Det undrer mig #5

Jeg er omgivet af en gruppe pensionister, der netop er vendt rejseglade hjem fra en ferie sydpå. Det ved jeg, fordi de slæber på store kufferter, og er mere solbrændte end sædvaneligt på sådan en grå og våd november dag. For at være mere præcis, så sidder jeg i en togkupe, og er på vej hjem til Odense fra København. En rejse der var utrolig spændende på vej mod hovedstaden, men som nu føles som decideret tids spild- og fordriv. For åh, hvor ville jeg meget hellere kunne knipse mig hurtigt hjem til min datter og mand, og måske endda nå at sige godnat inden senge tid. I stedet sidder jeg, og bliver en smule muggen over den irriterende mand, der har valgt at overfalde tog chaufføren i netop det tog jeg vælger at sætte mig ind i. Stakkels togmand, og stakkels alle os rejsende, der nu bliver voldsomt forsinkede. Og netop det leder mig til:

– Det undrer mig at togpersonalet så tit er udsat for overfald, chikaner og andet ubehageligt. Hvorfor er netop de en udsat faggruppe?

– Det undrer mig slet ikke, hvor utrolig hyggelig en aften det var, med en masse 3-stjernet pålægsprodukter. Jeg var så heldig, at agere vært for en stor gruppe københavnske bloggere, og hele eventet med 3-stjernet gik forrygende godt. Jeg nåede ellers at blive en smule spændt over, at skulle stå både at lave mad og underholde publikum på samme tid, men det gik bare utrolig godt, og stemningen var helt fantastisk blandt de københavnske bloggere.

– Det undrer mig, hvor svært det er, at vælge børnehave til vores lille spilopmager. Lige nu er vi meget i tvivl om, hvorvidt hun skal forsætte i den integrerede institution hun holder til nu, hvor der er en naturlig overgang fra hendes nuværende vuggestue til børnehave. Eller vi skal vælge en helt andet børnehave, som stort set ligger i vores baghave, og derfor rent geografisk og logistisk virker utrolig smart. Det føles så mærkeligt, at skulle tage så store beslutninger om et lille væsens hverdag og fremtid, men det er jo netop dét, der følger med forældreskabet.

– Det undrer mig hvordan jeg allerede kan være bagud på studiet, efter netop at være begyndt på et nyt modul. Men jeg har også haft ufattelig travlt med opsætning af ny blog, programmering, regnskab, 3-stjernet event samt planlægning af næste event på torsdag hjemme hos mig selv. På torsdag er det for mærket Finax, hvor jeg har inviteret en lille håndfuld bageglade veninder hjem til vores lejlighed. Planen er, at vi skal julehygge og bage hele dagen, og derudover kommer der et filmhold, som skal filme en lille video fra en skøn bagestund. Jeg skal selvfølgelig nok dele videoen her på bloggen, så i også kan komme i julestemning omkring d. 1. december.

– Det undrer mig, hvordan jeg hele vejen til vuggestuen forleden dag, talte højlydt med mig selv. Og det var ikke engang en normalt voksen samtale, jeg valgte at føre, nej jeg troede nemlig, eller havde kort forglemt, at jeg var på vej ned efter min datter, og altså ikke allerede havde hentet hende. Jeg snakkede derfor om vandpytter, bamses julerejse og andet skørt, indtil jeg i et lyskryds bliver prikket på skulderen af en ældre herre, der spørger om jeg ikke mangler noget. Jeg kigger forvirret på ham, og derefter om på cykelsadlen, som er fuldstændig og aldeles tom for spiloppen. Pinligt var det, men også rimelig humoristisk at tænke på! Det er bare ærgerligt, at jeg ikke længere kan bruge “amme-hjerne-kortet”.