Smoothie bowl af frisk, lækker og kølig frugt. Gerne toppet med det pæneste mønster af nødder, kerner og skiveskåret frugt, er i med garanti stødt på før. Højst sandsynligt er det sker på instagram.
Inspiration til opskrifter: Sund smoothie
Smoothie bowl til morgenmad
Som med så mange andre ting er jeg en smule bagud i forhold til, hvad der er in og hitter i vores moderne samfund. Det er egentlig lidt mærkværdigt, at jeg alligevel kan føre en livsstilsblog med det i mente, men måske har det også sin charme at være en smule kronisk bagud altid.
For selvom jeg først lige er faldet for denne herlighed af en smoothie bowl, så har jeg ikke i sinde at lade jer være foruden min begejstring. Det smager jo hamrende godt, og måske især fordi at smoothie bowlen er så afsindig smuk at kigge på samtidig. Jeg kan ihvertfald godt forstå, at den sunde og læskende morgendrik, der spises som en frugtgrød, og toppes med pæne nødder og bær, har fundet vejen frem til diverse sultne danskeres maver.
Læs også gerne: Hjemmelavet ingefærshots, Bagt grød med bær, Sunde morgenboller og Fuldkorns spinatboller
Opskrift på smoothie bowl
En smoothie bowl er en smule tykkere i konsistensen end helt almindelig smoothie man drikker af glas. Det gør at man kan spise den med en ske, og næsten betragt det, som en morgengrød af frugt. Hvilke slags frugter eller grøntsager man vælger at bruge i sin smoothie bowl er jo helt op til én selv. Det samme er variationen af topping til morgenmaden. Jeg valgte simpelthen blot, hvad jeg kunne finde frem af hakkede mandler og friske blåbær, men generelt kan alle kerner, frø og frisk frugt jo bruges.
I selve smoothie bowlen har jeg brugt frosne bær, da det er en del billigere og nemmere at have med at gøre. Desuden gør det din smoothie bowl ekstra kold og læskende. Hvilket altid er et foretrække.

- 1 banan
- 150g blåbær (gerne fra frost)
- 1 tsk. vanilje
- Vand
- Topping: nødder, bær, frø og kerner
- Kom banan, blåbær og vanilje i en blender, og blend det til en jævn konsistens
- Hæld mellem 2-6 spsk. vand i smoothien indtil den rette konsistens rammes
- Hæld din smoothie i en skål og top med din yndlings topping
Smoothie bowl til både sommer og vinter
Jeg lavede denne smoothie bowl sammen med min skønne lillesøster en dag imellem jul og nytår, hvor vi begge trængte til noget friskt og sundt mad imellem al den fede julemad. Her i januar måned har jeg så sandelig også tænkt mig, at forfriske min hverdag og ikke mindst morgener op, med en hjemmelavet smoothie bowl. Det kan helt sikkert give lidt kulør og stemning til en grå hverdags morgen.
Ellers så er en smoothie bowl jo også fremragende til sommer, hvor bær og frugter er langt bedre og sødere i smagen. Jeg kan ihvertfald ikke vente med, at eksperimentere en masse med denne slags grød eller drik, nu hvor jeg endelig har fået øjnene op for dens herlighed og alsidighed.
Jeg håber i kan lide opskriften!
2 kommentarer til “Smoothie bowl – sund opskrift med blåbær”
Jeg tror jeg havde det ligesom dig. Havde set det mange steder, men endnu ikke fået prøvet det selv. Det kan dog anbefales – især i weekenden! 🙂
Jeg elsker smoothie bowls – især de grønne. Prøv med 1/2 banan, 75g edamam og 75 g spinat (frost kugler) . Jeg tilsætter halvt vand og halvt mandelmælk / soya. Det er så godt og flot . Insta gram værdigt i flot grøn farve