2-3 sekunder på at panikke fuldstændig. De efterfølgende 4-20sek bruger vi på, at flå hendes tøj af, imens vi løber ud på badeværelset og placerer hende i håndvasken. Jeg ringer 112 imens min mand forsøger at stoppe forbrændingen med det kolde vand.

Vi opdager hurtigt, at det øverste lag hud er brændt af med det samme, og inden vi er noget ind i ambulancen, så er der allerede dannet små blærer overalt på hendes lille mave. Hun græder ikke længere, men klamrer sig blot til mig, imens lægen fortsætter behandlingen til hospitalet i ambulancen. Flere gange ryster jeg mit hovede frem og tilbage, som om jeg vil vække mig selv fra dette mareridt. Jeg kan næsten ikke tro, at jeg sidder med min blot 1 år gamle datter på en båre i en ambulance pga. en ulykke i hjemmet. En ulykke jeg har været skyld i.


Jeg tror aldrig, at jeg helt kommer mig over hvad der er sket. Og min mand har af mange omgange sagt, at han ville ønske at det var ham, der havde sat den kaffe kop på spisebordet den dag, i stedet for mig. For jeg har virkelig taget det tungt. Selvom vi stort set ikke har snakket om det siden det skete, så går der ikke en dag, hvor det ikke berør mig. Det er ikke blot, når jeg ser arret på hendes mave og bryst, at jeg bliver mindet om det. Det er også i alt hvad jeg gør i det daglige.

Når jeg koger kartofler, og aldrig længere bruger de yderste plus, når jeg cykler til vuggestuen, men trækker cyklen halvdelen af vejen fordi jeg synes cykelstien er for smal, eller når jeg skal tømme opvaskemaskinen og ikke tør bære knivene i nærheden af hende, fordi jeg er bange for at tabe dem ned på hende.

Ulykken har sat dybe spor i mig, og jeg blev med ét gjort opmærksom på, hvor skrøbeligt livet er. Hvor skrøbeligt det er at være mor, og hvor skrøbeligt det er at elske.