Odense slot   Hjemmebagte boller
{Smukke Odense slot og hjemmebagte boller med spiloppen fra igår}

Jeg sidder på en meget kold trappesten, og venter på at min læsemakker kommer ud af badet, og ud af selve bygningen, så vi kan begive os hen mod hospitalet. Kort forinden var jeg i Føtex, hvor jeg ikke kun mødte alle byens håndværkere, der skulle have deres anden morgenmad kl. 7.00, nej også en bekendt fra medicinstudiet, som jeg ikke har set i noget nær 2,5 år, mødte jeg. Først kunne jeg ikke kende ham, men da han smilede og jublede højlydt over gensynet, fik jeg just tilbageblik til dengang jeg dansede på bordene hver weekend i det odenseanske natteliv. Meget er sket siden, og imens vi udvekslede store begivenheder i vores liv, som en fødsel af et barn, og flytning til Østerbro i København, gik vi ud af Føtex igen. Hvilket leder mig til:

Det undrer mig, hvorfor jeg lige har brugt 25kr på verdens dårligste madpakke, og ikke lige fik taget mig sammen til at smøre en madpakke derhjemme, inden jeg drog afsted imorges.

Det undrer mig så alligevel ikke, for spiloppen vågnede kl 5.00, og jeg læste til kl. 01.30 igår aftes. Træt med træt på er hvad jeg er idag!

Det undrer mig, hvordan jeg stadig kan være indehaveren af den eneste cykel med et barnesæde bagpå, som holder ved undervisnings lokalerne ved hospitalet. Hvorfor er der ikke andre, der laver babyer i min alder?

Det undrer mig hvornår jeg lærer at gå med hansker. Mine fingre er stivfrosne

Det undrer mig hvor meget jeg har lyst til en håndfuld af disse, imens jeg sidder her i kulden.

Det undrer mig, at jeg valgte at se sidste afsnit af skam sæson 2 igår, inden jeg skulle sove. Lad nu vær Maria! Og ja, jeg ved at jeg sagde, at jeg ikke ville se sæson 3, men det er allerede sket. Jeg har åbenbart en rygrad som en regnorm..

Det undrer mig hvorfor folk putter rugbrød i køleskabet. Er det så ikke vildt koldt at spise?

Det undrer mig, at B og jeg endnu ikke kan finde ud af, hvad vi skal finde på at lave til nytårsaften. Vi overvejer lidt samme version som sidste år, hvor det bare var os, og så en stor mængde sushi og champagne. Vi er ellers blevet inviteret til et hav af fester, men da de fleste af dem er abefester, er det svært at tage afsted som familie med en lille spilopmager. Hvilket leder mig til punkt tre igen..

Det undrer mig alligevel ikke, hvorfor folk ikke får babyer i min alder. Det er nemlig umuligt at tage til abefest med en spilopmager – men i virkeligheden er det også helt fint. Jeg vil nemlig med glæde springe ind i det nye år, med min lille spilop i armene.

God weekend når i når så langt – PS husk at deltag i konkurrencen om en Nespresso kaffemaskine ved blot at skrive en kommentar til indlægget!

Kh Maria