image

Det er egentlig ikke meningen, at jeg vil skrive side op og side ned om denne tortillas-pizza i ser på billedet, men den har alligevel sin ret til at blive nævnt. Egentlig har jeg længe været lidt små-træt af den gængse mexikanske tortillas. Måske fordi jeg er så “uheldig”, at det både er min kærestes og min fars absolutte livretter. Så jeg har virkelig fået det meget gennem tiden, og hvis vi engang imellem er sammen alle sammen, så kan i næsten regne ud, hvad de to bestiller til aftensmad.

B foreslog derfor, efter at have hørt nok af mit brok, at vi skulle prøve at lave sådan en “tortillas-pizza” til mig. Så det er hans værk på ovenstående billede, og det smagte virkelig dejligt. Måske det også var fordi, at det virkelig var pænt anrettet, og det er jo noget mine sultne øjne spiser med!

Dagen i dag har været lidt ala dagen igår – nemlig i selskab med min lille familie. Spiloppen, B og jeg startede dagen ud hos lægen, hvor guldet skulle have bi stik i begge hendes små lårbasser. Noget hun klarede til UG og slange, i forhold til de sidste to andre vaccinationer. Dengang skreg hun så højt, at sygeplejersken mente, at det måtte være rekorden for et spædbarnsskrig. Hun kan simpelthen ramme nogle toner, man ikke tror er muligt.

Hun piv en smule her i dag, men da sygeplejersken hurtigt, effektivt og med stor erfaring tog et lyserødt plastik armbånd op foran øjnene på hende, i sekundet hvor hun trak nålen ud af kødet på hende, så havde spiloppen hurtigt glemt, at det egentlig niv en smule i låret. Derefter skyndte vi os hjem, og forberedte endnu et brunch bord. Denne gang var det en af B’s studieveninder, der kom forbi med hendes lille, bitte Sofus. Jeg kunne virkelig ikke huske, at de er SÅ små. Dét absolut eneste han lavede var, at kigge rundt på os alle sammen, imens han sad i favnen på sin varme mor og spiste hans små buttede fingre. Ind i mellem kom et ble skift, en bøvs eller et lille grønt, men ellers hørte man absolut intet til ham.

Jeg havde kort forinden tænkt på, hvordan mine æggestokke ville reagere på et sådan møde med et spædbarn, men intet skete. Der var ikke en eneste mængde oxytocin, der blev frigivet ved synet af den skønne lille baby, så jeg slap for både stik i brysterne og æggestokkene. Heller ikke mit mentale-jeg var påvirket. Godt nok var jeg fuldstændig forelsket i den lille skønne skabning, og selvom hans moder stolt fortalte, hvor dygtig han var til at sove igennem om natten, så var jeg rigtig glad for, at hun tog ham med hjem igen. Tanken om endnu et spædbarn i mit liv ligger mig faktisk MEGET fjern. Så selvom jeg ønsker, at min datter skal blive storesøster én dag, så ved jeg næsten ikke, hvordan det skal lade sig gøre, med mine nuværende (fraværende) følelser omkring spædbørn. Mon ikke følelserne kommer en dag!?